DR har en artikel oppe lige nu om kunstig intelligens og hvornår man kan regne med at computerne trækker lige og integreres med mennesket. Den slags forudsigelser har man hørt før og de skal tages med et ton salt, men det er interessant hvem der udtaler sig her – Ray Kurzweil har nemlig brugt en del tid på at beskæftige sig med teknologisk udvikling.
Firmaet NanoCover har tabt et væddemål til Dansk Sejlunion på én million kroner. Firmaet påstod for halvandet år siden at deres nano-produkt til påmaling på skibsskrog beskytter mod begroninger. En test har nu vist at forseglingen fra NanoCover ikke beskytter sejlbåde mod alger og små krebsdyr under vandlinjen. NanoCover har tabt én million kroner til sejlunionen og trækker nu deres markedsføring tilbage.
Læs historien på ErhvervsBladet.dk og på Ing.dk.
Rekorden som verdens sorteste stof er netop blevet slået! Et lag af carbon nanorør reflekterer kun 0,045 procent af det lys, der rammer det, og det slår den tidligere rekord med flere længder.
Personligt er jeg lidt træt af det, for jeg har lige skrevet et svar på spørgsmålet “hvad er verdens sorteste stof?” til et større populærvidenskabeligt tidsskrift, og så bliver rekorden bare slået 
På trods af meget brok over DSB, har de stadig ét trumfkort, som gør mig rigtig, rigtig glad.
Læs hele indlægget på Seiersen Science.
For nogle måneder siden var jeg på apoteket, og der lagde jeg mærke til, at stort set alle deres plastre indeholder nanosølv! Nanosølv er jo et velkendt antibakterielt middel, og som sådan virker det jo til at være en god idé at kombinere med et plaster.
Men som bl.a. Nyhedsmagasinet Ingeniøren har skrevet om, advarer flere eksperter mod det begyndende storforbrug af sølvpartiklerne, som vi ser i øjeblikket. Faren er ganske enkelt, at man udvikler bakterier, der er resistente over for antibiotika.
Jeg sendte en forespørgsel til Danmarks Apotekerforening om, hvorvidt det var en problemstilling, man havde overvejet. Jeg har fået svar fra foreningen, der fortæller, at man i forbindelse med nanosølv har konsulteret Lægemiddelstyrelsen, der er den ansvarlige myndighed for produkter, der falder under lovgivningen om medicinsk udstyr. Lægemiddelstyrelsen svarede, at “der ikke er tilstrækkelig videnskabelige resultater på nuværende tidspunkt, som kan påvise en uacceptabel risiko ved sølvpartikler i plaster, men at styrelsen som en del af den sædvanlige markedsovervågning ville være opmærksom på den videnskabelige udvikling på området.”
Apotekerforeningen oplyste mig desuden om, at apotekerne er forpligtede til at sælge lægemidler, men sortimentet af andre relevante varer som f.eks. plastre bestemmes helt af det enkelte apotek.
Hjælp, NanoCover spammer mig!
Læs hele indlægget på Seiersen Science.
Danskerne er bange for nanoteknologi, i hvert fald ifølge en overskrift til en artikel i Ingeniøren.
En ny undersøgelse viser, at forbrugerne mener, at udviklingen inden for nanoteknologi skal fortsætte, og at samfundet må tage nogle chancer. På den anden side er de dog også bekymrede for mulige risici, og de ønsker mere kontrol og mærkning.
Lidt sjovt så nævnes dieselpartikler og asbest også i artiklen. Godt nok er der tale om nanopartikler, men det er ikke lige, hvad jeg forstår ved nanoteknologi.
I går sluttede Inascon, en konference for nanoteknologistuderende fra det meste af Europa.
Jeg deltog selv i den vældig inspirerende konference (læs eventuelt mere her) og kom i løbet af de fire dage, den varede, frem til hvad nanoteknologi også er. (Læs om hvad nano almindeligvis er her.)
Det, som er lidt specielt ved nanoteknologi og nanoscience for tiden, er tværfagligheden. Denne dyrkes i høj grad på grunduddannelsen i nanoscience på Aarhus Universitet, hvor de tre første år byder på en række fag inden for fysik, kemi og molekylærbiologi, sådan at man som studerende allerede fra starten er helt igennem tværfaglig. Uddannelsen i Århus administreres af iNANO, interdisciplinært nanoscience center, så allerede i titlen sporer man det høje fokus på tværfaglighed hos iNANO.
Tværfagligheden betyder, at grænserne mellem de forskellige grene inden for naturvidenskab mere eller mindre udviskes, hvilket gør naturvidenskabens verden langt mere mangfoldig. Er man specialist i DNA er der både fysiske, kemiske og biologiske egenskaber at tage fat på. En fysiker ville nøjes med at se på de fysiske egenskaber, og selv om det kan være nok så interessant, synes jeg personligt, at det bliver noget mere interessant, når man ser på disse egenskaber i en større sammenhæng, hvor også molekylets særlige kemiske og biologiske egenskaber betragtes.
Og det er det, vi efterhånden har lært, og det er derfor, det lige nu er superinteressant at være en del af denne nye generation af tværfagligt uddannede nanoteknologer! Vi er ikke opdraget inden for et bestemt fags traditioner, og det skal nok ende med at blive vores styrke.
Utraditionel tænkning indover!
Så er den første klar! For første gang bliver en dansker uddannet som cand.scient. i nanoteknologi.
Læs hele indlægget på Seiersen Science.
‘Et Døgn Med Nano‘ er navnet på et tema på DRs hjemmeside. På siden får man alt at vide om de muligheder, nanoteknologien rummer for os lige nu. På siden skitseres det kort, hvor ordet nano kommer fra og hvad nanoteknologi egentlig er.
Under vejledning af Professor Flemming Besenbacher fra iNANO (Interdisciplinært Nanoscience Center) ved Aarhus Universitet, gennemgås alt fra cykler til lys, medicin, mad og tøj. Professor Besenbacher fortæller i små korte klip om fremtidsperspektiverne ved de nogle af de teknikker, vi allerede nu er ved at udvikle.
Men ingen fremtidsperspektiver uden lidt etisk omtanke, nanoetik. Det store spørgsmål er: “Skal vi eller skal vi ikke fortsætte udviklingen af nanoprodukter?” Hvorfor skulle man? Fordi der kan være uanede muligheder inden for nanoteknologien, som vi alle måske kan drage fordel af. Nye og forbedrede lægemidler, ikke-sure sokker og bedre overfladebehandling, så vi slipper for at vaske vinduer. Men hvorfor skulle man så lade være? Måske fordi vi ikke ved nok om ‘bivirkningerne’ ved at bruge fx. nanopartikler. Vi ved heller ikke, hvad det kommer til at betyde for os, at vi efterhånden kan lave elektroniske komponenter så små, at vi nærmest ikke opdager, at de er der. (der tales om bittesmå nanomikrofoner! (= femtofoner?!))
Men er disse spekulationer en god nok grund til at hindre udviklingen? Vi kunne jo også gå hen at vinde i det helt store nanolotteri, men det kræver jo at vi tør at spille.
Tør vi det?
Det skader bestemt ikke at tænke over konsekvenserne, men jeg mener, vi skal passe på med at træde for hårdt på bremsen.