Tag-arkiv: NASA

Rumfart

Da Jorden stod op

Rumskibet roterede langsomt i sit kredsløb og det var da, at William Anders så Jorden. Månens grå kraterlandskab strakte sig ud under ham, og over ham hang det kulsorte verdensrum. Han kiggede ud af et vindue i Apollo-kapslen og så en plet i strålende blå og hvide farver kravle op over Månens horisont.

“Oh my God! Look at that picture over there! There’s the Earth coming up. Wow, that’s pretty,” udbrød William Anders.

Han greb sit kamera og trykkede på udløseren.

Foto: Image Science and Analysis Laboratory, NASA-Johnson Space Center.

“You got a color film, Jim? “, spurgte William Anders. Hans astronaut-kollega Jim Lovell skyndte sig at lede efter en rulle farve-film.

Rumskibet blev ved med at rotere. I samme øjeblik som Jim Lovell rakte William Anders farve-filmen, forsvandt Jorden ud af syne fra det vindue, William Anders havde kigget igennem.

Han svævede over til et andet vindue. Han trykkede på udløseren.

Foto: Image Science and Analysis Laboratory, NASA-Johnson Space Center.

Lyset fra Jorden og Månen blev fanget på filmrullen i William Anders’ kamera for 50 år siden den 24. december 1968 klokken 17:39 dansk tid.

Det var første gang et menneske så sit hjem fra Månen.

Billedet – som har fået navnet “Earthrise” – landede på forsiden af New York Times den 30. december bare tre dage efter, at William Anders, Jim Lovell og Frank Bormann vendte tilbage til Jorden. Det er siden blevet et ikon.

Da William Anders tog billedet rasede Vietnam-krigen nede på Jorden. USA og Sovjetunionen var parate til at udslette hinanden og resten af civilisationen ved det mindste tegn på et angreb fra den anden side. Industrien buldrede frem og det begyndte at gå op for folk, at naturen led under menneskernes forurening.

Earthrise viser, hvor bittesmå vi er på vores blå planet, og hvor skrøbelige vi er. Vi bor på en lille ø i det tomme verdensrum. Månen står som en diametral modsætning til vores oase – øde, grå og hærget af asteroiders ustandselige bombardament over milliarder af år. Er det sådan, vi efterlader Jorden, hvis ikke vi tænker os om?

Jim Lovell har senere fortalt Business Insider om, hvordan det var at se sin hjemplanet fra Månen:

“When I put my thumb up to the window I could completely hide it, and then I realized that behind my thumb that I’m hiding this Earth, and there are about 6 billion people that are all striving to live there.”

Billeder af Jorden fra rummet sætter os i perspektiv til universet. Med vores rumsonder, har vi været i stand til at tage billeder af vores lille blå klat fra både Mars, Saturn og det ydre solsystem.

Efter solnedgang den 31. januar 2014 tog NASAs Curiosity rover dette billede af Mars’ horisont og Jorden, der titter frem bag Mars’ tynde atmosfære. Et menneske på Mars’ overflade ville nemt være i stand til at se Jorden og Månen som to klare “aften-stjerner”. Da Curiosity tog billedet var Jorden omkring 160 millioner kilometer fra Mars. Foto: NASA Jet Propulsion Laboratory-Caltech/Malin Space Science Systems/Texas A&M University.
NASAs Cassini-rumsonde tog det her billede af Jorden, Saturn og dens ringe den 19. juli 2013. Billedet blev taget i en afstand på 1,4 milliarder kilometer fra Jorden. Foto: NASA/JPL-Caltech/Space Science Institute
Da NASAs Voyager 1 i 1990 var på vej ud af Solsystemet bad astrofysiker Carl Sagan NASA om at få rumsonden til at tage et billede af Jorden og solsystemets øvrige planeter. Det blev til billedet “Pale Blue Dot”, hvor Jorden ses i en afstand på seks milliarder kilometer på et grynet foto – fanget i en solstråle. Foto: NASA JP

For folk som astrofysiker og videnskabsformidler Carl Sagan (1934-1996) transcenderer billeder som disse det rent videnskabelige. De får os til at stoppe op og tænke over vores plads i universet, og hvordan vi forvalter vores hjem:

“To me, it underscores our responsibility to deal more kindly with one another and to preserve and cherish the only home we’ve ever known.”

Lad det være årets julebudskab.

Forskningspolitik, Nyheder, Rumfart, Teknologi

Når ræven vogter høns

Ted_Cruz,_official_portrait,_113th_Congress

Nogle gange kan politik både herhjemme og i udlandet få en til at undre sig inderligt. Som for eksempel når man vælger, hvem der skal træffe vigtige økonomiske beslutninger. Det virker oplagt, at man overvejer både personens kompetencer og eventuelle interessekonflikter. Nogle valg er så åbenlyst absurde, at de aldrig burde blive realiseret.

Men man kan alligevel blive overrasket. Som for eksempel det seneste valg i USA til posten som formand for senatets udvalg for “Space, Science and Competitiveness”. En magtfuld post der bestemmer over NASAs budget såvel som en række andre videnskabelige programmer. Manden med magten er den republikanske senator fra Texas, Ted Cruz.

Ted Cruz er en ekstremt konservativ Tea Party-republikaner, der med sin benhårde og kompromisløse stil har skubbet både demokrater og republikanere væk og efterhånden kun har støtte fra de mest ekstreme dele af partiet. Dette er måske ikke underligt, når han er vokset op med en højrekristen prædikant som far, der mener, at evolution er en kommunistisk løgn, og at ateister bør leve i indhegnede lejre. Men selv uden partipolitiske briller på har Ted Cruz en historie, der gør ham til et potentielt skæbnesvangert valg for netop en så tung post med ansvar for videnskabelige budgetter.

De fleste husker nok, da det offentlige USA lukkede ned i 16 fulde dage tilbage i oktober 2013. En af hovedmændene bag at det gik så galt var Ted Cruz. Konsekvenserne af denne handling var enorme, og det ramte bl.a. forskningsverdenen hårdt, da offentligt finansierede projekter måtte standse. Det kan være ødelæggende, dyrt og tidskrævende med en uplanlagt pause på over 2 uger midt i følsomme eksperimenter. Det påvirkede blandt andet NASA voldsomt, og de hører nu under Ted Cruz’ kyndige styre.

Og det er ikke første gang, Ted Cruz har været efter NASA – tidligere i 2013 forsøgte han at komme igennem med et forslag, der ville have beskåret NASAs budget voldsomt men heldigvis uden held.

Det ser desværre ikke bedre ud, hvis man kigger på hans videnskabelige forståelse generelt. Som god Tea Party-republikaner mener han selvfølgelig, at global opvarmning er fup og fidus, og han er ikke bleg for at øse ud af sin uvidenhed. Cruz mener ikke, at der har været global opvarmning de seneste 15 år (det er desværre ikke sandt), ligesom han gerne hævder, at de forvirrede forskere i 70’erne advarede imod en kommende istid (hvilket der – modsat hvad vi ser i dag – aldrig var konsensus omkring).

Og det er manden, der nu har ansvaret for budgetterne for NASA og en række andre forskningsprojekter. Det skal nok blive interessant.