Kategoriarkiv: Geologi

Indlæg om geologi.

Strandsten på Mars vidner om milliarder af år gammelt vandløb

I mit første indlæg her på bloggen fortalte jeg om Curiosity-roverens  studier af leraflejringer i Yellowknife Bay som viste at der her, på bunden af krateret Gale, for milliarder af år siden har ligget en sø, hvor de nødvendige betingelser for liv var til stede.

I løbet af det første halve år på Mars, før ankomsten til Yellowknife Bay,  gjorde Curiosity også en anden opdagelse. Lige hvor roveren landede fandtes, lige under de øverste få centimeter jord, et fladt lag af cementeret sandsten, som hist og her var brudt op og stak op gennem den løse jord ovenover hvor stenen langsomt var i færd med at erodere væk under påvirkning af vind og luftbåret sand.

Cementeret ind i disse klipper var mængder af småsten som var usædvanlige  ved at være glatte, afrundede og flade. Ganske som sten man kan finde på stranden, men usædvanligt for Mars, hvor småsten typisk er mere skarpe og kantede. Småstenene var mange steder eroderet ud af klippen og lå nedenfor i små bunker.

Williams_Science_2013A: Småsten i sandstensklipper i Gale krater, Mars. B: Tilsvarende aflejring fra Atacama-ørkenen i Chile. Billedet er fra artiklen i Science om opdagelsen

Ved analyse af stereobilleder og de deraf afledte 3D-modeller af terrænet var det muligt at samle en omfattende statistik over disse småstens størrelse og form. Flere af mine kolleger her på Niels Bohr Institutet bidrog til analysen. Min kollega Asmus Koefoed har lavet en rigtig fin video, som på poetisk vis beskriver dette arbejde:

Ud fra den observerede grad af afrunding af stenene kan man estimere, hvor langt de er blevet transporteret. Det ser ud til at de er transporteret mindst et par kilometer. Samtidig kan man ud fra deres størrelsesfordeling komme med et bud på hvor dybt vandet mindst har været og hvor hurtigt det er strømmet, for at kunne løfte sten af den størrelse. Afhængigt af antagelser om terrænets hældning og mængden af løst sand kommer man frem til at strømmen havde en minimumsdybde på 3 – 90 cm og hastigheden var 20 – 90 cm/s.

Det vigtige er, at disse observationer ikke med nogen rimelighed kan forklares på anden måde end ved vand, der strømmede ganske livligt på overfladen over betydelige afstande. I mange år har man observeret dale på Mars, som af mange blev tolket som floddale fra en tid med en varmere, tættere atmosfære. Men man kunne  komme med andre mulige (omend lidt spekulative) fortolkninger, såsom sivende grundvand over lang tid eller strømmende lava. Nu kan vi dokumentere at i hvert fald på dette sted, på et bestemt tidspunkt, strømmede vandet på overfladen af Mars.

Hvornår var det så ? Det er svært at sige nøjagtigt, men det var i hvert fald med stor sandsynlighed senere end den periode omkring 3.6-3.8 milliarder år siden, hvor de fleste af floddalene stammer fra. Selve Gale Krater er fra denne periode og har efter sin dannelse gennemgået en lang historie med deponering af store mængder sediment og senere erosion. Disse sandsten repræsenterer sandsynligvis noget af den seneste betydelige geologiske aktivitet i Gale krater.

Tidspunktet for strømmen kan lige nu ikke bestemmes meget bedre end “engang for mellem 1-3 milliarder år siden”. Det er dog også efter vand-på-Mars forhold ret sent og lægger sig sammen med en del nyere evidens for episodisk vandaktivitet ganske langt op i Mars’ historie. Sandsynligvis lå der sne på bakkerne uden for krateret og da klimaet i en kortere periode skiftede (på grund af vulkanisme ?  meteornedslag ?)  smeltede en del af denne sne og strømmede ned i krateret. Faktisk gennemskæres kraterranden af en floddal, Peace Vallis, som kommer ud ovenfor Curiosity’s landingssted. Selvom denne floddal ikke kan følges hele vejen ned til de aflejrede strandsten hænger historien dog meget godt sammen.

Muligvis (sandsynligvis ?) blev leraflejringerne i Yellowknife Bay også dannet ved samme lejlighed. Yellowknife Bay ligger lavere og i forlængelse af det område, hvor småstenene blev fundet. Det er dog også muligt at lerlagene  er betydeligt ældre og repræsenterer lag som har været dybt begravet og siden er blevet frilagt ved (vind)erosion.

Mars: En beboelig planet

Som ny blogger her vil jeg kort præsentere mig. Mit navn er Kjartan Kinch og jeg arbejder på Niels Bohr Instituttet,  Københavns Universitet. Jeg arbejder med data fra NASA’s Curiosity rover på Mars og følger med i missionen fra dag til dag. Jeg har tidligere også arbejdet med roverne Spirit og Opportunity, som landede på Mars i 2003.

Vores gruppe følger Curiosity missionen på vores egen blog. Her på bloggen vil jeg dels skrive om Curiosity, men også forsøge at give et bredere billede af Marsforskningen samt følge med i hvad der sker  indenfor rumfart og udforskningen af Solsystemet mere generelt. Marsforskningen har stor bevågenhed i pressen men med omkring 20 aktive missioner til forskellige legemer i Solsystemet sker der også meget udenfor Mars. To missioner jeg er særligt spændt på at følge er ESA’s Rosetta, som skal lande på en komet i november i år og NASA’s DAWN, som ankommer til den største af asteroiderne, Ceres, i februar 2015.

Curiosity landede i Gale Krater på Mars’ ækvator i august 2012 og har nu været aktiv på Mars i 556 Mars-døgn. Et af de helt centrale resultater fra missionens første år er opdagelsen og karakteriseringen af en gammel søbund på et lokalt lavpunkt i krateret, det såkaldte “Yellowknife Bay”. Dette spektakulære panorama viser roveren parkeret på netop dette sted på Mars-dag 177 af missionen. Hvis du er den heldige ejer af en tablet, så gør dig selv den tjeneste at gå til ovenstående link med din tablet og du vil kunne kigge dig omkring på Mars bare ved at dreje din tablet rundt (det virker i hvert fald på min iPad).

Når man kigger rundt kan man tydeligt se at de lokale klipper er fint lagdelte, tydeligvis sedimentære klipper og man kan fornemme at de også er ganske bløde og let eroderede. Lige nede foran roveren ses et par små grå huller, hvor roveren har taget boreprøver ud til nærmere analyse. Denne analyse viste et meget højt indhold  (20%-30%) af lermineraler i stenen, hvilket dels indikerer at der har været betydelige mængder vand til stede da disse sedimenter blev dannet og endvidere at vandet har haft tilnærmelsesvist neutral pH.

En hel række af de vigtigste biologiske byggesten er tilstede i disse sedimenter og derudover findes der en række mineraler som potentielt kunne være “mad” for såkaldte kemolithotroper -bakterier, som får deres energi ved at katalysere kemiske reaktioner. For eksempel ved oxidation af Fe (II) til Fe (III).

Tilsammen er den vigtige konklusion at der på dette sted, på Mars, engang lå en sø som var beboelig for mikroorganismer. Forstået således at forholdsvist almindelige mikroorganismer kendt her fra Jorden kunne have trivedes der. HVIS de var der. Vi ved ikke særligt præcist hvornår det var, men sandsynligvis for 2-3 milliarder år siden. Det er et uhyre vigtigt resultat som betyder at vi nu har solid dokumentation for at vilkårerne på Mars engang har været sådan at liv, som vi kender det fra Jorden, kunne have fået fodfæste.

Missionens videnskabelige leder, John Grotzinger, har beskrevet dette resultat i et vældigt velskrevet blogindlæg  hvor han kommer omkring en del detaljer som jeg har sparet jer for her. Det naturlige næste spørgsmål er selvfølgelig om livet rent faktisk fandtes på Mars. Det er desværre ikke nemt – heller ikke på Jorden – at finde spor af mikroorganismer efter milliarder af år, men Curiosity er udstyret med instrumenter til at karakterisere organiske forbindelser og vil gøre forsøget.

I øjeblikket er roveren på vej mod foden af det centrale bjerg i Gale Krater. Dette bjerg, hvis nederste lag består af fint lagdelte klipper, var missionens oprindelige mål. Instrumenter på sonder i kredsløb om Mars har identificeret salte og lermineraler i disse klipper, som også tyder på at vand spillede en rolle ved deres dannelse. Når Curiosity om nogle måneder når bjergets fod er vi naturligvis spændte på, hvad nærmere analyse af disse klipper vil vise.

 


Phoenix er landet

Mars-sonden Phoenix landede tidligt i morges sikkert på 68° nordlig bredde på vores naboplanet.

NASA/JPL-Caltech/University of Arizona: Phoenix står på sikker grund.

De første billeder af sondens nye omgivelser kan ses her.

Formålet med missionen er at studere hvor meget vand-is der kan findes i undergrunden og om der har været grundlag for primitivt liv på Mars.

Achtung, Minen!

Vi venter stadig på et gennembrud i jagten på miner fra danske Aresa, hvis aktiekurs endnu ikke er kommet sig over sidste efterårs nedtur. Nu fortæller New Scientist om en ny metode, der kan bruges til at spore de millioner af dødbringende våben, der ligger nedgravet verden over. Umiddelbart virker fysikken og teknologien bag ikke ret revolutionerende, men hvis man kan anvende kendt viden til at løse et så stort problem, som minerne udgør i fattige U-lande, så er det da bare med at komme igang.