ScienceBlog.dk

Stigende omkostninger i britiske prestige-forskingsprojekter fører til at Storbritannien nu laver kraftige nedskæringer i mange internationale fysik og astronomiprojekter.
Især den flotte nye Diamond Synchotron som ses på billedet her får skylden for et hul på 80 millioner pund (804 millioner Kr) i budgettet af Science and Technology Facilities Council (STFC).
En tidligere lukning af en ældre synchotron kunne have dæmmet op for noget af skaden, men det blev blokeret af en minister der var bange for at arbejdspladser ville forsvinde fra hans lokalområde. STFC får heller ingen extra penge fra regeringen, der effektivt har sænket forskningsbudgettet, så nu bliver der nu skåret ned over hele linjen.

(more…)

Hvad mener de amerikanske præsidentkanidater om emner som undervisning i naturvidenskab, investeringer i forskning, klimaspørgsmål samt undervisning i evolution kontra kreationisme?

Læs hele indlægget på Seiersen Science.

Jeg så lige på JP, at danske forskere spilder tiden på at søge om penge. He, det er jo ikke nyt, men det er da rart, at medierne bringer fokus på det.

Jeg vil i den forbindelse lige citere mit eget blogindlæg fra april måned:

Netop ordet arbejdsvilkår tror jeg er afgørende. Jeg har selv, da jeg arbejdede i et forskningsmiljø på Aarhus Universitet oplevet kolleger, der brugte uanede kræfter på at søge penge til ansættelser, og en god ven og kollega har oplevet at gå til insituttets julefrokost en fredag i december uden at ane, om han stadig havde job om mandagen, da financieringen af hans post.doc.-ansættelse ikke var på plads!

Det er vist på tide at universiteterne får professionelle fundraisere, så forskerne ikke selv skal bruge tid på den slags!

Der er valg i Danmark, og om godt en halv time lukker valgstederne. En af dem, der er i fare for at ryge ud af Folketinget, er Videnskabsminister Helge Sander. Jeg synes bestemt ikke, Sander har været en anonym minister, men den 57-årige journalistuddannede herningenser har dog været kritiseret fra flere sider. Se for eksempel dette blogindlæg.

Hvis Regeringen mister Sander – og hvis Venstre altså bliver siddende i Regeringen – kunne en mulighed være at slå Undervisningsministeriet sammen med Videnskabsministeriet, som Nyhedsmagasinet Ingeniøren beskrev i sidste uge. Helt sikkert et interessant forslag! Så er spørgsmålet bare, hvem der skal overtage ministerposten. Bertel?

Der har været skrevet en del Lone Frank på denne blog, og derfor vil jeg lige henvise til en debat om samme emne på Caroline osv.

Caroline stiller spørgsmålet “er det så indlysende at naturvidenskabsfolk qua naturvidenskabsfolk er specielt forpligtede til at udtale sig i den offentlige debat? Det kunne jo tænkes at deres bidrag som naturvidenskabsfolk består i at lave god naturvidenskab og ikke i at være samfundsdebatører.”

Læs indlægget her.

For øvrigt vil jeg lige reklamere for en podcast med Lone Frank. Det er fra hendes foredrag på Dissensus-konferencen i juni måned. Konferencen omhandlede videnskabsjournalistik og videnskab under politisk og økonomisk pres. Meget aktuelt må man sige.

Fem måneder er der gået, siden Lone Frank råbte danske forskere op i Weekendavisen. Et opråb hun for øvrigt har gentaget igennem længere tid.

På onsdag har du mulighed for at høre mere: Naturvidenskaben har haft afgørende indflydelse på vores tankegang og mentalitet. Men hvor er naturvidenskabens stemme i den offentlige debat i dag? Hvorfor gemmer naturvidenskaben sig fortsat i laboratorierne?

Dette spørger Lone Frank om, når hun i et åbent arrangement på Det Kongelige Bibliotek interviewer professor, dr.scient. Ole Seberg fra Københavns Universitet.

Vær med, når Det Kongelige Bibliotek tager naturvidenskabens rolle i den offentlige debat op til revision. Det foregår onsdag den 7. november kl. 19.00 i Dronningesalen, Den Sorte Diamant. Entré: 50 kr., halv pris for studerende.

Torsdag d. 4. oktober var det 50 år siden russerne sendte den første satellit – Sputnik 1 – i kredsløb om Jorden. Man kan bl.a. læse om jubilæet på denne hjemmeside om NASAs historie. Denne begivenhed er ofte blevet kaldt for startskuddet til Rumalderen, og i samtiden skabte den en enorm interesse omkring menneskets udforskning af rummet. I Hillary Clintons nyligt afholdte tale om naturvidenskab, som er nævnt i et andet indlæg her på bloggen, refererer hun også til Sputnik:

“Fifty years ago, Sputnik marked the dawn of the Space Age and the beginning of a new era filled with new challenges. Fifty years later, there is no single, galvanizing event to steel our resolve and to lift our eyes to the heavens. The challenges we face are more complex and interconnected.“

Men når Sputnik var med til at skabe opmærksomhed omkring naturvidenskabelig forskning i samtiden skyldtes det langt fra kun fascinationen over, at mennesket nu var i stand til at indtage rummet. Sputnik satellitten blev i høj grad et symbol på den kolde krig og frygten for at russerne skulle komme foran videnskabeligt, teknologisk og i sidste ende militært. Og den samme frygt var en af hovedgrundene til at USA i årene fra slutningen af halvtredserne satsede stort på naturviden­skabelig forskning og ikke mindst uddannelse.

I Danmark skete der en lignende udvikling fra slutningen af halvtredserne – ikke i samme størrelsesorden selvfølgelig – men staten begyndte for første gang for alvor at investere i forskning. Her i landet skyldtes det dog ikke så meget frygten for kommunisterne fra øst, som vi alligevel ikke kunne hamle op med militært, men snarere frygten for international konkurrence, som kom af at de europæiske markeder var ved at åbne op. En klar parallel til globaliseringen i dag.

Så, hvis det er svært at mobilisere den samme begejstring for og opbakning til natur­videnskaben som dengang, skyldes det ikke kun manglen på “a single galvanizing event to steel our resolve and lift our eyes to the heavens”, men i mindst lige så høj grad, at der ikke er det samme militære incitament.

I foråret skrev jeg et indlæg med titlen CO2, opvarmning og alt det der, hvor jeg luftede min frustration over, at klimaforskning ikke længere er ren videnskab – det er politik. Det er så sandelig blevet bekræftet i denne uge, hvor det er kommet frem, at Regeringens ministre mere eller mindre har kontrolleret, hvordan forskningsresultater er blevet præsenteret for offentligheden.

Læs hele indlægget på Seiersen Science.

Verden undrer sig…

Al Gore har i dag fået Nobels fredspris for “efforts to build up and disseminate greater knowledge about man-made climate change, and to lay the foundations for the measures that are needed to counteract such change“.

Det vækker undren!

For det første kan man diskutere, om Nobels Fredspris overhovedet dækker klimaforskningen. I Alfred Nobels testamente, kan man læse, hvad frdesprisen gives til:

“den som har verkat mest eller best för folkens förbrödrande och afskaffande eller minskning af stående armeer samt bildande och spridande af fredskongresser” 

Jeg mener ikke umiddelbart, man kan sige, Al Gore har virket til at forbrødre jordens befolkning. Hvad værre er, har hans film været udsat for kritik for at være for dårligt underbygget og for direkte at overdrive.

Jyllands-Posten kalder sagen pinlig, og Viden Oms blog skriver “er det i orden at plædere heftigt for en sag, som man tilsyneladende ikke tager så tungt, når det kommer til ens eget privatliv?”

Til gengæld udtaler danske Jens Hesselbjerg: “Uanset man kan lide Al Gores film, så har han jo været med til at sætte det her på dagsordenen på en måde, som nok så mange dygtige fagfolk ikke havde kunnet, når de stiller sig op og leverer den fuldstændigt afbalancerede forskel“.

Jens Hesselbjerg er som hovedforfatter på FNs klimapanels rapport om regionale klimaændringer indirekte medmodtager af årets Nobelpris.

Vi har alle hørt grelle eksempler på at fundamentalistisk kristendom i USA kommer i clinch med naturvidenskaberne – bl.a. i debatterne om undervisningen i evolutionsteori i skolerne. Noget andet er at selve den amerikanske regering af nogle af sine kritikere er blevet anklaget for at være decideret antividenskabelig. Se f.eks. Seed Magazine.

Torsdag i sidste uge tog den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton emnet op i en tale, hvor hun rettede en stærk kritik mod den siddende regerings videnskabspolitik, og lovede bedre tider, hvis hun bliver valgt til præsident. Forholdene for naturvidenskab er således blevet et emne i den amerikanske valgkamp. Ifølge Clinton har Bush administrationen ligefrem erklæret krig mod videnskaben:

“The record is breathtaking: banning the most promising kinds of stem cell research, allowing political appointees to censor studies on climate change, muzzling global warming experts like Dr. James Hansen, overruling doctors and the FDA on emergency contraception, suppressing and manipulating data on mercury pollution, [...] barring a USDA researcher from publishing or even discussing his work on antibiotic resistant bacteria, censoring government websites on breast cancer research, contraception, climate change, and so much else.”

Ovenstående er citeret fra bloggen Bad Astronomy, hvor man kan læse mere om Hillarys tale. Det samme gælder denne artikel fra New York Times.