google
yahoo
bing

- Skribenter

Indlæg på ScienceBlog.dk skrives af en række unge naturvidenskabsfolk, der har stor erfaring med forskning, undervisning, politik og formidling. Her kan du møde de aktive skribenter på bloggen:

 

Jytte Bak

Jytte Bak: Mit navn er Jytte Bak Jeppesen, og jeg er uddannet cand.scient. i fysik fra Aarhus Universitet. Jeg har brugt min uddannelse på en masse forskellige jobs, der har det fælles træk, at det har drejet sig om formidling af naturvidenskab: Museumspædagog på Elmuseet, underviser på Hobro Gymnasium & HF, koordinator af ‘Physics on Stage’ og arrangør af ‘Science on Stage‘ på CERN.

I øjeblikket bor jeg i San Francisco og arbejder på et wiki-projekt for danskere i udlandet, projektet kan ses på www.verdensdansker.dk.

 

 

Jacob Johannsen

Jacob Johannsen: Jeg er specialeskrivende ved Datalogisk Institut på Aarhus Universitet, og har været studenterunderviser i datalogi siden 2001. Mine primære datalogiske interesseområder er programmeringssprog, semantik, typeteori og beregningsteori.

I mit speciale undersøger jeg en fundamental beregningsmodel for objekt-orienteret programmering. Bl.a. har jeg anvendt en teknik fra den funktionelle verden til at automatisk at udlede en række semantiske beskrivelser af modellen, hvilket hidtil har været en proces, som krævede store og komplicerede beviser for korrekthed.

Desuden interesserer jeg mig for næsten al anden naturvidenskab, videnskabshistorie og videnskabsteori, og i min fritid læser jeg bøger, ser film og laver mad. Og jeg kan ikke reparere en computer.
 

 

 

Torben Lund Skovhus

Torben Lund Skovhus: Jeg har en ph.d. i mikrobiologi fra 2005. Forskningsarbejdet, der delvist blev udført på University of New South Wales i Sydney, omhandlede bakterier i marine økosystemer.

Jeg er i dag ansat som konsulent på Teknologisk Instituts Center for Kemi- og Vandteknik, hvor jeg er leder af Mikrobiologisk Laboratorium. Her beskæftiger jeg mig bl.a. med detektion af bakterier i vandsystemer offshore samt udvikling af nye detektionssystemer for industrivirksomheder.

Jeg har beskæftiget sig med formidling af naturvidenskab i mange år, og jeg har blandt været medstifter og formand af landsforeningen Ungdommens Naturvidenskabelige Forening, medlem af Komiteen for Unge Forskere, medlem af redaktionskomiteen for tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab samt medlem af direktionen for Selskabet for Naturlærens Udbredelse.

Jeg drømmer ofte om at komme en lille smuttur ud i Rummet - for at se Verden lidt på afstand ;)

 

 

Nicolai Nygaard

Nicolai Nygaard: Jeg er cand. scient. fra Aarhus Universitet (1999) og ph.d. fra University of Maryland (2003). Jeg har desuden arbejdet som gæsteforsker ved National Institute of Standards and Technology i USA.

I dag er jeg ansat som adjunkt ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet, hvor jeg forsker i teoretisk kvantefysik for ultrakolde atomare gasser. Jeg er involveret i flere af instituttets formidlingsaktiviteter, hvilket blandt andet involverer foredrag for gymnasieklasser. Tidligere har jeg skrevet populærvidenskabelige artikler for Berlingske Tidende.

Mere information er tilgængelig på min personlige hjemmeside.

 

 

Robert JensenRobert Jensen: Jeg er færdigudannet som fysiker fra Aarhus Universet i foråret 2006. Har fra efteråret 2006 til starten af 2007 arbejdet som måleingeniør i Siemens Wind Power i Brande og har allerede udviklet en stor interesse for vindmøller.

Fra 1. februar er jeg ansat ved det eksperimentelle studenterlaboratorium, Nanoteket, på DTU, hvor jeg blandt andet skal være med til at designe og udføre øvelser for studerende og besøgende gymnasieelever.

Jeg har gennem min studietid blandt andet været en del af Fysikshow Århus, formand for Ungdommens Naturvidenskabelige Forening i Århus samt været med i arrangørergruppen af en række sommerskoler om fysik og bioteknologi.

 

 

Celia Haldan Voetmann

Celia Haldan Voetmann: Hej, mit navn er Celia Haldan Voetmann og jeg læser nanoteknologi på Aarhus Universitet. Jeg har været showfysiker i Fysikshow Aarhus siden september 2004 og ad denne vej har jeg snust en hel del til, hvordan man formidler naturvidenskab til skole- og gymnasieelever.

Showfysik er i verden ganske udbredt og jeg har været indtil videre været i Finland, Israel, Sverige, Rumænien og Tyrkiet for at finde ud af, hvordan man formidler naturvidenskab i disse lande. Jeg er med til at arrangere en workshop i Leiden, Holland, for showfysikere fra hele Europa. Arbejdet er en fortsættelse af EuroPhysicsFun, der blev startet i Århus af et par visionære fysikere fra Fysikshow Aarhus.

Udover naturvidenskab og formidlingen af denne interesserer jeg mig for musik. Jeg tager såvidt muligt på Roskilde Festival hvert år (jeg har endda prøvet at formidle naturvidenskab til roskildegængere med stor succes i et af Dansk Naturvidenskabsformidlings projekter), og jeg går gerne til koncerter i ny og næ.

 

 

 

Jonas Haase

Jonas Haase: Hej, jeg hedder Jonas. Efter at have afsluttet min cand.scient. i astronomi ved Aarhus Universitet er jeg endt op ved European Southern Observatory i nærheden af München, hvor jeg er ansat i en afdeling der har det lange navn Space Telescope – European Coordinating Facility.

Her er jeg den tekniske ansvarlige for det europæiske Hubble Space Telescope arkiv, der har til opgave at oparbejde og levere Hubble teleskopets videnskablige data til de europæiske astronomer.

Ud over astronomi interesserer jeg mig for alverdens nyt indenfor natur og teknik og står desuden stærkt skeptisk overfor enhver påstand af det paranormale.

 

 

Kristine Hays LynningKristine Hays Lynning: Jeg er ph.d. i videnskabshistorie fra Steno Instituttet på Aarhus Universitet (2007). Mit forskningsprojekt handler om historiske debatter om naturfagsundervisningen i det danske gymnasium. Jeg er desuden bachelor i fysik og filosofi og cand.scient. i videnskabshistorie og filosofi.

Jeg er netop blevet ansat som lærer på htx i Århus midtby, hvor jeg skal undervise i fysik og teknologihistorie.

Jeg har tidligere praktiseret videnskabsformidling gennem Fysikshow Aarhus og som rundviser på Steno Museet. Desuden har jeg holdt foredrag for gymnasielever om videnskabsteori og -etik og om H.C. Ørsted og kunsten.

 

 

 

Klaus SeiersenKlaus Seiersen: Jeg er ph.d. i eksperimentel atom- og molekylfysik fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet, hvor jeg har studeret kollisionsprocesser mellem molekylære ioner og elektroner, processer der blandt andet foregår i atmosfæren på planeter og i interstellare tåger.

Efter uddannelsen havde jeg en kort forskningsansættelse på universitetet, hvorefter jeg kastede mig over formidlingsprojekter.

Jeg har altid interesseret mig meget for formidling af naturvidenskaben, og jeg har blandet andet været med til at starte Ungdommens Naturvidenskabelige Forening i Århus, Fysikshowet samt Fysikbasen. I dag er jeg ansat som hospitalsfysiker på Århus Sygehus, hvor jeg arbejder med strålebehandlinger af kræftpatienter.

Jeg er redaktør her på ScienceBlog.dk, og jeg skriver også en weblog for Nyhedsmagasinet Ingeniøren. Flere af mine indlæg her på bloggen, vil kunne læses i fuld længde på Ingeniøren.