De fleste har nok set, at den svenske supermarkedskæde Coop har bestilt en reklamekampagne forklædt som en videnskabelig undersøgelse, der skal vise, hvor farlige konventionelle fødevarer er. I al sin enkelhed er reklamekampagnen meget effektiv: En familie spiste konventionelle fødevarer i en uge og afleverede en urinprøve hver dag, der blev undersøgt for spor efter 12 udvalgte pesticider. Derefter spiste de udelukkende økologiske fødevarer i to uger, hvor de igen afgav urinprøver hver dag.

Resultatet blev vist i en dramatisk video: For de tre børn blev måleresultaterne for fire af de 12 pesticider vist i søjlediagrammer før og efter skiftet til økologiske varer, og hvor de alle fire var til stede før skiftet, var kun et enkelt af dem målbart i de to piger efter skiftet, og ingen af dem blev fundet i drengen. Koncentrationen af chlormequat chlorid var endda så høj i drengens urin, at det sprang y-aksens skala!

Konklusionen er klar: Hvis du spiser konventionelle fødevarer, fylder du dine børn med gift!

Der er dog en del grunde til, at man skal se reklamevideoen med en vis skepsis:

Der blev kigget efter 12 udvalgte pesticider, der kun er tilladt i konventionelt landbrug, og som derfor ikke bør forekomme i økologiske fødevarer. Det er derfor ikke overraskende, at man finder dem, når familien spiser konventionelt, men (næsten) ikke når de spiser økologisk. Men hvad nu hvis man havde målt efter de midler, der er tilladt i økologisk landbrug men ikke bliver brugt i de konventionelle? Det kunne have været Fe(III)fosfat eller det “naturlige” pesticid fra pyrethrum. Ja, så havde resultatet jo nok været det direkte modsatte: Ingen spor mens de spiste konventionelt men en umiddelbart voldsom stigning efter skiftet til økologisk. Man kunne lige så vel have undersøgt indholdet af koffein i urinen før og efter man forbød kaffedrikning. Det er ikke et overraskende resultat.

Derudover er det også interessant, at de valgte 12 specifikke pesticider men kun kunne finde målbare mængder af 8 af dem. Jeg går ud fra, at de valgte de pesticider, hvor der var størst chance for succes i forhold til den historie, de ville fortælle. Endvidere er det kun fire af dem, der bruges i reklamen. Når man tager reklamens mål i betragtning, er det nok ikke helt forkert at gætte på, at de har valgt de pesticider, der havde højest koncentration for at få det mest dramatiske resultat. Hvis der var tale om reel videnskab, er det selvfølgelig uhørt at skjule data på den måde. Men det er jo en reklame, og de har et budskab, så de udvælger data. Men betyder det så, at de resterende fire pesticider havde meget små koncentrationer?

Og hvorfor har de dog valgt y-aksen, så drengens koncentration af chlormequat chlorid bryder skalaen? Det giver jo ingen mening. Er det for at skabe en dramatisk effekt (han har UENDELIGT meget gift i urinen)? Eller fordi det ville få de andre koncentrationer til at se for små ud, hvis de havde skaleret data korrekt?

Hvorfor er det kun børnenes data, vi ser? Passede forældrenes data ikke ind i historien?

Men alt dette er form og retorik (og fordrejninger af data). Det væsentligste spørgsmål er selvfølgelig, om det er farligt. Skal vi være bekymrede over, at man kan måle pesticider i vores urin? Den første ting, man kan overveje, er om det overhovedet er et problem, når stofferne netop bliver udskilt i urinen. Det afhænger af stoffet, men det er dog en væsentlig ting at huske på, at vores krop netop udskiller affaldsstoffer på denne måde. At pesticiderne har været i vores krop er ikke nødvendigvis et problem. For hvor høje koncentrationer kan vi klare? Igen afhænger det af stoffet, men der foreligger mange undersøgelser af grænseværdier, og de tilladte mængder ligger langt under, hvad vi med vores nuværende viden vil klassificere som farligt.

Et eksempel: Stoffet med højest koncentration i studiet er chlormerquat chlorid (5-15 ng/ml). Den tilladte daglige mængde er ifølge WHO 0.05 mg/kg legemsvægt (LD50 er 400 mg/kg legemsvægt). Hvor meget det svarer til i urinen, ved jeg ikke, men for at oversætte til deres skala (ng/ml) er den tilladte sikre mængde 50,000 ng/kg legemsvægt, og de målte 5-15 ng/ml urin. Skal man være nervøs? Nok ikke.

Man kunne også se en anden positiv historie i dette stunt: De har valgt at måle efter 12 pesticider, som man må antage, at de have en formodning om at finde. Kun 8 af dem kunne måles, og her var koncentrationerne små – ofte så små, at de ikke kunne bruges i deres diagrammer. Det er da postivt, at den anvendte mængde af pesticider i konventionelt landbrug er så lavt.

Hvad er min pointe med dette indlæg? Er det sundt at spise pesticider? Nej, selvfølgelig ikke – men det er vigtigt at huske på forholdet mellem dosis og respons. Er det godt at sprøjte med pesticider? Nej, men det er nødvendigt. Selvfølgelig skal det begrænses mest muligt, ligesom man skal være opmærksom på skadevirkninger både i naturen og i os, når vi spiser maden.

Er det et problem at spise økologisk? Nej, selvfølgelig ikke (hvis du husker at skylle din frugt, ligesom du selvfølgelig gør med konventionelt dyrket frugt). Men er det et problem at skabe ubegrundet frygt? Ja. Er det et problem at skævvride data? Ja. Er det et problem at få forældre til at føle sig dårlige, fordi de giver deres børn konventionelt dyrket mad? Ja. Fakta bør drive enhver debat, men i diskussionen om økologi overfor konventionelt landbrug er det desværre ofte følelserne, der dominerer.

 

 

 

Se videoen her: