Kategoriarkiv: Biologi

Indlæg om biologi.

Er der silicium-baseret liv i rummet eller kun i Danmarks Radio?

Det hænder at journalister kan lide at ‘peppe’ videnskaben lidt op. Et eksempel på DR er dog fjernt fra videnskab og mere science-fiction underholdning, så jeg ikke kan lade være med at finde den kritiske pen frem.

I DR’s videnssektion læste jeg en overskrift der lød ” Forskere: Liv baseret på silicium er muligt”. Jeg falder for click-baiten og giver mig i kast med historien der egentlig omhandler god kemi, på trods af hvad titlen antyder, men historien på DR er vinklet med en astronomisk mængde spin der får mig til at krumme tæer.

DR’s vinkel er at kemikere skulle have vist at der er grundlag for at silicium baseret liv er en mulighed

Rent kemisk er der gode grunde til at silicium baseret liv  ikke er sandsynligt, og indtil videre er der intet der tyder på at det eksisterer, og studiet der ligger bag DR’s historie har heller ikke noget at gøre med silicium-baseret liv at gøre.

Den videnskabelige artikel som DR’s historie baserer sig på er noget mere nede på jorden. Det er et godt og solidt studie publiceret i Science. Silicium baserede livsformer bliver ikke nævnt med et kvæk, I det tilhørrende interview med professoren bag studiet taler hun kun entusiastisk om evolution og enzymer, som det egentlig handler om.

Historien om silicium-baseret liv har spirret i PR afdelingen fra universitetet hvor studiet er foretaget (Caltech) og andre nyheds-kanaler har så taget deres antydninger ud på et overdrev. Caltech’s PR folk kan deres kram, for de får international pressedækning om deres forskning uden at de selv skriver noget direkte forkert.

Men når hvor den ender hos DR er det blevet science fiction.

Den videnskabelige artikel er i sig selv god og opmærksomhed omkring videnskab er godt, men jeg kan ikke se at den her pop form for journalistik gør nogen gavn.

Den reducerer videnskab til underholdning. Læseren får et utrolig ringe indblik i hvad forskningen går ud på.

Artiklen i Science er spændende for den kemi-interesserede og omfatter et væld af fagområder, inklusiv molekylærbiologi, enzymkinetik, katalyse, organometalkemi, kiralitet og medicinalkemi.

DR’s artikel kommer lidt omkring det, men det går lidt tabt når det der står først er en science-fiction-sovset punchline og et computer-genereret billede af et silicium-baseret bløddyr der kravler op af en vandpyt på en fremmed planet. Der er et problem i hvordan videnskab bliver kommunikeret i det hele taget.

Jeg er af den opfattelse at mennesker bliver mere vidende af at blive talt til som var de voksne. Dybdegående videnskabsjournalistik, grænsende til det tørre, vil tjene læseren bedre.

Der er risiko for at nogle bliver tabt, men det er jo netop journalistens opgave at formidle det svære og få dem med… uden at digte fabeldyr vel og mærket. Videnskaben er fantastisk som den er, uden click-baity indpakning og vildledende fortolkning.

Jeg savner en tungere og grundigere videnskabsdækning der tager sig tid til at afdække emnerne. Det vil nok være mere arbejde for de pågældende journalister, og der vil nok komme færre artikler ud med færre clicks, men i videnskab vægter korrekt vidensformidlingen  højere end underholdning. Den omvendte prioritering  bidrager til et tab af kredibilitet for videnskaben.

‘Tænk’ og de hormonforstyrrende stoffer

Jeg har en klar agenda med at skrive dette. Jeg håber at nedtone frygten for hormonforstyrrende stoffer ved at informere om dem. Der er stoffer der er værd at være opmærksom på og der er stoffer hvor panikken er til mere skade end gavn.

Hvis du undrer dig over hvorfor jeg har valgt blåbær som billede til denne lille skrivelse skyldes det at de naturligt indeholder parahydroxybenzoat*, et dokumenteret hormonforstyrrende stof. Det er det selv samme stof som især bidrager til at blåbær måles til at være rig på antioxidanter, som jo skulle være så sunde så sunde (hele antioxidant/anti-inflamatorisk-superfood fad’en har jeg ikke lige energi til at kommentere på denne gang).

Pointen er ikke at blåbær er farlige, men at emnet er for nuanceret til at se sort/hvidt på det.

Hormonforstyrrende stoffer er et kompliceret emne, men det er værd at sætte sig ind i så man kan danne et overblik over hvilke produkter der er værd at være opmærksomme på, og berettige sig en holdning om emnet.

’Tænk Kemi’ har i en årrække været en hjælp til at skabe dette overblik for både forhandlere og forbrugere. Eksempelvis fandt de [Tænk kemi] uønskede kemikalier i en række børnevanter i december 2015 der resulterede i en tilbagekaldelse af varerne, ikke fordi at stofferne var over grænseværdierne, men fordi det var imod forhandlerens forretningspolitik.

Tænk Kemi står til at blive lukket. I min optik er Tænk Kemi et tveægget sværd pga. deres tilbøjelighed til en demagogisk formidling af risici og dermed sætter folk en frygt i livet uden at tage dosis og eksponeringsgrad med i deres betragtninger når de advarer imod produkter, men når alt er vejet op vil jeg alligevel mene at Tænk Kemi er værd at bevare.

Dermed slet ikke sagt at danske forbrugere ikke er godt beskyttet imod kemikalier i dagligdagen; EU gør et stort stykke arbejde for at kontrollere producenterne og risikovurdere produkter før de kommer på markedet.  I denne sammenhæng har Tænk kemi blot været et ekstra nationalt led i kontrollen, og har været godt for den folkelige bevidsthed omkring kemikalieeksponering, selvom det ville have hjulpet mere hvis deres information var mere nuanceret.

Et stof kategoriseres som hormonforstyrrende hvis stoffet påvirker kroppens hormonstystem. Da hormoner regulerer og påvirker mange af kroppens funktioner kan et hormonforstyrrende stof have effekter som fører til mange forskellige tilstande, lige fra kræft til dårlig sædkvalitet. Der er en række af de stoffer som i dag betegnes som hormonforstyrrende af både Tænk Kemi og EU som jeg umiddelbart ikke bekymrer mig for at blive eksponeret til.

Min frygtløshed skyldes dels min viden om eksponeringsgraden i forhold til grænseværdierne, dels min tiltro til min lever som heldigvis gør det muligt at håndtere en vis mængde af kemikalier som ender i kroppen. Med sine 1½ kilo er en sund lever ret robust, men kan overrumples af høje doser af et givet stof. Dette gælder naturlige såvel syntetiske stoffer. Der er rigeligt af eksempler på folk der har taget bestemte fødevarer ud på et overdrev, og dermed formået at forgifte sig selv i troen om at de gjorde noget sundt. Der er eksempelvis observeret leverbetændelse hos folk der drak for meget grøn te. Lektien må være alting med måde.

Naturen er en fjendtlig størrelse da hverken dyr eller planter er ude på at blive spist. De afgrøder som vi dyrker, er som udgangspunkt sikre, men de producerer stadig kemikalier som vores krop ikke har nogen ernæringsmæssig interesse i.

Heriblandt er der også en del naturligt forekommende hormonforstyrrende stoffer. Det er svært at blive klog om hvorvidt at disse har skadelige effekter. Studierne af stofferne giver et billede af at de kan være både sunde og sundhedsskadelige, alt efter om man studerer deres effekt på knogleskørhed eller testikelkræft.

En entydig dom vil vi nok ikke se i den nærmeste fremtid, da de naturligt forekommende hormonforstyrrende stoffer ikke er enormt populære at forske i.

Syntetiske hormonforstyrrende stoffer er også svære at blive kloge på. En hurtig søgning på google vil enten føre til sider der opfordrer til vild panik (som desuden linker videre til sider der sælger kosttilskud og cannabisolie) eller ensidige udlægninger fra kemikalie-producenter, der holder fast i at deres produkter er sikre.

Det er altså nødvendigt at udøve lidt informationshygiejne og hive fat i videnskabelige oversigtsartikler hvis man vil blive klogere, men videnskabeligt litteratur er oftest ikke for lægmand og det hormonelle eller endokrine system er svært at gøre sig klog på fordi vi simpelthen ikke ved alt endnu.

Det betyder desværre også at mange af de videnskabelige studier af stofferne er i strid med hinanden. Den simpleste konsensus der står klart er denne: Det er fornuftigt at begrænse eksponeringen af potentielle hormonforsyrrende stoffer overfor især gravide og meget små børn, da det er der skaden har vist sig at være størst.

Der er set et fald i sædkvaliteten verden over, sandsynligvis som følge af fordums tids afslappede lovgivning og kontrol, samt manglende viden om hormonkemiens verden. Det er dog min overbevisning at det er muligt at finde en balance i hvilken eksponering der er acceptabel for befolkningen, samt at informere forbrugere om korrekt omgang med produkter der kan være problematiske.

En total ud-fasning af alle stofferne er ikke en reel mulighed. Der forskes i alternativer, men det er en meget lang vej, og incitamentet er lavt når vi ved at de eksisterende stoffer er forholdsvist sikre ved ansvarligt brug.

Flere hormonforstyrrende stoffer er uundværlige for nogle af de materialer vi bruger. Hospitalsvæsenet kan ikke fungere uden de bløde plasttyper der muliggøres vha. phtlatar (drop-poser, bløde plast-slanger og andet sterilt udstyr), ligeledes er hygiejnen, distributionen og sikkerheden af vores fødevareindustri afhængig af emballage, der i nogle tilfælde kan afgive uønskede kemikalier til fødevarerne.

Det er heldigvis enormt reguleret fra EU’s side og de store emballage producenter har styr på deres kemi. Plast der er godkendt til fødevarer har en meget høj sikkerhed i forhold til kemikalieeksponering.

Biologisk set kan vi håndtere langt størstedelen af hormonforstyrrende stoffer enkeltvis i en eller anden udstrækning, men der kan være et problem i at de kan have en additiv effekt hvis de virker på de samme hormonsystemer.

Dermed kan eksponerings-studier med enkelte stoffer være utilstrækkelige, og det er så nødvendigt at studere kombinationen af stofferne, populært kaldet en cocktail for at få klarlagt om de nuværende grænseværdier er fornuftige.

Uheldigvis bliver ordet ’cocktail-effekten af hormonforstyrrende stoffer’ brugt som en skræmmende frase for at understrege at vi ikke ved alt. Det er jo noget der kan studeres og grænseværdierne kan som følge rettes til. Der er et forskningsprojekt der omhandler netop dette på DTU.

Der er mange kemikalier der er værd at stifte bekendtskab med, her til sidst er der beskrevet et par af dem der hyppigt berettes om i medierne.  Overordnet er det klart at det ikke er så apokalyptisk som kunne frygte, men der er grund til at være opmærksom på problematikkerne der er forbundet med disse stoffer, især hvis man er gravid eller har et lille barn.

I det lange løb er den bedste beskyttelse mod hormonforstyrrende stoffer mere viden om deres effekter, samt en tilpasset lovgivning og kontrol af producenter. Som følge af kemikaliernes allestedsværende karakter er det begrænset hvad individet kan gøre for at beskytte sig.

Undervejs i mit research til dette indlæg er jeg kun blevet mere begejstret for EU, for de gør et meget godt arbejde på dette område. Derfor vil jeg også anbefale EU’s food safety authority hvis man søger kvalificeret viden og indsigt i konkrete problemstillinger der har med fødevaresikkerheden at gøre.

 

Parabener

Parabener findes typisk i makeup, solcreme og hudplejeprodukter hvor de virker som antioxidanter og konserveringsmidler. Jeg kan ikke få pulsen op over parabener. De har ikke en lang halverings tid og deres potens i forhold til at være hormonforstyrrende er begrænset..

Parabeners potens i forhold til at være hormonforstyrrende stiger med deres fedtopløselighed. Jo mere fedtopløselige, desto længere tid bliver de i kroppen til at kunne påvirke den. Hvis man skal lave en liste over uskadelige til lettere skadelige ville den være: methylparaben < ethylparaben < propylparaben < butylparaben, men de er alle bionedbrydelige og har halveringstider på under 24 timer, dvs. den tid det tager for kroppen at skille sig af med halvdelen af en given koncentration. En hyppigt anvendt tommelfingerregel er at det tager 5 halveringstider for kroppen at eliminere et givent stof. Så medmindre der er tale om kontinuerlig høj eksponering af parabener er det usandsynligt at de skulle være skadelige.

Perfluorerede fedtstoffer

Leveren er den største kemiske hammer vi har til at nedbryde fremmede stoffer med, men den har sine begrænsninger. Den kan groft sagt ikke nedbryde ting der ikke kan brænde. I den kategori har vi perfluorerede fedtstoffer som er helt fantastiske til at gøre papir og tekstiler fedtafvisende, som bla. kendt fra microbølgepopcorn og pizzabakker. De er ligeledes at finde i vandafvisende tekstiler.

Der er evidens for at disse stoffer er hormonforstyrrende i vid udstrækning, og det bliver ikke bedre af at de har en halveringstid i kroppen der måles i år. Det er en meget uheldig kombination.

Det skyldes at de så vidt vides slet ikke kan biologisk nedbrydes, så de akkumulerer op gennem fødekæden. Det er tåbeligt at bruge disse stoffer så uhæmmet som vi gør. Udover de skadevirkninger de har på os kontaminerer de også fødekæden i en sådan grad at rovdyr kan lide skade. Det er efter min mening en høj pris at betale for fedtafvisende papir og tekstiler.  Professor Philippe Grandjean på Syddansk Universitet forsker i disse stoffer og er fortaler for deres udfasning. Jeg kan kun erklære mig enig i hans standpunkt, i hvert fald når det gælder fødevareemballage.

Bisphenol A (BPA)

BPA anvendes i produktionen af to plasttyper; polycarbonater og BPA epoxyresiner. Polycarbonater bruges typisk til at lave hård-klare plastmaterialer der er særdeles slidstærke, brugt i f.eks. CD og DVD’er samt hårde, brudsikre plastflasker. De udskiller BPA hvis de eksponeres for syre eller base over en længere periode, og dette accelereres hvis de samtidig bliver udsat for UV-lys og varme, alle betingelser der kan forekomme ved almindeligt brug. Når det er sagt er det stadig meget begrænsede mængder der udskilles.

Der er BPA fri polycarbonat plast der er baseret på analoge stoffer til BPA, men disse er strukturel set utrolig lig BPA, så det vil ikke være overraskende hvis de også er hormonforstyrrende, der er bare ikke så meget data på dem endnu.

Epoxyresiner af BPA burde ikke udskille BPA som udgangspunkt da disse plasttyper er ekstremt stabile. De er at finde på indersiden af nogle dåser for at forhindre kontakt mellem fødevaren og metallet. De kan dog udskille små mængder af BPA der ikke er kemisk bundet, men også her er der tale om meget begrænsede mængder.

En mere hyppig eksponeringsvej er bonner og kvitteringer. Disse bruger BPA i den varme-aktiverede blæk. BPA har en kort halveringstid (ca 4 timer) og er bionedbrydeligt. Som følge af migration over i fedtvæv kan BPA dog godt tage meget lang tid for at komme helt ud af kroppen, men der er tale om meget lave niveauer.

Phtalater

Phtalater bruges til at blødgøre plast og muliggør mange af de plast typer der anvendes indenfor hospitalsverdenen, som f.eks. plastslanger. De bruges desuden som opløsningsmidler i parfume. Der er klar evidens for at phtalater er hormonforstyrrende, og at de er forholdsvist potente, alt efter hvilken phtalat eller phtalat metabolit det drejer sig om.

Da de bløde plasttyper kan indeholde rigtig meget phtalat, op til 50% af vægten af blød plast, er der mulighed for væsentlig eksponering. Så her er det vigtigt at de ikke bliver brugt til fødevarer. Dette gælder opbevaring såvel som forarbejdningen af varen før den når forbrugeren.

Hvis fede fødevarer kommer i kontakt med phtalatholdig plast kan phtalaterne snildt vandre over i produktet. Her er det nødvendigt med kontrol af producenterne for forbrugerne har ingen måde at beskytte sig på.

Phtalater er bionedbrydelige og deres halveringstider er afhængig af hvilken phtalat det drejer sig om, i værste tilfælde et par dage.

——————-

Hvis man ønsker at vide mere har The Endocrine Society udgivet en god oversigts artikel der absolut er værd at bruge en stille og rolig tirsdag aften på. For den mere forbrugerorienterede information er der Tænk kemi samt fødevareministeriets skrækkeligt betitlede side ’Mad med mindre kemi’.

* Tidligere skrev jeg at blåbær indholdte methylparaben, Claus Jørgensen fra forbrugerrådet har gjort mig opmærksom på at dette ikke var korrekt. Methylparaben er ikke naturligt forekommende i blåbær, men det strukturelt lignende og ligeledes hormonforstyrrende parahydroxybenzoat er. Læs kommentarerne for yderligere information.

 

Tilslutning, effekt og bivirkninger: Når anekdoter møder data

Som trofaste læsere ved, er debatten om HPV-vaccinen og frygten for bivirkninger noget, der optager mig, og som jeg har skrevet flere blogindlæg om allerede – det startede i januar, fik en opfølger i maj, og jeg skrev en kort opdatering igen i juni. Nu er det tid til endnu en omgang, for der er sket flere væsentlig ting, der fortjener at blive bredt anerkendt.

Kritikere af HPV-vaccinen hævder gerne, at der ikke er bevis for, at vaccinen virker, fordi man – ganske oplagt – ikke har lavet et randomiseret, dobbeltblindet studie. Det har jeg og andre skrevet om før, og vi har også henvist til, at man kender årsagskæden, der fører til bl.a. livmoderhalskræft, og at man ved, at vaccinen beskytter mod de vigtigste vira i den forbindelse. Vi har også sagt, at man jo med tiden kan lave et retrospektivt studie.

Nu er de første af den slags studier kommet. Dels er der et metastudie, der kigger på effekten efter 10 år med vaccinen. Tallene herfra er virkelig positive for især lande med høj vaccinationsgrad. De rapporterer et fald i HPV-infektioner på op imod 90% – det er fænomenalt godt. Hvad der er endnu mere interessant er, at de også ser markante fald i de sygdomme, man havde forventet ville blive reduceret: Antallet af kønsvorter er faldet med op imod 90%, og alvorlige tilfælde af celleforandringer er reduceret med op imod 85%. Det var jo netop det, man havde sagt, ville ske.

Men det stopper ikke her, for et andet studie har kigget på effekten i USA, hvor tilslutningen har været markant lavere – kun 37% piger og 13% drenge i alderen 13 til 17 år er fuldt vaccineret. Modsat Danmark skyldes den ringe tilslutning ikke frygt for bivirkninger men moralske kvababbelser over at give børn en vaccine imod en seksuelt overført sygdom. Ikke desto mindre har de set et fald på op imod 64% af HPV-infektioner.

Det er jo gode nyheder, så lad os straks dæmpe optimismen ved at se på tallene for tilslutning til HPV-vaccinen i Danmark. Hos Statens Serum Institut kan man se data for tilslutningen efter fødselsår. De seneste tal er fra 2015 og viser derfor tilslutningen blandt piger født i 2003, da vaccinen jo gives i 12-års alderen. Det er sørgelige nyheder: Hvis man ser på, hvor mange piger der får den første dosis af vaccinen, var tilslutningen tidligere helt oppe omkring 90% af en årgang.  Den er nu styrtdykket til 42%:

hpv-graf

 

Altså fravælger 58% af forældre en vaccine, der kan beskytte deres børn imod en række vira, som vi ved kan forårsage en masse sygdomme og i værste fald cancer. 

Endnu værre er det, hvis man kigger på, hvor mange der får begge doser og derved er fuldt beskyttede. Tidligere årgange var næsten oppe på 80% dækning – hvilket stadig er lavt – men nu er det faldet helt ned til 11%:

hpv-graf-2

Det er virkelig trist, og jeg håber inderligt, at vi kan få vendt denne tendens. Data viser jo, at den virker.

Men hvad så med disse bivirkninger? Jeg har skrevet meget om de såkaldte HPV-piger, og jeg håber oprigtigt, at de får den hjælp, de har brug for, for der er jo ingen tvivl om, at de lider. Min pointe har dog hele tiden været, at der ikke var nogle gode grunde til at mistænke HPV-vaccinen, og at jeg derfor var bange for, at man stirrer sig blind på den forkert ting og derved ikke finder frem til den sande årsag. Der er nu endnu mere data, der bakker mig op. I et nyligt studie i PLOS ONE har forskere lavet et registerstudie, hvor de sammenholder data for de piger, der har rapporteret alvorlige bivirkninger, med data for en gruppe piger, der er vaccineret men ikke har rapporteret nogle bivirkninger. Resultaterne er virkelig interessante.

Pigerne med påståede bivirkninger havde en sygdomshistorie, der signifikant adskilte sig fra de andre – vel at mærke før de blev vaccineret. De benyttede sig oftere af email- og telefonkonsultation, de gik hyppigere til fysioterapi, og de var hyppigere hos psykolog eller psykiater. Derudover led de i forvejen hyppigere af forskellige diagnoser, der passer godt med de historier, man nu kan se præsenteret som vaccineskader. Dette er et virkelig vigtigt studie.

Betyder det, at pigerne ikke kræver behandling? Slet ikke. Men det viser, at hvad det end er, de lider af, så ligger det forud for vaccinen. Altså bør man nu endelig begynde at se efter den reelle bagvedliggende årsag i stedet for at skyde skylden på en vaccine, der ikke kan være skurken. Resultatet af denne strategi har vi jo set: Skræmmekampagner og faldende tilslutning, hvilket uundgåeligt vil føre til, at flere piger og drenge bliver smittet med HPV. Konsekvenserne af dette kender vi.

Rettelse den 6. oktober: Jeg har opdateret grafen og tallet for andelen af vaccinerede piger med de nyeste oplysninger fra Statens Serum Institut.

Og endnu en opdatering den 6. oktober: Jeg har opdateret afsnittet omkring vaccinationsdækningen for at gøre det klart, hvor stor forskel der er på andelen af piger, der får en hhv. to doser af vaccinen.

Facepalm Lomborg!

Åh, der er ikke noget så godt som en god Lomborg artikel at starte dagen på, her ovenpå ferien. Det er godt at få gang i blodomløbet, og få grinet lidt over at denne mand stadig har taletid i den danske presse, og stadig kan få hvad jeg regner som nogenlunde intelligente mennesker til at hoppe med på den. Det kan i hvert fald få mig til at slukke for fjæsbogen i et par timer, hvilket jo nok er meget godt for min produktivitet.

Men jeg kan nu ikke helt slippe den, for har han alligevel fat i noget her?

Jeg har før skrevet indlæg der stiller spørgsmål ved den monokultur i landbruget som, hvad enten der bruges mange kemikalier eller ej, ikke virker særligt optimalt, og jeg synes faktisk det er rigtigt dejligt der er nogen der starter debatten. Så jeg undersøgte nogle af de ting der bliver sagt, for jeg kom i tvivl om han nu alligevel havde fundet noget godt at skulle have sagt.

Økologiske produkter er ikke sundere eller bedre for dyrene […] I 2012 foretog Stanford Universitets Center for Health Policy den største sammenligning mellem økologiske og almindelige fødevarer og fandt ingen solide beviser for, at økologisk er sundere”. Det er rigtigt nok de ikke fandt nogen signifikant statistisk sammenhæng, men på den anden side har der været 12 andre store reviews og meta-analyser de sidste 15 år, der har fundet evidens for at økologisk mad er sundere, iflg. en ny Nature Plants artikel (Reganold and Watcher, 2016), der blev bragt i The Guardian den 15. aug. 2016.

Økologiske svin og fjerkræ har måske nok bedre adgang til åbne områder, men dette øger deres udsættelse for parasitter, patogener og rovdyr”. Det er jo en pointe, men dyrevelfærd er altså ikke kun et produktionsspørgsmål om antallet af patogener, et rent økonomisk spørgsmål om tab af indtjening. Det handler om at de har mulighed for at leve et liv der er så tæt på det naturlige liv som muligt. Der er fx lavere stereotyp adfærd ved fritgående dyr end ved dyr i konventionelle produktionsapparater, og målbar lavere cortisol i blodet ved slagtning*. Hvilket igen også bliver reflekteret i produktionen og kvaliteten af de animalske produkter. For slet ikke at nævne at konventionel kød har en 33% større risiko for at være inficeret af antibiotika resistente bakterier – som igen til dels er en konsekvens af antbiotikaoverforbrug i konventionel kødproduktion – end økologisk kød (Reganold and Watcher, 2016).

I og med der kun kigges på de økonomiske vindinger i dette regnestykke, ses der helt bort fra de andre omkostninger vi allerede lever med, som konsekvens af det konventionelle landbrug – jvf. eksempelvis MRSA, insekternes forsvinden globalt set, bankernes udlån som vi alle betaler for. De sociale, miljø og naturmæssige, samt de økonomiske konsekvenser af det konventionelle landbrug vs. det økologiske i figuren her, giver et ret godt billede af hvordan det ser ud hvis man kigger lidt på det store billede, som Reganold og Watcher (2016) analyserede sig frem til.

Udklip

(taget fra Reganold and Watcher 2016)

Økologiske fødevarer drejer sig hovedsagelig om rige mennesker, der bruger ekstra penge for at have det godt med deres forbrug” Denne kommentar er tæerkrummende for mig, der arbejder med smålandbrug i Afrika til hverdag. Kære Lomborg, størstedelen af verdens landmænd er økologiske landmænd, ikke fordi de har valgt det, men fordi de ikke har mulighed for dyre teknologiske input, og fordi økosystemet simpelthen ikke kan holde til metoder der er udviklet til vores fede muldjorde og tempereret klima. Økologi har altid været en virkelighed, og i mange af disse områder kan konventionelle landbrugsmetoder simpelthen ikke lade sig gøre, for det ødelægger meget hurtigt jorden, og så er det alt for den 25-øre. Jeg kan gå med til at økologiske certificeringer hovedsageligt er en vestlig ting, men det har ikke så meget med produktionsmetoden at gøre, så det er en ganske anden diskussion.

En udvidelse i stor stil ville koste snesevis af milliarder af kroner, mens den ville dræbe tusindvis af mennesker. Faktisk ville en omfattende økologisk revolution øge miljøskader og rydde skove verden over”. Se her tager du også helt fejl Lomborg, for det er faktisk ikke nødvendigt at udvide ret meget, hvis overhovedet noget, selvom der er lavere udbytte i et økologisk landbrug. Vi producerer allerede mad nok til at 14 mia mennesker kunne få de kalorier og næringstoffer de skal bruge, men vi smider halvdelen på gulvet eller i skraldespanden inden det når vores bord, samtidig med vi æder os selv overvægtige. Faktisk er overvægt i dag over dobbelt så stort problem som undervægt, 1,9 mia mennesker er overvægtige mod 793 mio undervægtige. Vi laver mad nok, det er bare ikke ligeligt fordelt, eller særligt kløgtigt håndteret fra jord til bord. Så nej, ”Resten af verden har brug for mere og billigere mad. Og det bliver ikke økologisk” holder faktisk heller ikke. Overhovedet.

Så Lomborg. Facepalm. Det kunne du godt have gjort bedre, eller have konsulteret en der vidste bare en lille smule om landbrug generelt, ligesom du nok skulle have fundet en der vidste lidt om klimaforandringerne. For usaglige ”ekspert”-kommentarer koster med garanti tusinder af menneskeliv. Dog når dette er sagt og jeg har fået lidt luft, så er der stor forskel på økologiske landbrug og deres metoder, og nogle af dem er ikke et klap bedre end de konventionelle, hverken for dyrevelfærd, samfund eller for miljøet.

Jo, vores økologiske landbrug har også problemer med ammoniak udledning, fossilt brændstof forbrug og anden miljøforurening, pga. den intensive måde der dyrkes på, der i princippet bare er konventionelle landbrug uden kemikalier. Jo, dyrene bliver stadig stresset – bl.a. af nogle af de lovmæssige dumheder der er sat i verden. Fx. skal køerne på græs på en bestemt dato, selvom det kan gøre dem syge hvis sukkerindholdet i græsset, pga. kulde, er for højt. En kløvermark der bliver pløjet på det forkerte tidspunkt kan også lække massive mængder kvælstof ud i vandløbene og forurene fuldstændig ligeså meget som overgødskning.

Vi skal lade være med at tro at den danske højproduktive økologi er færdigstøbt og perfekt eller klar til at eksportere til resten af verden, det giver jeg dig fuldstændigt ret i Lomborg. Denne model er tilpasset vores samfund, vores jordforhold, vores ideologier.

Den økologiske intensificering og revolution kommer til at tage en helt anden form end det vi ser i dag, og hvad Lomborg beskriver i sin artikel. Den kommer til at handle om at tilpasse sig forholdene i det område hvor der dyrkes, ved at eksperimentere, intensificere og diversificere metoder, sorter og teknologi, til vi hver især finder en model der er økonomisk, miljømæssigt og socialt acceptabelt i lige netop vores eget område.

 

*Jeg har d 16.08.16 ændret det oprindelige indhold fra at sige at økologiske grise havde færre haleskader end konventionelle, hvilket jeg ikke kan understøttes faktuelt, til at der er påvist højere cortisol hos konventionelle. Se uddybende diskussion i komentarfeltet.

Nordeuropas største akvarium ligger i en lille dansk fiskerby

De fleste af min barndoms sommerferier blev afholdt i Vendsyssel, og jeg har derfor et særligt forhold til diverse nordjyske attraktioner som f.eks. Nordsøen Oceanarium i Hirthals, som jeg nok besøgte første gang tilbage midt i 1980erne.

Her 30 år senere er jeg selv som familiefar begyndt at tage mine egne små børn med til Nordjylland, og både denne og de sidste to somre besøgte vi da også oceanariet.

Nordsøen Oceanarium har en lang historie. Det blev indviet tilbage i 1984 i forbindelse med det eksisterende fiskeriforskningscenter Nordsøcentret. Dengang kaldte man det Nordsømuseet, et kulturhistorisk museum for fiskerierhvervet kombineret med et akvarium og et udendørsanlæg for sæler.

Jeg husker det som et rigtig hyggeligt sted, hvor det store sælanlæg helt klart var hovedattraktionen.

Jeg husker endda en enkelt sæl særlig tydeligt: Sæl nr. 16. Navnet skyldtes ganske enkelt, at tallet 16 var frysemærket ind i pelsen i forbindelse med et forskningsprojekt, og sælen, som var med ved åbningen i 1984, kunne jeg hilse på igen i 2014. Danmarks ældste spættede sæl i fangenskab døde efter 31 år i sælanlægget i juni 2015.

Og det bringer mig frem til, hvad forskellen på Nordsømuseet i 1980erne og Nordsøen Oceanarium i 2016 er:

For det første er sælanlægget blevet opdateret. Det nye anlæg på 800.000 liter havvand, der løbende udskiftes, åbnede i 2001, og det er virkelig godt. Sælerne er aktive og nysgerrige, og det er nemt at komme helt tæt på de store dyr, der kan konstant svømmer forbi de store vinduespartier både udendørs og i den undersøiske tunnel, der er stor og rummelig med plads til mange mennesker (se billedet øverst i indlægget).

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Selv om sælanlægget er fremragende, er det dog degraderet lidt som hovedattraktion. Baggrunden for navneskiftet til “Oceanarium” er nemlig, at man i 1998 indviede et gigantisk akvarium på 4,5 mio. liter vand. Her er det muligt at se stimefisk, rokker og hajer, samt et par kæmpestore klumpfisk svømme rundt.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Og så har du måske hørt om stedet, for ja, det var her man i 2003 blev ramt af en storbrand, hvor akvariet revnede og den tidligere klumpfisk døde.

Du kender måske også stedet fra den danske film “Klumpfisken” fra 2014, der netop omhandler en forsker fra Nordsøens forskerpark, som indleder et forhold til en lokal fisker, i øvrigt genialt spillet af Henrik Birch, som blev præmieret for sin præstation.

Nå, tilbage på sporet…

Oceanariet er Nordeuropas største akvarium. Det kalder Den Blå Planet i København sig sådan set også, men her måler man vist på samlet akvarievolumen og ikke de enkelte akvarietanke. Den Blå Planets største tank er i øvrigt “kun” på 4 mio. liter vand.

Kendere af Scienceblog husker måske min medbloggers kritik af Den Blå Planet som et sted, der mangler plads til publikum (et sted “skabt udelukkende af arkitekter og en presseafdeling”), men det problem har man ikke i Hirtshals.

Nordsøen Oceanarium har ikke fine koralrev som Den Blå Planet eller tropiske hajer som Kattegatcenteret i Grenå. Der er fokus på de hjemlige vande ud for den jyske vestkyst, men sæler, rokker, små hajer, klumpfisk og store fiskestimer er også interessante, og man påstår faktisk, at man har (næsten) alle fiskearter, der lever i Nordsøen.

Man kan endda se en helt fantastisk 8-armet blæksprutte samt en flok fascinerende søheste. Sidstnævnte art lever dog godt nok i Australien, men der findes såmænd søheste nede i Den Engelske Kanal og i Themsen, så de har også fået plads i Nordsøen.

Børnene kan more sig med den populære krabbefisker-aktivitet, og et rørebassin med fladfisk, søstjerner og krabber er også populært hos de små. Desuden kan man komme op i toppen af det store akvarium og fodre stimefiskene.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Butikken skal også have rosende ord med. Ethvert museum eller science center har selvfølgelig en medfølgende butik, hvor diverse ragelse og souvenirs kan købes.

Nordsøen har også en sådan butik, men mit indtryk er, at den er lidt større end gennemsnittet, og selv om der selvfølgelig er det sædvanlige skrammel, t-shirts og tøjdyr, kan man også finde glaskunst (som er ret udbredt på toppen af Jylland), Nordsøens egne mikrobryggede øl, en lommelærke med ægte sælskind eller et skakbræt af rav til 18.000 kroner. Trods alt et bredt udvalg!

Jeg er med andre ord meget positiv over for stedet, men lidt kritik skal der da også falde:

Ved siden af rørebassinet finder man endnu et rørebassin. Her er det vist meningen, at man kan hilse på en rokke, som dog som regel ligger nede på bunden, hvor man ikke kan nå den, og hvor der i øvrigt ikke rigtigt skrives noget om de øvrige fisk, der er i akvariet. Her halter formidlingen en del.

Går man længere hen finder man en udstilling om planteplankton, som selvfølgelig er en vigtigt del af havmiljøet. Jeg ved ikke, hvordan man skal formidle plankton på en spændende måde, men det virker efter min mening slet ikke på Nordsøen. Det er også sjældent, man finder publikum i denne ende af udstillingen.

Under mit besøg overvejede jeg også at kritisere cafeteriaets forholds tynde legeområde, som ellers kan være en god hjælp til at parkere børn, mens familien spiser færdig. Området er dårligt belyst og kun udstyret med få legeredskaber. Men jeg må indrømme, at mine egne børn elskede stedet og brugte overraskende lang tid der, så den kritik må jeg hellere holde tilbage.

Det er jo også dyrene, det handler om…

Min største kritik går måske mod stedets helt store nyhed denne sommer, en hvalforskerhytte. Det er virkelig et kedeligt sted. Nordsøen beskriver det selv som “et autentisk miljø … hvor gæsterne får indblik i hvalforskerens arbejde med observationer og forskning“.

Fair nok, men formidlingsmæssigt er man altså rejst tilbage til 80’erne med en gammeldags museumsudstilling uden publikumaktivering. Der er et par hvalskeletter, nogle gamle bøger, to skærme viser videofilm (den ene var godt nok i stykker), og så kan man da lige tage fat i fire forskellige “telefoner” og lytte til hvalers lyde.

Den "spændende" udstilling i Hvalforskerhytten.
Den “spændende” udstilling i Hvalforskerhytten.

Det er bare for tyndt her i 2016.

Hvalforskerhytten er etableret på grundlag af en donation på 1,1 mio. kroner fra Det Obelske Familiefond. Man kan tillade sig at stille spørgsmål ved det etiske i at lade penge fra en tobaksfabrikant financiere en udstilling for små børn – men penge er vel penge.

Nå, men Nordsøen Oceanarium har været en integreret del af min egen barndom, og nu er det så småt ved at blive en del af mine egne børns sommerminder. Og mon ikke vi kommer der igen. Jeg har i hvert fald stadig et rigtig godt indtryk af stedet.

Min anmeldelse er selvfølgelig farvet af, at jeg har særlige følelser for stedet, men er det i virkeligheden ikke også den største ros, et science center kan få: at gæsterne husker det så tydeligt og positivt selv 30 år efter første besøg?

En HPV-tretrinsraket

Jeg ved godt, at der er andet i livet end HPV-vaccinen, livmoderhalskræft og uvidenskabelig vaccinationsmodstand. Ikke desto mindre kommer der lige et tredje indlæg om emnet fra mig som opfølgning på mine to tidligere indlæg her og her. Der er nemlig sket tre ting, der fortjener en hurtig kommentar.

1) Omtale på Vaccinations Forum

Lad os starte i den lettere ende: På hjemmesiden vaccineinfo.dk kan man læse om Vaccinations Forum, der – ifølge deres egen beskrivelse – er en objektiv forening. De “er principielt hverken for eller imod vaccinationer”. Det lyder jo godt. Det kræver dog ikke mange minutter på hjemmesiden, før man får indtryk af noget ganske andet – det er de klassiske antivaccinationsargumenter, man hører igen og igen. Uvidenskabeligt, konspiratorisk, misinformerende og frygtskabende. Det er også en forening, hvor formanden Else Jensen havde et fantastisk svar, da hun i Kristeligt Dagblad blev præsenteret for noget så træls som fakta og statistik:

“Jeg havde håbet, at vi ikke skulle ud i at tale i tal og måle værdien ud fra, hvor mange, der bliver skadede eller syge.”

For det er jo helt irrelevant at se på antallet af bivirkninger i forhold til antallet af sygdomstilfælde, man forebygger…

Nå, de har skrevet en artikel, der bl.a. henviser til mit forrige blogindlæg, hvor jeg kritiserer overlæge Kim Varming, fordi han kræver studier, der ‘beviser’ HPV-vaccinens virkning. Som jeg forsøger at forklare, er hans krav absurd, fordi det ville forudsætte et dybt uetisk forskningsprojekt. Heldigvis har Vaccinations Forum en løsning, som de kækt fremhæver er blevet overset af både undertegnede og eksperter i HPV-vaccinen: Man behøver da ikke lave et dobbeltblændet, kontrolleret studie (sådan som Varming ellers antyder) – man kan jo bare følge populationen og tælle antallet af livmoderhalskræft i den vaccinerede vs. den ikke-vaccinerede del. Tada! Dumme forskere.

Det sjove er bare, at det netop var min pointe: Etisk og praktisk kan man kun gøre det retrospektivt ved at se på incidensen i vaccinerede vs. ikke-vaccinerede piger. Man må også se på de eksisterende studier, der viser, at vaccinen beskytter mod HPV-infektion fra bestemte vira. Da vi derudover ved, at HPV-infektion kan medføre celleforandringer, og at celleforandringer kan føre til kræft, kan man så regne på det forventede antal kræfttilfælde og dødsfald, man forhindrer ved f.eks. at vaccinere en årgang. Der er derfor en klar og videnskabeligt velunderbygget forventning om, hvad der vil ske. Men – som både jeg, Sundhedsstyrelsen og andre har pointeret – kan det reelle antal først gøres op om mange år. Indtil da er det eneste etisk forsvarlige valg at lade piger (og drenge) vaccinere. Jeg vil også endnu engang understrege, at man ikke kun skal fokusere på antallet af dødsfald efter livmoderhalskræft. Der er flere andre kriterier, der er væsentlige: Følgevirkninger af cancer og behandling (smerter, inkontinens, barnløshed osv.), andre former for cancer, andre sygdomme osv.

Det interessante er her, at en forening af vaccinationsmodstandere foreslår, at vi gør netop det, vi er i gang med. Tak for det.

Det er også væsentligt at fremhæve en anden detalje: Inden vaccinerne blev godkendt, har de selvfølgelig været igennem omfattende kliniske studier, hvor bl.a. bivirkninger er blevet undersøgt. Derudover bruger man jo netop den metode, vaccinationsmodstanderne her foreslår (og som man må formode, at de finder brugbar), til løbende at holde øje med indrapporterede bivirkninger, og man kan konstatere, at der ikke er evidens for en højere frekvens af alvorlige bivirkninger i den vaccinerede del af befolkningen. Så må de vel anerkende, at der ikke er videnskabelig dokumentation for de påståede bivirkninger?

2) HPV-magasin fra Dansk Handicap Forbund

Så til noget lidt mere alvorligt. Dansk Handicap Forbund er en fantastisk forening, der har eksisteret siden 1925. De yder en stor og vigtig indsats for mennesker med bevægelseshandicap i form af f.eks. hjælp til kompensation, rettigheder og fællesskab, ligesom de arbejder for at sikre tilgængelighed i byrummet generelt, så man ikke ekskludere mennesker med handicap. Da nogle af de såkaldte HPV-piger jo netop lider af bevægelseshandicap, er det oplagt og prisværdigt, at Dansk Handicap Forbund også kæmper deres sag.

Jeg har tidligere skrevet, at der jo ikke er nogen tvivl om, at pigerne lider, og at de skal have hjælp og udredning, så man kan yde dem den bedst mulige behandling.

Hvad jeg har advaret om, og som jeg stadig vil understrege, er, at hvis man på forhånd har låst sig fast på en forklaring, så udelukker man samtidig alle andre mulige forklaringer. Hvis man derfor – stik imod den videnskabelige dokumentation – holder fast i, at HPV-vaccinationen er årsagen til pigernes lidelser, så risikerer man altså aldrig at finde den rigtige årsag. Det tjener hverken de ramte piger eller samfundet generelt. I stedet må målet være at finde ud af, hvad pigerne fejler, og hjælpe dem bedst muligt.

Nu har Dansk Handicap Forbund udsendt “HPV-magasinet” med det prisværdige mål at få nuanceret debatten. Det kan jeg kun bakke op om. Desværre synes jeg ikke, at foreningen lever helt op til målet. Magasinet er på mange måder mere balanceret end flere andre publikationer, men der er stadig en del problemer, og der er en i mine øjne tydelig underliggende antagelse om, at HPV-vaccinen er skyld i disse alvorlige bivirkninger. Det er problematisk.

En positiv ting er, at de i starten af magasinet skriver, at vaccinen virker, og at man forventer at forhindre omkring 1400 tilfælde af cancer og omkring 280 dødsfald om året. Jeg synes godt, man kunne have gjort mere ud af at fremlægge den gode videnskabelig evidens for, at vaccinen beskytter mod HPV-infektion og derfor må forventes at forebygge cancer (jvf. ovenfor), men det kan diskuteres. De kommer desværre heller ikke ind på alle de andre alvorlige følgevirkninger, der kan komme af en HPV-infektion – ikke bare dødsfald men også inkontinens, smerter, barnløshed osv. Meget af magasinet er enten interviews med piger eller fagfolk, der er kritiske. Det farver alt andet lige budskabet, og det er efter min smag for meget pathos og for lidt fakta.

De oplister en række studier, som de giver et kort resumé af. Desværre er det ikke alle, der har fulde henvisninger, hvilket gør det svært at finde originalartiklerne. Jeg har heller ikke haft tid til at gennemgå alle artikler men startede fra en ende af:

  • “Det dansk-svenske studie”: De refererer helt korrekt, at dette ret omfattende studie ikke fandt en sammenhæng imellem HPV-vaccinen og 53 alvorlige bivirkninger. Som kritik skriver de så, at studiet ikke kigge på POTS, hvilket er korrekt – det var ikke en parameter, så derfor kan de ikke udtale sig om denne diagnose. Intet studie er komplet, og det er ikke en fair kritik. Man kunne i stedet pege på de store randomiserede, kontrollerede studier [1, 2, 3], der ikke har fundet symptomer på POTS eller CRPS.
  • “Spansk Studie”: Referatet er fejlbehæftet, da der bliver rodet lidt rundt i tallene. Artiklen kigger på frekvensen af synkope (besvimelse) og krampeanfald efter vaccination. Tallene for HPV-vaccinen er 17 tilfælde af synkope ud af 100,000 doser (6.4 ud af 100,000 doser for andre vacciner) og 3.2 tilfælde af krampeanfald ud af 100,000 doser (0.4 for andre vacciner). Der er altså øget frekvens for HPV, men konklusionen i artiklen (som udelades i magasinet) er (SAR: Serious Adverse Reaction):

“the overall information obtained on SARs following the qHPV vaccine suggests a good safety profile.”

  • “Amerikansk studie”: Det første, der springer mig i øjnene, er forfatternavnene: Det er far/søn-duoen Mark og David Geier, der tidligere har været i vælten for uetisk forskning. Faderen er læge men ikke uddannet i vacciner, og hans søn er bachelor i biologi men har ingen lægelig uddannelse. De har været i vælten før, da de anbefalede kemisk kastration af autistiske børn, og Mark Geier mistede da også sin autorisation i 2011. De tilhører den uvidenskabelige gruppe af propagandister, der stædigt holder fast i, at kviksølv i vacciner giver autisme. Ingen burde tage “forskning” fra dem seriøst.
  • “Data fra 13 lande peger på invaliderende symptomer efter HPV-vaccinen”: Dette studie fremstilles ikke retvisende, og afsnittet om “kritik” får det til at lyde som om, at det kun kan kritiseres for ikke at passe med EMAs konklusion. For det første er det en spørgeskemaundersøgelse, hvilket ikke er nær så stærkt som et reelt klinisk studie. Det er kun 45 respondenter, og de er udvalgt ved at kontakte personer, der havde indrapporteret svære lidelser – det siger altså intet om frekvensen i forhold til en kontrolgruppe. I stedet starter artiklen med at sige, at flere af de omtalte lidelser har overlappende symptomer, hvilket gør det svært at adskille dem fra hinanden. I dette studie udspørger de patienterne detaljeret for at inddele dem i tre grupper for at give et mere detaljeret billede. Det er det hele. Man kan ikke konkludere noget om hyppighed eller andet, da alle deltagere jo netop havde lidelser.

Selvfølgelig er der bivirkninger ved HPV-vaccinen ligesom der er ved al anden medicin, der har en effekt. Spørgsmålet er hvilke bivirkninger, hvor hyppige og hvor alvorlige. Jeg kan sagtens sætte mig i forældrenes sted, og jeg forstår til fulde deres ønske om en forklaring og om muligt behandling af deres børn. Det er klart, og jeg ønsker dem og deres børn alt det bedste.

Det er bare vigtigt at se på data og holde den reelle risiko for at få en alvorlig bivirkning op imod risikoen for en HPV-infektion og de virkninger, det kan have.

3) Analyse af de danske indrapporterede bivirkninger

Endelig er der netop kommet en undersøgelse i Ugeskrift For Læger, der er den første samlede rapport, der ser nærmere på de indrapportede bivirkninger efter HPV-vaccinen i Danmark. Selve introduktionen er god og giver en hurtig gennemgang af fakta:

  • HPV-vaccinen beskytter imod de vira, der forårsager 70-90% af livmoderhalskræft (afhængigt af udgaven).
  • HPV-vaccinen beskytter imod de vira, der forårsager 90% af kondylomer (kønsvorter).
  • Gardasil har medført et signifikant fald i antallet af kondylomer i Danmark.
  • HPV-vaccinerede kvinder i Danmark har 70-80% lavere risiko for celleforandringer i livmoderhalsen.
  • Der har været et drastisk fald i tilslutningen til vaccinen: 82% af piger født i 1998-2000 fik alle tre anbefalede doser, mens kun 18% af piger født i 2002 fik alle tre doser.
  • Siden HPV-vaccinen blev en del af børnevaccinationsprogrammet i Danmark den 1. Januar 2009, er over 500,000 piger og kvinder blevet vaccineret. Antallet af mænd er knapt 13,400.

Artiklen gennemgår vores viden på området og er anbefalelsesværdig. Den samlede frekvens af alvorlige bivirkninger ligger på ca. 0.1% af vaccinerede personer, men der har været en markant stigning siden 2012. Der er bl.a. en ret sigende graf, der viser udviklingen i indrapporterede bivirkninger over tid, og som har en markant stigning på det tidspunkt, hvor det blev en sag i medierne.

Nu skal man passe på med at sammenblande korrelation og kausalitet, men der er gode grunde til at antage, at der kunne være en sammenhæng.

Det søde liv: Livets kirale sukker

Søren Vrønning HoffmannGæsteindlæg: Søren Vrønning Hoffmann er seniorforsker ved Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet. Her er han leder af beamline gruppen ved synkrotronstrålingskilden ASTRID2. Han har en stor forskningsinteresse inden for polarisationsafhængig absorptions-spektroskopi i det ultraviolette område, en metode der er særligt velegnet til undersøgelse af kirale systemer. Her præsenteres helt ny forskning, der er publiceret i det ansete tidsskrift Science.

 

Hvad er liv?
Et helt centralt spørgsmål som virker overraskende svært at svare på. Prøv at kikke dig omkring, og du vil slet ikke være i tvivl om, hvilke ting omkring dig er levende og hvad, der ikke er. Alligevel er en klar definition ikke så nem at lave.

Men det liv, vi kender her på jorden, er kendetegnet ved at være opbygget via genetisk kode i form af DNA. Dette indeholder alle informationerne til at danne et utal af proteiner, som får ting til at ske. Det kan f.eks. være som signalstoffer eller som katalysatorer, der driver livets kemi. En meget central egenskab ved denne kemi er det, som vi kalder kiralitet.

https://en.wikipedia.org/wiki/Chirality#/media/File:Chirality_with_hands.svg

Byggestenene i livets kemi er aminosyrer og de såkaldte nukleotider, der indgår i hhv. proteiner og vores DNA. En helt central egenskab i disse byggesten er det, som vi kalder kiralitet, eller håndethed, altså at f.eks. aminosyrer findes i to udgaver, som ligner hinanden, men er forskellige på samme måde som vores hænder: Venstre hånd er et spejlbillede af den højre hånd.

Specielt er det, at kun venstrehåndsformen bruges i aminosyrer og kun højrehåndsformen indgår i sukkerenheden i RNA og DNA.

Her vil det være helt på sin plads at spørge om hvorfor og hvordan.

 

Hvorfor?
’Hvorfor’ har vi faktisk et svar på. Selv om almindelige kemiske reaktioner, der danner kirale molekyler, normalt danner lige mange venstrehånds og højrehånds former, så er valget af én kiralitet, kaldet homokiralitet, meget vigtig. En altafgørende egenskab ved DNAs dobbeltspiral er, at den kan replikeres således, at vores arvemateriale kan kopieres ved en celledeling. Og det kan kun lade sig gøre, hvis alle nukleotiderne i DNA’et har samme kiralitet.

Overalt på jorden bruges kun højrehåndsformen af sukkergruppen i DNA og RNA. Så for at livet kan formere sig, har vi brug for homokiralitet. Man kan en lille smule filosofisk sige, at vi ikke ville være her til at stille det spørgsmål, hvis det ikke var lykkes at udvikle livet ud fra en enkelt kiralitet.

https://en.wikipedia.org/wiki/DNA_replication#/media/File:DNA_replication_split.svg

 

Hvordan?
Svaret på hvordan lige netop højrehåndskiralitet i DNA og venstrehåndskiraliteten i aminosyrer, har udviklet sig her på jorden, er til trods for flere årtiers forskning stadigvæk ubesvaret og noget af et stort mysterium.

Der findes flere teorier og ideer til, hvordan den ene håndethed har sejret i livets udvikling. F.eks. kunne det være sket vha. tilfældighed: Måske har det været to vandpytter indeholdende hver deres livets ur-suppe, som har udviklet begyndelsen til liv med hver sin håndethed. Den ene kunne have ligget i skygge under et klippefremspring, mens den anden har haft bedre sollys og varme.

Ud fra en Darwinistisk synsvinkel ville den ene have haft bedre mulighed for at udvikle sig, og det blev den der vandt kampen om at overleve.

Men det er bestemt også en mulighed, at en mere deterministisk effekt har haft indflydelse på valget af livets kiralitet. Og her læner vi os specielt op af vigtige fund af ekstraterrestisk karakter.

Det er interessant, at både aminosyrer og nukleotider er fundet i meteoritter som f.eks. Murchison meteoritten, der faldt i Australien for mere end 45 år siden, og at aminosyrerne her findes med en overvægt af venstrehåndtypen. Nøjagtigt samme kiralitet som bruges i livet på jorden! Kan det derfor være, at livets kemi er blevet sat i gang via molekyler med oprindelse uden for jordens atmosfære?

Murchison meteoritten - https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Murchison_crop.jpg
Murchison meteoritten

 

Det er i hvert fald en utroligt fascinerende tanke med vidtrækkende konsekvenser, og det er ualmindeligt svært at afskrive dette sammenfald af ens kiralitet i himmellegemer og jordens liv som en tilfældighed.

 

Hvad kan forårsage universel kiralitet?
Vi skal altså lede efter mere deterministiske kræfter. Her er den svage kernekraft en undersøgt mulighed. Denne fundamentale kraft har den egenskab, at den ikke overholder såkaldt paritetssymmetri. Denne symmetri svarer til en refleksion (efterfuldt af en rotation), og kirale molekyler har netop ikke refleksionssymmetri. Det kan derfor betyde, at der dannes en meget lille overvægt at molekyler med en form for kiralitet.

En meget meget lille forskel. Selv om universet er mange milliarder år gammel, så er forskellen ikke stor nok til at forklare overvægten af venstrehånds aminosyrer i meteoritter.

I vores søgen efter en deterministisk effekt hælder vi mere mod ultraviolet lys. Dette er energirigt nok til at bryde bindinger og starte kemiske reaktioner. Ultraviolet lys kan skabe mere komplekse forbindelser ud fra simplere molekyler som vand, CO, CO2 eller ammoniak, alle molekyler som vi ved findes i rigt mål som en is omkring interstellare/interplanetariske støvpartikler, og dermed også på f.eks. kometer.

Men kan molekyler af samme kompleksitet, som de der indgår i livets kemi, dannes på denne måde?

 

Livets byggesten på en  komet
Rosetta missionens Philae landing på kometen 67P/C-G i november 2014 havde bl.a. til formål at finde livets byggesten på et ellers livsfjendtligt himmellegeme. Kort efter landing fik vores indre del af solsystemet, i januar 2015, besøg af en anden komet, Lovejoy. Her blev gasserne fra kometen også analyseret.

I begge tilfælde blev sukkerarten glykolaldehyd detekteret på/ved disse kometer. Vi har altså fundet et relativt komplekst molekyle i stor nok koncentration til, at det kunne blive detekteret her fra jorden.

Fundet vakte opsigt, til trods for at denne sukkerart er så simpel, at den af nogle kemikere ikke engang bliver betragtet som sukker. Opsigten skyldes, at denne sukkerart er en vigtig del af de kemiske processer, som danner en lang række andre sukkerarter.

Men kan forekomsten af glykolaldehyd forklares vha. fotokemiske reaktioner med ultraviolet lys?

 

Kunstig komet i laboratoriet
For at teste dette lavede vi en laboratorie ’komet’. I vores undersøgelse (Science 2016, 352, p208) startede vi med en blanding af vand og metanol samt en smule ammoniak, alle molekyler som findes på kometer. Blandingen blev frosset ned til meget lave temperatuer (ca. -195oC) under belysning med ultraviolet lys.

Vi efterprøvede altså, hvad et støvkorn eller en komet ville opleve i nærheden af solen eller andre stjerner. Vi fandt, at ikke blot blev den simple sukkerart glykolaldeyd, som observeret på kometerne 67P og Lovejoy, fundet i den simulerede komet, men også langt mere komplekse sukkerater blev dannet.

Og særligt begejstrede blev vi over fundet af ribose, der er den centrale, og kirale, sukkerenhed i RNA. Ribose sætter R’et i RNA, og dets søstermolekyle (deoxy-ribose) sætter D’et i DNA. Tilsammen udgjorde alle de fundne sukkerarter 3.5 % af de dannede stoffer, så det var ikke bare en smule sukker, der blev dannet, men en ganske betydelig del.

 

Gas kromatografi af simuleret komet, hvor en UV bestrålet is af vand, metanol og ammoniak viser dannelsen af en række sukkerarter, herunder den centrale sukkerenhed i RNA, ribose. (Copyright C. Meinert - CNRS).
Gas kromatografi af simuleret komet, hvor en UV bestrålet is af vand, metanol og ammoniak viser dannelsen af en række sukkerarter, herunder den centrale sukkerenhed i RNA, ribose. (Copyright C. Meinert – CNRS).

 

En kemiker af den gamle skole, hvor det ikke var unormalt at dufte og smage på frembragte stoffer, ville sikkert have fundet prøven en smule sød. Og have afkortet sit liv, da andre og f.eks. cancerfremkaldende stoffer også kan dannes vha. fotokemiske reaktioner.

Men hvad med kiraliteten?

I vores opstilling brugte vi upolariseret ultraviolet lys, og der var derfor ikke indbygget muligheden for at bryde kiralitets symmetrien. Men det er bestemt muligt at inducere en kiralitet vha. cirkulært polariseret lys. Cirkulært polariseret lys (CPL) er et ægte kiralt objekt, hvor der findes en højrehånds og en venstrehånds form, der er hinandens spejlbilleder.

polariz
Venstre og højrehånds polariseret lys. De to former for polarisation er hinandens spejlbilleder.

 

Cirkulært polariseret lys lyder måske som en lidt eksotisk form for lys, men det er det slet ikke. I moderne 3D biografer transmitterer de to brilleglas hver deres CPL form, og det er derfor muligt at lægge hovedet lidt på skrå uden at ødelægge 3D effekten i det stereoskopiske billede.

Men CPL findes også uden for vores jords beskyttende atmosfære. F.eks. i Orion stjernetågen OMC-1 hvor forekomsten af CPL tilskrives lysspredning på magnetfelts oplinede aflange støvkorn.

Vi har efterprøvet, at ultraviolet CPL kan overføre sin kiralitet til livets byggeklodser. Cirkulært polariseret spektroskopi på aminosyrer, udført ved den danske synkrotronstrålingskilde ASTRID2, muliggjorde en direkte forudsigelse af i hvor høj grad en overvægt af en håndethed kan induceres.

I et yderligt forsøg bestrålede vi en blanding af lige store dele af venstre og højrehånds formen af aminosyren alanin med CPL. Her kunne vi vise, at det var muligt at inducere en overvægt af den ene kirale form med nogle få procent, meget lig den overvægt, der blev fundet i Murchison meteoritten.

Meinert
Venstre og højrehånds polariseret ultraviolet lys danner en overvægt af hhv. venstre og højrehånds formen af en aminosyre, startende fra en ellers ligelig blanding af de to former. De to toppe i kromatogrammerne svarer til hver sin kiralitet af aminosyren. (Kilde: Meinert et. al. Angew. Chem. Int. Ed. 2014, 53, 210 – 214)

 

Hvad siger dette om liv på andre planeter?
Resultater som disse kan ikke undgå at rokke ved vores forståelse af hvad liv er, og hvordan det er opstået. Helt centrale og relativt komplekse organiske molekyler kan dannes under ellers livsfjendtlige forhold, som på en komet, vha. ultraviolet lys, og det selvsamme lys fra stjernetåger kan inducere kiralitet af en bestemt håndethed til brug for livets udvikling, f.eks. her på jorden.

Men hvis de mekanismer er så generelle, som det ser ud til, kan vi så ikke meget vel forvente, at liv andre steder i universet har samme form som her på jorden?

Her kan vi jo starte med at kikke på vores naboplanet Mars. Selv om vi nok ikke skal forvendte at finde små grønne mænd, så har den Europæiske rumfartsorganisations nye mission ExoMars i 2016 og 2018 bl.a. til formål, at ”søge efter tegn på forhenværende og nutidigt liv på Mars”.

Som David Bowie sang: Is there life on Mars? Hvis denne ret specielle, og måske lidt fantastiske, drøm virkeligt skulle lykkes, må vi nok forvente, at livet ikke er helt ulig det, vi allerede kender. Lige meget hvordan vi definerer det.

Copyright: ESA/ATG medialab
Copyright: ESA/ATG medialab

Hjerne, Sprog og Virkelighed

For nogle år siden deltog min tvillingebror Hans og jeg i en undersøgelse på Glostrup sygehus, Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning (efter sigende var vi med som kontrolsample), som involverede, at vores hjerner skulle undersøges på diverse leder og kanter. Dette involverede både undersøgelser af vores kognitive evner (hvor min bror som sædvanlig var en anelse skarpere end mig – på trods af et han og jeg er genetiske kloner) og diverse målinger på hjernen. Blandt andet skulle vi gennem en ca. 2 timer lang MR-scanning og på billedet herunder kan man se, hvordan mit hoved ser ud inden i.

En MR scanning af min hjerne.
En MR scanning af min hjerne.

Dette billede leder mig frem til et af mine yndlingsemner, nemlig spændingsfeltet mellem vores hjerner, sprog og den virkelighed vi prøver at begribe. Mit udgangspunkt er følgende: vi mennesker er et blandt et utal (faktisk flere millioner) arter på jorden. Vi forestiller os, at alle de andre arter på jorden ikke er i stand til at fatte, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen (f.eks. naturlovene, hvor vi er i verdensrummet, hvordan livet udvikler sig, hvordan universet begyndte og måske ender). Ovid formulerer det sådan her i “Forvandlinger”:

Ellers går dyrene bøjet,
med blikket rettet mod jorden,
men mennesket bød han at rejse sit åsyn
og skue mod himlen og hæve sit hoved i vejret,
op imod stjernernes vrimmel.
Sådan blev det, der just var råt og uformeligt mudder,
forvandlet til noget nyt:
til menneskeskikkelsens former.

I teksten står der egentlig ikke “dyrene”, men “de umælende væsener”. De umælende væsener – dem uden sprog – er anderledes end vi mennesker. Vi stræber efter himlen, mens dyrene er jordbundne og mere primitive væsener. Men det må så næsten uvægerligt være sådan, at vi også er begrænsede i vores fatteevne og at der er aspekter af virkeligheden som vi ikke (op)fatter. Alternativt har vi passeret en form for tærskel, hvor vi lige pludselig forstår Universet som det er, mens de andre arter ikke gør, men det forekommer mig naivt og usandsynligt. Dette er naturligvis ikke nogen særlig frugtbar diskussion i og med at vi meget vanskeligt (eller langsomt gennem evolution) kan sætte os ud over vores menneskelige begrænsing. I princippet kunne vi en dag møde en mere udviklet civilisation som kunne hjælpe med at “åbne vores øjne”. Ikke desto mindre synes jeg det er et interessant emne at “gå rundt om” og det vil jeg forsøge i dette klumme indlæg v.h.a. citater fra kloge folk. jeg undskylder på forhånd, at indlægget bliver lidt langt og ikke særlig klart i spyttet. Her trøster jeg mig ved Niels Bohrs ord: “Det modsatte af sandhed er enkelthed”.

Sproget i hjernen

Først er det interessant og komme omkring hvad vi har lært om sprogcentre i hjernen.

Her citerer jeg fra Den store Danske:

De hjernebarkområder, der ligger tæt på de såkaldte motoriske og sensoriske områder, er funktionelt knyttet til disse. Således er sprogfunktionen lokaliseret til to hjernebarkområder i venstre hemisfære. Det ene, Brocas talecenter (beskrevet af den franske kirurg og antropolog Paul Broca), beliggende lige foran den motoriske cortex, er nødvendigt for menneskets taleevne, da det kontrollerer taleorganets muskulatur. Personer med læsioner af dette område får motorisk eller ikke-flydende afasi med langsom, besværet tale i telegramstil, men de kan ofte synge, og deres forståelse af det talte og skrevne sprog er intakt. Det andet sprogcenter, Wernickes talecenter (beskrevet 1874 af den tyske neurolog Carl Wernicke), ligger tæt ved tindingelappens hørecenter, og en skade her fører til sensorisk eller impressiv afasi, hvor taleproduktionen er hurtig og ubesværet (flydende afasi), men sprogindholdet er svært at forstå eller helt uforståeligt som ved sort tale, mens personer med denne afasiform kan skrive pæne, men indholdsløse breve. Beskadigelse af andre områder af hjernebarken kan give karakteristiske udfaldssymptomer som fx manglende evne til at opfatte den modsatte legemshalvdel eller mangel på orienteringsevne. Konsekvenserne af forskellige hjerneskader er beskrevet af den russiske neuropsykolog A.R. Luria.

Det er interessant, at skader specifikke steder i hjernen hæmmer evnen til at udtale (Brocas talecenter, motorisk afasi) og forstå/formulere (Wernickes talecenter,  sensorisk eller impressiv afasi). Afasi kommer af græsk: ‘a’ er nægtende og fasis betyder “tale”. Vores sprogevner er altså i høj grad bestemt af hjernen – endda bestemte steder i hjernen.

Kvantemekanikken

Med afdækningen af de fænomener, der gav anledning til udviklingen af kvantemekanikken for knap 100 år siden nåede vi frem til dele af virkeligheden som ligger fjernt fra de hverdagserfaringer, der har været med til at præge menneskets hjerne de seneste hundredetusinde år eller så. Niels Bohr, som min arbejdsplads er opkaldt efter, var en umådelig klog mand og han så meget klart den nye erkendelsessituation “kvanteverdenen” blotlagde. Det bringer os til sproget. Blandt andet skrev Bohr (her gengivet på engelsk):

“What is it that we humans depend on? We depend on our words… Our task is to communicate experience and ideas to others. We must strive continually to extend the scope of our description, but in such a way that our messages do not thereby lose their objective or unambiguous character … We are suspended in language in such a way that we cannot say what is up and what is down. The word “reality” is also a word, a word which we must learn to use correctly.”  

(Citeret fra Philosophy of Science Vol. 37 (1934), p. 157, and in The Truth of Science : Physical Theories and Reality (1997) by Roger Gerhard Newton, p. 176)

Det er en vigtig pointe Bohr her trækker frem. Vi hænger i sproget. Vi er pisket til at bruge sproget, hvis vi vil tale sammen om vore erfaringer. Vi må konstant stræbe efter at udvide og forfine sproget, så vi på mest mulig objektiv måde kan formidle vore erfaringer til hinanden. I studiet af den mikroskopiske verden mødet denne bestræbelse nogle meget bizarre problemer:  For at beskrive et fysisk fænomen i den mikroskopiske verden (f.eks. elektroner) må vi benytte elementer, hvis nøjagtige angivelse gensidigt udelukker hinanden, men som alle er nødvendige for at give en fuldstændig beskrivelse af fænomenet. Dette kaldte Bohr for komplementaritetsprincippet. Der er et interessant Bohr-citatet, hvor dette bredes lidt ud: “Der findes to slags sandheder: Trivialiteter, hvor det modsatte er åbenbart urimeligt, og dybe sandheder, som kendetegnes ved, at deres modsætning også er en dyb sandhed.

Virkeligheden er ikke så lige til.

Jeg finder dette komplementære træk ved vores virkelighedsbeskrivelse meget svært at forstå, og jeg tænker, at vi her befinder os et sted, hvor vores (i hvert fald min) hjerne har svært ved at følge med, da den mikroskopiske verden er helt hensides de erfaringer, der har præget vore hjerners funktionalitet. Vi er nået til et sted, hvor udvidelsen af sproget for at beskrive de ny-opdagede sider af virkeligheden gør det svært for vores hjerner at følge med.
En intéressant pointe er her, at matematikken ikke har noget problem med at følge med. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad kloge folk kan sige om forholdet mellem sprog, virkelighed og matematik – det er et yderst interessant emne som jeg desværre ikke føler jeg kan belyse.

For at komme problemstillingen Sprog/Virkelighed nærmere har jeg fundet nogle andre kloge ord om sproget og virkeligheden. Wilhelm von Humboldt skrev i 1800-tallet:
“Language is deeply entwined in the intellectual development of humanity itself, it accompanies the latter upon every step of its localized progression or regression; moreover, the pertinent cultural level in each case is recognizable in it. … Language is, as it were, the external manifestation of the minds of peoples. Their language is their soul, and their soul is their language. It is impossible to conceive them ever sufficiently identical… . The creation of language is an innate necessity of humanity. It is not a mere external vehicle, designed to sustain social intercourse, but an indispensable factor for the development of human intellectual powers, culminating in the formulation of philosophical doctrine.” 

(Citeret fra Wilhelm von HumboldtHumboldt: ‘On Language’: On the Diversity of Human Language Construction and Its Influence on the Mental Development of the Human kind.)

og
“The interdependence of word and idea shows clearly that languages are not actually means of representing a truth already known, but rather of discovering the previously unknown. Their diversity is not one of sounds and signs, but a diversity of world perspectives [Weltansichten].” 

(Citeret fra The Linguistic Relativity Principle and Humboldtian Ethnolinguistics : A History And Appraisal (1963) by Robert Lee Miller, and The Linguistic Turn in Hermeneutic Philosophy (2002) by Cristina Lafont).

Humboldt beskriver meget fint sprogets dynamiske natur. Sproget afspejler vores “blik” på og billede af verden og hvert sprog er præget af sprogbærernes verdensforståelse. Humboldt fortsætter det sidste citat med:

“… The sum of the knowable, as the field to be tilled by the human mind, lies among all languages, independent of them, in the middle. Man cannot approach this purely objective realm other than through his cognitive and sensory powers, that is, in a subjective manner.”  

Med andre ord: vores stræben efter at gribe den objektive virkelighed er begrænset af vores kognitive evner (hjerner) og af vores begrænsede (evt. forfinede gennem instrumenter) sanseapparat.

Edward Sapir, der var en Amerikansk lingvist og antropolog, der levede fra 1884 til 1939, gik endnu videre med dette synspunkt:
Human beings do not live in the objective world alone, nor alone in the world of social activity as ordinarily understood, but are very much at the mercy of a particular language which has become the medium of expression for their society. The fact of the matter is that their “real world” is to a large extent unconsciously built up in the language habits of the group…. We see and hear and otherwise experience very largely as we do because the language habits of our community predispose certain choices of interpretation.

Hvert sprog indebærer (eller er tonet af) en bestemt verdenstolkning som præger, hvad der kan siges i det enkelte sprog og måske endda påvirker, hvad der erfares af  i den enkelte sprogkreds.

Endelig vil jeg citere filosoffen Ludwig Wittgenstein (f. 1889, d. 1951) som også har sagt meget interessant om forholdet mellem sprog og virkelighed:

“If a lion could talk, we could not understand him.”
“The limits of my language means the limits of my world.”
“Whereof one cannot speak, thereof one must be silent.”
“Like everything metaphysical the harmony between thought and reality is to be found in the grammar of the language.”
“Logic is not a body of doctrine, but a mirror-image of the world. Logic is transcendental.” 
“Our greatest stupidities may be very wise”
“Philosophy is a battle against the bewitchment of our intelligence by means of our language.”
“If people never did silly things nothing intelligent would ever get done.”

Det er nogle interessante citater som er gode at fundere over.

Poetiske udtryk for sprogets begrænsning

Nogle af de ideer der er belyst herover er også ubeskrevet smukt poetisk, f.eks. af Piet Hein:

Den farvede verden – En fabel
Muldvarpen dybt i sin natmørke gang,
fra solen og dagen vendt bort,
grynted en underlig sortsynet sang,
om at verden var ravende sort.

Musen, som bygged i visnende løv
sin blad-rede lukket og lun,
peb på en vise blandt smuldrende støv,
om at verden var efterårsbrun.

Blodcellen inde i årernes net,
som strømmed i bankende stød,
bruste den hymne, som aldrig blir træt,
om at verden var glødende rød.

Fuglen i skovenes trækronehvælv,
hvor lys er som lys i en brønd,
fløjted en kort melodi for sig selv,
som forkyndte, at verden var grøn.

Fisken i havet med skæl-panser på
og haren i kornmarkens skjul
nynned, at den var naturligvis blå
og selvfølgelig simpelthen gul.

Menneskene gik under skyer af gråt
I rugende selvmordshumør.
De svarede blot, at de vidste det godt:
Verden var uden kulør.

Men højt gennem himlens dugdråbede rum
slog regnbuen blændende bro.
Og verden stod spejlet i hvert af dens bånd.
Og regnbuen – regnbuen lo.

og igen Piet Hein:

Ordet
Først var de navnløst virkelige ting.
Så skabtes ordet til at ordne kaos.
Et greb på tingen! Men en tryllering
som snart drog verden nær, snart holdt den fra os.

Og ordet blev en verden for sig selv
der skød sig ind imellem os og tingen.

Og vi var fanget i dets himmelhvælv.

Og uden ordets verden var der ingen.

Men du skal bo på denne nøgne jord
og ta det liv igen som blev mig nægtet.
Og du skal æde anden ånd end ord
og eje andet lys end intellektet.

Din kamp skal gøre livet livet værd.
Din ånd er ild. Den ulmer. Lad den brænde.
Der er eet liv. Det leves nu og her.
Der er een virkelighed.
Det er denne.

Mystikere

Den sidste vinkel på problemstillingen Hjerne, Sprog og Virkelighed som jeg gerne vil kort forbi er begrebet “mystik”. Ordet kommer af græsk, hvor det betyder “indviet”. Normalt er ordet et naturvidenskabsfolk rynker på næsen af, men i denne sammenhæng er det interessant, da det betegner en anden måde at stræbe efter forståelse og indsigt end den sproglige. Hos wikipidia læser man:
“mystik er en religiøs praksis hvor aktøren stræber efter at opnå en særlig mental forbindelse til den transcendente og mere ægte/bedre verden (Unio Mystica). Aktøren oplever at skellet mellem selvet og omgivelserne forsvinder, og at det smelter sammen med det oplevede. Inden for forskellige religioner kan den mystiske oplevelse have forskellige betegnelser; fx åndelig bevidsthed, kommunion med eller kontakt til det guddommelige, åndelige sandhed eller gud. Kontakten kan beskrives gennem forskellige termer som intuition, indsigt eller direkte åbenbaring.

Forestillingerne, om hvad mystikeren oplever, varierer alt efter religiøs tradition, og inkluderer fx troen på eksistensen af en reel virkelighed adskilt fra vores egen, men som ikke kan sanses på normal vis, eller at den menneskelige forstand er i stand til at opfatte denne verden på en måde der ikke kan beskrives intellektuelt eller logisk. Et almindeligt tema inden for mystiske traditioner er at hele verden er en sammenhængende enhed, og formålet med den mystiske praksis er at opleve denne enhed som reel. De vigtigste teknikker for at opnå oplevelsen er meditation og kontemplation.”

Hjemme har jeg en interessant bog: The Cloud of Unknowing (Middle English: The Cloude of Unknowyng), som er et anonymt værk skrevet af en kristen mystiker i 1300-tallet. Han skriver:

“For He can well be loved, but he cannot be thought. By love he can be grasped and held, but by thought, neither grasped nor held. And therefore, though it may be good at times to think specifically of the kindness and excellence of God, and though this may be a light and a part of contemplation, all the same, in the work of contemplation itself, it must be cast down and covered with a cloud of forgetting. And you must step above it stoutly but deftly, with a devout and delightful stirring of love, and struggle to pierce that darkness above you; and beat on that thick cloud of unknowing with a sharp dart of longing love, and do not give up, whatever happens.”
– og
“When we intend to pray for goodness, let all our thought and desire be contained in the one small word “God.” Nothing else and no other words are needed, for God is the epitome of all goodness. Immerse yourself in the spiritual reality it speaks of yet without precise ideas of God’s works whether small or great, spiritual or material. Do not consider any particular virtue which God may teach you through grace, whether it is humility, charity, patience, abstinence, hope, faith, moderation, chastity, or evangelical poverty. For to a contemplative they are, in a sense, all the same. Let this little word represent to you God in all his fullness and nothing less than the fullness of God.”

Lignende tanker finder man i østens filosofi, f.eks.:

Speech and Silence: “Speech is blasphemy, silence a lie. Above speech and silence there is a way out.”

I-tuan (義端) one of Nan-ch’uan’s great disciples (The Golden Age of Zen 250, 322 n.13)

Inexpressible: What is inexpressible is inexhaustible in its use.”
A Chinese Zen master (The Golden Age of Zen 253, 322 n.19)

Jeg har læst Harald Bloom citere Nietzsche for dette lignende udsagn: “Det, som vi kan finde ord for, er allerede dødt i vore hjerter. Der er altid en form for foragt i det at tale.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg fuldt forstår disse tanker, men jeg fornemmer, at de “har fat i noget”. Vores “hjerners” stræben efter virkelighed er ikke kun sproglig – der er mere at hente.

For at slutte, hvor jeg begyndte: jeg mener der er interessante forhold mellem sprog, virkelighed og vores hjerner. Vi ved idag, at der er specifikke sprogcentre i hjernen (Brocas og Wernickes  talecentre) som styrer vores evne til at udtale og forstå sprog. Vores udforskning af verden tvinger os konstant til at udvide og forfine sproget, så vi kan formidle vore erfaringer til hinanden på entydig måde. Endelig er det vigtigt at huske, at vores tilgang til “virkelighed” ikke er ren sproglig. Der er andre indsigter at hente.

Er GMO en god ide?

Da jeg for nylig skrev om HPV-vaccinen i et forsøg på at få lidt flere nuancer og lidt mere fakta ind i debatten, havde jeg ikke regnet med den voldsomme diskussion, det medførte på Facebook. Hvis der er et andet emne, der kan bringe følelserne frem i folk, så er det åbenbart diskussionen om genmodificerede organismer (GMO). Jeg blev for nylig opfordret til at deltage i en debat om dette emne på Facebook, og det var en voldsom oplevelse… Ikke desto mindre er det et emne, der i mine øjne er så vigtigt, at jeg vover pelsen atter engang. Hvad er den videnskabelige konsensus egentlig, når det kommer til GMO? Bør vi forbyde brugen af GMO? Er det sundhedsskadeligt? Eller er frygten baseret på uvidenhed?

Det er måske på sin plads hurtigt at definere GMO: Det er enhver organisme, hvor man har brugt genteknologi til målrettet at modificere organismens DNA. Det kan være, at man har taget et gen fra én organisme og indsat i en anden, eller at man har lavet ændringer direkte i organismens eget DNA. Det er en langsommelig og kostbar proces, og det er bestemt ikke ligetil at få en ønsket egenskab udtrykt i en specifik art. Hvis det endelig lykkes, er det (heldigvis) heller ikke ukompliceret at få den sikkerhedsgodkendt og frigjort til dyrkning. Målet for forskerne kan for eksempel være at skabe varianter, der bedre kan overleve tørke eller hedebølger, som er mere næringsrige, eller som kan gøre dem resistente overfor bestemte skadelige organismer.

Det er også relevant at forklare (meget kort og forsimplet), hvordan man i dag prøver at fremavle varianter med nye egenskaber uden brug af genteknologi. Du skal have to varianter af den art, du arbejder med – en allerede anvendt god variant, og en ny variant med den ønskede egenskab. Man skal så krydse de to, hvilket giver f.eks. frø med en blanding af DNA fra de to forældre. Frøene skal sås ud og vokse op, og nogle af de nye planter vil have den ønskede egenskab og nogle (men ikke alle) de gode ting fra den allerede anvendte variant. Dem kan man så arbejde videre med ved f.eks. at krydse dem tilbage med den oprindelige anvendte variant, således at man arbejder sig hen imod en ny variant, der har den nye egenskab og de fleste gode ting fra den allerede anvendte variant. Dette er meget langsommeligt, arbejdstungt og kompliceret, og man er ikke garanteret, at det virker.

Det interessant spørgsmål til dig, kære læser, er: Hvor kommer varianten med den nye egenskab fra? Tænk lidt over det…

I princippet kan man godt forestille sig, at man finder en naturligt forekommende variant derude et sted, som har en eller anden ønsket egenskab. Det er dog meget usandsynligt. I stedet bruger man andre metoder, hvor man udsætter eksempelvis frø for stråling eller kemikalier, der laver tilfældige, talrige og ofte store ændringer i cellens DNA – det kan være enkelte mutationer eller store stykker, der ødelægges. Disse frø kan man så plante ud og se, hvad der sker. Således opbygger man store frøbanker, og hvis man er heldig, får man en variant med en interessant egenskab.

Den målrettede procedure, hvor man specifikt ændrer et eller flere gener, kaldes GMO og er generelt ikke velanset. Den mere tilfældige procedure, hvor man ikke ved hvilke og hvor mange ændringer der er i organismens DNA, er ikke GMO og derfor accepteret. Under alle omstændigheder er det et faktum, at vi mennesker har grebet – og stadig griber – voldsomt ind i naturens gang, når det kommer til eksempelvis de afgrøder, vi alle tager for givet. Er det et problem? Ikke i sig selv. Er det problemfrit? Ikke nødvendigvis.

Disclaimer

Baseret på mine erfaringer fra HPV-debatten er det nok nødvendigt at pointere et par ting til at begynde med – og så kan jeg jo kun håbe på, at folk tror mig: Jeg er ikke betalt af Monsanto eller andre GMO-virksomheder. Jeg har faktisk aldrig arbejdet med GMO som sådan (om end en del af det data, jeg har set i tidens løb, naturligvis kommer fra genmodificerede organismer). Jeg har ingen interesser i GMO, men jeg brænder for, at vi baserer vores valg på den bedste forhåndenværende viden. Uenighed er fint, men lad det ske på et fagligt fundament. Jeg køber selv i vid udstrækning økologiske varer – om end ikke eksklusivt – og jeg ser helt oplagte fordele i f.eks. at minimere brugen af pesticider og forbedre dyrevelfærden. Jeg har dog også nogle problemer med den nuværende definition af økologisk landbrug såsom brugen af homøopatisk “medicin” og modstanden imod netop GMO.

Min egen holdning er klar: GMO som teknologi kan bruges både godt og skidt, og at gå ind for et generelt forbud er helt forfejlet og vidner i udstrakt grad om manglende faktuel viden og en ubegrundet teknologiforskrækkelse. Det betyder ikke, at vi skal tillade alt, eller at der ingen problemer kan være. Netop fordi GMO er et ret kompliceret emner, er dette indlæg på ingen måde fyldestgørende, men jeg vil forsøge at indsætte relevante links, så man kan læse videre selv.

Anti-GMO som bevægelse

Hvis man har fulgt debatten i noget tid, er det ret tydeligt, at der er en del lighedspunkter med andre grupperinger, der går imod den videnskabelige konsensus – uanset om det er vaccinationer, klimaforandringer eller GMO. I den nævnte Facebook-debat om GMO var der en blanding af meget omfattende konspirationsteorier, der involverer eksperterne på området (forskere, læger, politikere, virksomheder osv.), og en markant mistillid til (eller manglende viden om) den videnskabelige litteratur. Dette blev suppleret med en stærk tillid til selvudråbte “eksperter”, mavefornemmelser og i udpræget grad den naturalistiske fejlslutning. Det var også interessant at se, at de få, der forsvarede GMO, meget hurtigt blev angrebet på deres motiver – hvem var de betalt af? Der var dog også flere, der luftede reelle bekymringer og spørgsmål, som fortjener svar. Følgende er en opsummering af de mest gængse argumenter:

  • Det er “unaturligt”.
  • Det er sundhedsskadeligt.
  • Man bør mærke varer, der indeholder GMO.
  • Manglende kontrol og tillid.
  • Det fører til større forbrug af pesticider.
  • Det skader naturen og skaber monokulturer.
  • Man risikerer at skabe farlige superplanter.
  • Bønderne skal købe deres korn etc. hver sæson.
  • Man har aldrig udviklet en GMO, der er gavnlig.
  • Monsanto er onde.
  • Alle, der udtaler sig positivt, er betalt af industrien.

Naturlighedsargumentet

Som udgangspunkt er dette en logisk fejlslutning – at noget er naturligt, gør det ikke godt. Bare tænk på alle de ting i naturen, der kan slå dig ihjel eller gøre dig alvorligt syg. Men det er da rigtigt, at vi med GMO påvirker naturen og forsøger at fremavle egenskaber, vi gerne vil have. Det har vi dog gjort i årtusinder til stor glæde for os alle, og vores “unaturlige” fremgangsmåde har været med til at fremavle sorter, der er langt mere velsmagende og næringsrige end de naturlige varianter.

Det er sundhedsskadeligt

Nej, GMO er med alt overvejende sandsynlighed ikke en helbredsrisiko. Den videnskabelige konsensus på området er meget stærk og støtter klart op om sikkerheden ved GMO – og det gælder for en lang række af de store nationale og internationale videnskabelige organisationer. Når der er så stærk konsensus blandt eksperterne, er der normalt god grund til at antage, at det nok passer. De få studier, der sår tvivl om sikkerheden ved GMO, kommer – ligesom man ser det med f.eks. vacciner – fra enkelte grupper, der har gjort det til deres levevej. Flere af disse studier er nu under kraftig mistanke for manipulation og dårlig videnskabelig praksis, og nogle af de mest udbredte artikler – f.eks. om GMO-majs der giver rotter cancer – er blevet trukket tilbage på grund af seriøse problemer med deres forskning. På trods af den overvældende opbakning fra videnskaben (88% af “American Association for the Advancement of Science”-medlemmer), så er det kun 37% af voksne amerikanere, der tror, det er sikkert at spise GMO. Det er den største forskel mellem fagfolk og den almene borger blandt alle de undersøgte emner – selv klimaforandringer og evolution skaber mindre splid.

Det fører til større forbrug af pesticider.

Dette er ikke så sort/hvidt, som det ofte præsenteres. GMO kan bruges til at forhindre (eller minimere) brugen af pesticider, men også til at fremme brugen af bestemte pesticider fremfor andre. For eksempel opdagede man, at bakterien Bacillus thuringiensis producerer et stof, der fungerer som insektgift. Ved at indsætte dette gen i f.eks. majs, har man produceret såkaldte “Bt-varianter”, der ikke behøver at blive sprøjtet i samme grad imod insekter. Det burde alle da være glade for.

Så er der den anden og mere sprængfarlige variant: Monsantos “Roundup Ready”-varianter. Her har man udviklet planter, der er resistente overfor Roundup, således at bønderne kan sprøjte imod ukrudt uden at skade deres afgrøder. En konsekvens er i flere tilfælde, at der bliver sprøjtet med mere Roundup end ellers, da det er en effektiv behandling. Det vil altså føre til et større forbrug af en bestemt pesticid. Spørgsmålet er så, om det er værre eller bedre end alternativet. Det afhænger af flere faktorer: Er Roundup mere eller mindre skadelig end andre pesticider? Selv om man selvfølgelig skal undgå direkte kontakt med Roundup som med alle andre sprøjtegifte, så forsvinder Roundup relativt hurtigt fra både jord og vand, ligesom det tyder på at være en relativt sikker pesticid – men sikkerheden er ikke 100%, og der er stadig ubesvarede spørgsmål. Et andet alternativ er at bearbejde jordbunden for at begrænse ukrudtsvækst, men også det har en række negative konsekvenser såsom udtørring og øget udvaskning af kvælstof. Med andre ord er det ikke så simpelt, som det ofte præsenteres, og man er nødt til at se på de samlede effekter.

Det skader naturen og skaber monokulturer.

Mange frygter, at brugen af GMO på en eller anden måde skader miljøet, på trods af, at GMO ofte har fokus på netop at skabe planter, der kan klare klimaforandringer og belaster miljøet mindre. Igen må man derfor kigge på data for at vurdere, hvad konsekvensen har været over tid. Et stort studie, der undersøgte konsekvenserne af GMO over en 15-årig periode, havde nogle meget vigtige konklusioner: Brugen af GMO har medført et fald i brugen af pesticider på 474 millioner kg (8.9%), hvilket er ret markant og burde blive mere alment kendt. Derudover har brugen af GMO medført et fald i udledningen af drivhusgasser svarende til at fjerne 10.2 millioner biler fra vejene. Overordnet set har brugen af GMO været positivt for miljøet. Spørgsmålet om monokulturer hænger mere sammen med den måde, landbruget drives på i dag, end det har noget med GMO at gøre.

Man risikerer at skabe farlige superplanter.

Denne frygt er på overfladen forståelig, men som altid er djævlen i detaljen. For det første er det vigtigt at se på, at der aldrig har været eksempler på GMO-planter, der har produceret et eller andet nyt, farligt stof – og der er heller ingen grund til, at GMO skulle gøre det, eller at det skulle ske hyppigere end ved traditionel forædling som skitseret i starten. Tværtimod er GMO netop en mere målrettet proces, så den traditionelle metode er “farligere”.

Men der er et andet potentielt problem ved f.eks. de Roundup Ready-varianter, jeg skrev om ovenfor – nemlig at forøget brug af Roundup kan være med til at fremelske ukrudt, det ligeledes er resistente imod Roundup. Vi kan se, at det netop er sket, hvilket er en direkte konsekvens af, hvor populære Roundup Ready-planter har været. Forskere har pointeret, at det delvist skyldes dårlig praksis, idet man bør rotere afgrøder for at skifte imellem forskellige pesticider (hvilket vil minimere risikoen for udviklingen af resistens), men Monsanto har ikke villigt indrømmet deres del af ansvaret, om end de har opdateret deres retningslinier for korrekt brug. Dette er dog ikke kun et GMO-problem, da det ikke skyldes spredning af gener men er en konsekvens af langvarig brug af en bestemt pesticid, og man har også talrige eksempler på planter, der er resistente imod f.eks. atrazin, uden at der har været GMO indblandet.

Bønderne skal købe deres korn etc. hver sæson.

Dette er sandt – men det er allerede tilfældet med ikke-GMO afgrøder. Bønderne køber f.eks. såsæd fra store virksomheder. Det er muligt at gemme korn efter høsten og bruge det næste sæson, men kvaliteten er ikke lige så god, og derfor kan det ikke betale sig. Man kan selvfølgelig diskutere, om man kan lide denne model eller ej, men det har intet med GMO at gøre.

Der findes ikke en gavnlig GMO

Det er oplagt ikke rigtigt. Til gengæld er det rigtigt, at anti-GMO bevægelsen ofte har haft succes med at forhindre eller forsinke disse projekter, hvilket har målbare konsekvenser i form af dødsfald og mangelsygdomme, man kunne have forhindret. Nogle eksempler på “biofortified” fødevarer, der er blevet udviklet i tidens løb er:

  • Golden rice: En risvariant der producerer beta-karoten, som kan omdannes til A-vitamin. Mangel på A-vitamin leder årligt til, at mellem 250,000 og 500,000 underernærede børn bliver blinde, og omtrent halvdelen af disse børn dør indenfor det efterfølgende år.
  • Golden banana: En variation over samme tema er en banan, der overproducerer beta-karoten. Menneskeforsøg, der skal vise om den dannede beta-karoten er tilgængelig, blev forsøgt stoppet af anti-GMO bevægelsen. De mener, at man ikke har eftervist, at det er sikkert for mennesker (om end det er i modstrid med videnskaben jvf. ovenfor), men vil samtidig ikke have der forsøg, der kunne vise sikkerheden.
  • Cassava: Cassava er en vigtig afgrøde i Afrika, men det lave vitaminindhold leder til fejlernæring. Forskere har derfor udviklet en variant, der producerer mere B6-vitamin, hvilket kan være med til at forhindre nogle af de alvorlige følger.
  • Perlehirse: Indiske forskere har udviklet en variant af perlehirse, der har et højere indhold af jern og zink. Den bliver dyrket i forsøg nu, og rapporterne er positive.

Mulighederne er til stede, men viljen mangler.

Man bør mærke varer med GMO

Det mener jeg egentlig ikke, fordi der ikke er nogen grund til det. GMO er ikke sundhedsskadeligt, så hvad skulle pointen med det være? Det ville kun skabe en endnu større unødig frygt i befolkningen, da det ville signalere, at der var et eller andet potentielt farligt ved GMO – for hvorfor dog ellers mærke dem? Derudover er der alle de praktiske problemer i forslaget, for hvad skal mærkes? 100% GMO? 1% GMO? Og hvorfor skulle dette DNA være farligere end andet DNA? Grundlæggende mangler jeg et argument for, hvorfor en mærkningsordning skulle være relevant.

Manglende kontrol og tillid.

Der er tydeligvis et stort skel imellem fagfolk og den almene befolkning, når det kommer til GMO, og det har medført en stor skepsis til GMO. Det er en skam, da der ikke er nogle videnskabelige argumenter imod brugen af GMO. Hvordan denne manglende tillid kan genopbygges, har jeg ikke et nemt svar på. Forhåbentlig kan et øget fokus på fakta i stedet for følelser i debatten være et skridt på vejen. I forvejen er der skrappe krav til forsøg af GMO for at teste indholdet af f.eks. de vitaminer, man ønsker at tilføje, og for at sikre sikkerheden, inden de kan godkendes til dyrkning. Denne kontrol skal man selvsagt bevare, og jo mere åbenhed der er omkring forskningen og resultaterne, jo bedre er det for alle.

Monsanto er onde.

Jeg skal ikke forsvare Monsanto eller andre store virksomheder – de har som mål at tjene penge, og derfor vil nogle af dem forfalde til ufine metoder eller træffe tvivlsomme valg for at øge profitten. Den slags skal der selvsagt være kontrol med, og enhver virksomhed, der bryder loven, skal straffes. Når det er sagt, er det dog nødvendigt at forholde sig til fakta – også hvis man ikke kan lide dem, der bliver angrebet. For kan det nu passe, at Monsanto konsekvent opfører sig ulovligt og uetisk på en måde, der får SPECTRE til at blegne? Efter at have undersøgt sagen lidt mere, er det min opfattelse, at Monsanto ikke er værre end så mange andre virksomheder, men at de til gengæld er udsat for konstante og misvisende angreb fra ideologiske modstandere. Her er et par af de anklager, man ofte hører:

  • Terminator gene: Monsanto kritiseres ofte for at udvikle planter, der vokser i en enkelt periode, men hvor næste generation er sterile. Dette er ikke sandt – de har købt et firma, der har denne teknologi, men det har aldrig og bliver aldrig anvendt.
  • Monsanto sagsøger folk, hvis GMO-pollen blæser ind på deres marker: Dette er ikke sandt, om end florerer masser af historier om det. Faktum er, at Monsanto er meget udfarende, når det kommer til at forsvare deres patenter, og de sagsøger bønder, der bevidst planter deres GMO-såsæd uden at betale licens – det kan f.eks. være bønder, der gemmer frø fra høsten for at plante dem i næste sæson, hvilket er et brud på kontrakten med Monsanto. Men Monsanto har aldrig sagsøgt nogen for at have planter voksende, der kommer fra vindblæst GMO-pollen. Tværtimod har de tilbudt at fjerne disse uønskede GMO-planter, og kun sagsøgt folk, hvis de udnytter disse planter ved at gemme frø og så dem senere. Det er en ret væsentlig forskel. Man kan synes som patentsystemet eller ej, men det har intet med GMO at gøre.
  • Monsanto har ført til selvmord blandt indiske bønder: Flere aktivister hævder, at antallet af selvmord blandt bønder steg voldsomt, efter Monsanto kom ind på det indiske marked med deres Bt-bomuld, da det har medført økonomisk ruin. Historien bliver gentaget ofte, og den burde jo være nem at be-eller afkræfte. Selvmord blandt indiske bønder er et trist problem, men det har intet med Monsanto at gøre.

Monsanto er ganske givet ikke en samling englebørn – det er en stor virksomhed, der vil tjene penge – men lad os holde kritikken til det, der rent faktisk foregår.

Alle, der udtaler sig positivt, er betalt af industrien

Det er forkert. Ganske simpelt. At forfalde til dette angreb er at fjerne fokus fra substansen, så man slipper for at forholde sig til data.

Konklusion

GMO er et kompliceret emne, der har det med at skabe en umiddelbar og voldsom reaktion fra de fleste mennesker. Men netop fordi det er kompliceret, er det på sin plads at lytte til dem, der kender emnet – forskerne. Her er konsensus klar: GMO er ikke en sundhedsrisiko, og der er mange gode eksempler på, hvordan teknologien kan bruges positivt. Desværre er der en generel modvilje i befolkningen, der står i skarp kontrast til fagfolkenes. Forhåbentlig kan en åben og ærlig debat være med til at flytte på det.

Den store HPV-debat

Den 19. januar delte jeg et link til denne artikel på Facebook sammen med følgende tekst:

Dette er desværre et glimrende eksempel på, hvad folks manglende kritiske sans kan føre til. Skal vi lytte til eksperterne, der har lavet store kohortestudier af vaccinen, eller til en eller anden mor til en teenagepige, der bestemt tror, at der er en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og datterens svimmelhed?

Her er tale om en grundigt undersøgt vaccine, der ikke giver nogle alvorlige bivirkninger, men som til gengæld beskytter imod bl.a. livmoderhalskræft.

Én gang til: En vaccine imod kræft. Kræft!

Og så vælger forældrene aktivt vaccinen fra … Jeg fatter det ikke. Det er kun et spørgsmål om tid, før en ung kvinde udvikler cancer, fordi forældrene havde læst en skide artikel i MetroExpress eller hørt Liselott Blixt udtale sig om sagen.

Som jeg har for vane, gjorde jeg opslaget offentligt. Det har til dags dato (den 26. januar) medført et hav af kommentarer (langt de fleste fra folk jeg ikke kender, og jeg har slet ikke formået at læse endsige svare på dem alle) og næsten 900 “likes”, ligesom min tekst er delt af mere end 130 mennesker. Det havde jeg ikke forudset.

Når effekten af en sølle statusopdatering fra lille mig er så voldsom, viser det meget tydeligt, at HPV-vaccinen (og vaccinationer generelt) deler vandene, og der kommer nogle meget følelsesladede kommentarer i debatten. Med udgangspunkt i debatten og de mange kommentarer vil jeg gerne nuancere mit indlæg og besvare nogle af de mest hyppige kritikpunkter. Jeg har forsøgt at inddele dem i kritik af mig personligt og mine motiver, mere overordnede kommentarer til diskussionen, og endelig kritik af selve vaccinen.

Inden da vil jeg gerne slå et par ting fast: Ethvert virksomt medicinsk indgreb indebærer også risikoen for bivirkninger – nogle gange trivielle og andre gange alvorlige, nogle gange hyppige og andre gange sjældne. Faktum er dog, at hvis du foretager dig noget, der har en indvirkning på kroppens fysiologi, så vil der også være en risiko for, at du påvirker kroppen negativt. Al medicin er i den forstand en afvejning af fordele og risici. Ved alvorlige lidelser er man ofte villig til at løbe en større risiko, men i sidste ende er det en vurderingssag.

Vaccinationer generelt udmærker sig ved at have en lav risiko og en høj virkning. Nogle vacciner er bedre end andre, og nogle har højere frekvens af bivirkninger end andre, men generelt er det en af de mest sikre og effektive medicinske landvindinger, menneskeheden har gjort. Jeg vil derfor ikke sige, at der ikke forekommer bivirkninger ved vaccinationer, for det gør der. Jeg gentager: Man risikerer bivirkninger, når man lader sig vaccinere. Det springende punkt er dog, hvor alvorlige disse bivirkninger er, hvor hyppige de er, hvor effektiv vaccinen er, og hvad den beskytter imod. Alt dette er helt afgørende for at forstå diskussionen om vacciner generelt og HPV-vaccinen i særdeleshed.

Om mig og min person
Nogle af kritikpunkterne i debatten omhandler ikke HPV-vaccinen overhovedet men drejer sig i stedet om mig, min opdatering og mine motiver.

Min tekst er polemisk, debatskabende, polariserende og sexistisk
Noget af kritikken går på selve min opdatering. Jeg står ved det skrevne, men jeg indrømmer gerne, at det var et polemisk indlæg, der helt oplagt ikke tager alle nuancer med. Jeg havde ikke forventet den voldsomme interesse – så havde jeg måske givet lidt flere informationer. Omvendt havde et langt, tørt indlæg næppe medført den samme interesse. En af dem, der kritiserer mine toner, skriver også, at mit indlæg netop lagde op til en meget nødvendig debat, så det er en balancegang. Dette blogindlæg er så mit forsøg på at komme med lidt flere fakta for at bakke mine synspunkter op. En enkelt fandt mit indlæg sexistisk, fordi jeg spydigt skriver, at folk hellere lytter til “en eller anden mor til en teenagepige” end til eksperterne. Jeg beklager, hvis det er blevet opfattet sexistisk, for det var bestemt ikke hensigten. Jeg kunne også have skrevet far eller – måske endnu bedre – forælder, men min oplevelse er, at det primært er mødre, der har fyldt i debatten. Jeg har ikke lavet statistik på det, så jeg kan tage fejl. Så, ja, jeg skrev polemisk og polariserende, men det er nogle gange nødvendigt for at tage hul på en nødvendig debat.

“Ingen livmoder, ingen holdning”
Apropos anklagen om sexisme ovenfor fik jeg også denne kommentar. Det er oplagt meningsløst – min fysiologi har ingen indvirkning på min viden om emnet, som mand kan jeg også smittes af HPV og udvikle cancer (om end ikke i livmoderhalsen), og så har jeg både en kone, to søstre, en mor, en datter og mange kvindelige venner. Selvfølgelig har jeg ret til at blande mig i debatten uanset køn.

Hvorfor promoverer jeg vaccinen?
Nogle enkelte forsøgte at så tvivl om mine hensigter ved at antyde, at jeg havde en eller anden interesse i at promovere vaccinen. Udover en almen interesse i videnskab og kritisk tænkning (for ikke at nævne en interesse i at mine medmennesker ikke udvikler cancer) kan jeg berolige med, at jeg ikke er på lønningslisten hos firmaet bag Gardasil (eller er det bare det, jeg vil have jer til at tro?!?).

Om debatten
Der er to mere overordnede kommentarer, der blev fremsat flere gange. Begge er i mine øjne relevante og fortjener at blive taget alvorligt og besvaret ordentligt.

Man skal lytte til kritikken
Jeg er som udgangspunkt helt enig i dette synspunkt. Som sagt indebærer al medicin risikoen for bivirkninger, så det er derfor bydende nødvendigt, at forskere og læger lytter til patienternes oplevelser og tager rapporter om mulige bivirkninger alvorligt. Man er jo nødt til at undersøge, om der er en årsagssammenhæng imellem indgrebet og bivirkningerne – ellers kan man jo ikke træffe de korrekte foranstaltninger. Når det kommer til HPV-vaccinen er det vigtigt at understrege, at det jo netop er det, der er sket: Der kom rapporter om bivirkninger, de blev undersøgt af forskerne, og konklusionen var, at der ikke var en sammenhæng imellem alvorlige bivirkninger og HPV-vaccinen, og at man kun så de alment kendte bivirkninger (f.eks. ømhed, kløe og træthed umiddelbart efter injektionen). Dette resultat er blevet gentaget flere gange, senest i en analyse fra 2015 der konkluderer:

The recombinant human papillomavirus types 6, 11, 16 and 18 vaccine was safe and well tolerated. The main adverse effects related to vaccination were pain, erythema, edema and fever. The low frequency of severe adverse effects encourages the administration of the vaccine in the population at risk.

Et tilsvarende resultatet så man i den meget omtalte rapport fra EMA (European Medicines Agency), der ligeledes konkluderer:

Taking into account the totality of the available information the PRAC concluded that the evidence does not support that HPV vaccines (Cervarix, Gardasil, Gardasil 9, Silgard) cause CRPS or POTS. The benefits of HPV vaccines continue to outweigh their risks.

Men som gode videnskabsfolk anbefaler de, at man fortsat holder øje med rapporterne og følger udviklingen. Konklusionen er, at man har lyttet til kritikken, men at data viser, at vaccinen er sikker. Man kan selvfølgelig vælge at ignorere fagkundskaben og den videnskabelige metode for i stedet at sætte sin lid til anekdoter, men det valg har konsekvenser.

Forældre vil jo bare gøre det bedste for deres børn
Jeg er fuldstændig enig. Jeg er da overbevist om, at de forældre, der fravælger vaccinen til deres børn, netop tror at de beskytter deres børn. Jeg kunne aldrig finde på at hævde andet. Netop derfor er det bare så vigtigt at udbrede fakta, så forældrene kan træffe deres valg på et oplyst grundlag. Det er normalt at være bekymret, når man udsætter sit barn for et indgreb, man selv aktivt har valgt, men man er nødt til at veje fordele og ulemper. Netop i spørgsmålet om vacciner er svaret indlysende: Du beskytter ikke bare dit eget barn men andres børn med et minimum af risiko. Det burde være et nemt valg. Derfor bliver jeg virkelig frustreret, når løgne og myter afskrækker forældre fra at beskytte deres børn imod meget alvorlige sygdomme.

Om HPV-vaccinen (og lidt om vaccinationer generelt)
Endelig er der alle myterne omkring vacciner generelt og HPV-vaccinen i særdeleshed. Her prøver jeg at svare på nogle af de mest hyppige, men jeg vil også henvise til sidste års gæsteindlæg om emnet her på bloggen.

Det er unaturligt
Nogle debattører ville ikke lade deres børn vaccinere, fordi det er unaturligt. Det er jo et synspunkt – et ganske dumt synspunkt, men ikke desto mindre et synspunkt. Hele opdelingen i “naturlig” og “unaturlig” er tåbelig og bygger på en forfejlet ide om, at naturen er god og rar, imens alt det unaturlige er farligt. Det er ganske oplagt forkert: Vi lever gode, lange liv på grund af alle vores “unaturlige” opfindelser, og der findes ganske mange “naturlige” ting, der gerne slår os ihjel – herunder en del af de sygdomme, vi vaccinerer imod.

Kontrolgruppen fik ikke placebo
Det er blevet fremhævet flere steder, at en af de undersøgelser, der blev udført, ikke brugte en ren placebo i sammenligningen med HPV-vaccinen. I stedet injicerede de en blanding, der indeholdt den aluminiumsadjuvant, der findes i de fleste vaccinationer. Kritikken lyder, at man derfor ikke kan konkludere noget om HPV-vaccinens sikkerhed. Jeg vil dels påpege, at denne undersøgelse ikke står alene jævnfør de andre undersøgelser, der er linket til ovenfor, dels at denne adjuvant netop er til stede i næsten alle vacciner. Hvis HPV-vaccinen var særligt farlig, ville denne undersøgelse jo netop vise de specifikke problemer – men det gjorde den ikke. Jeg kan også lige nævne årsagen til, at man bruger aluminium i vacciner, da det ofte bliver nævnt som nervegift og alt muligt farligt af folk, der er ideologisk imod vacciner: Man tilsætter en adjuvant til vaccinen for at fremprovokere et stærkere immunrespons og derved få en bedre effekt af vaccinen. Det er såmænd den gode forklaring på det. Og, nej, det er ikke i en form eller mængde, der er farlig for kroppen.

HPV er ikke så slemt
Flere kritikere nævner, at HPV da slet ikke er så slemt endda, og at der jo findes andre måder at beskytte sig imod virus (afholdenhed, kondom) eller opdage cancer (celleskrab). For det første: HPV (Human Papillomavirus) er så sandelig en alvorlig sag. Denne familie af vira kan medføre kønsvorter, der kan være utroligt generende og kosmetisk skæmmende men som dog kan behandles. I værste fald kan HPV medføre cancer hos både mænd og kvinder. I 2012 opstod der over en halv million(!) nye tilfælde af livmoderhalskræft på grund af HPV, og med et dødstal på 266,000 er det en ganske alvorlig cancer, som det for nylig blev fremhævet endnu engang i Nature. Livmoderhalskræft er den fjerde hyppigste cancer hos kvinder, og den fjerde hyppigste årsag til cancerdødsfald. Så, jo, det er en virkelig alvorlig sag, og hvis vi effektiv og sikkert kan afhjælpe smitten, vil det have en stor og direkte effekt på antallet af cancertilfælde og dødsfald på verdensplan. I Danmark dør årligt omkring 100 kvinder af livmoderhalskræft som følge af HPV, og yderligere ca. 300 kvinder overlever deres cancer. Det er dog desværre vigtigt at understrege, at det er en ganske alvorlig sag også for de kvinder, der er så heldige at overleve. Kemoterapi er ikke en triviel behandling, og efter operation oplever mange kvinder desværre alvorlige gener som eksempelvis inkontinens, smerter og manglende sexlyst. Det er derfor en sygdom, hvor de alvorlige konsekvenser ikke kun skal aflæses i de høje dødstal.

Vaccinen virker alligevel ikke
Ingen vaccination er 100% effektiv (det er bl.a. derfor, at det er så vigtigt at få vaccinationstallet op, så vi beskytter hinanden), men HPV-vaccinen er faktisk en meget effektiv vaccine. Flere studier har vist dette, bl.a. en artikel fra 2012 der konkluderer, at de tilgængelige vacciner beskytter rigtig godt imod de vira, de er designet imod:

Both vaccines exhibited excellent safety and immunogenicity profiles. The vaccines also demonstrated remarkably high and similar efficacy against the vaccine-targeted types for a range of cervical endpoints from persistent infection to cervical intraepithelial neoplasia grade 3 (CIN3) in women naïve to the corresponding type at the time of vaccination. […] Taken together, the excellent clinical trial results strongly support the potential of the vaccines as high value public health interventions and justify their widespread implementation to prevent anogenital HPV infections and their associated neoplasia.

De første vacciner beskyttede imod 2 HPV-varianter, der er skyld i de fleste af disse cancertyper – herunder ca. 70% af livmoderhalskræft men også flere andre cancertyper, ligesom de beskytter imod omkring 90% af kønsvorter. Det er ret imponerende, og i dag er der vacciner, der beskytter imod endnu flere HPV-varianter.

Der er rigtig mange rapporter om bivirkninger
Det er sandt – de danske medier har f.eks. været fulde af historier om unge piger, der lider voldsomt, og hvor skylden oftest placeres hos HPV-vaccinen. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke betvivler, at disse piger lider, men data peger på, at årsagen skal findes et andet sted end hos HPV-vaccinen. Som nævnt ovenfor har forskerne taget bekymringen alvorligt og undersøgt sagen, og konklusionen har som sagt hver gang været, at der ikke er en sammenhæng. Men hvordan kan det dog være? Der er flere ting, man er nødt til at have i baghovedet, før man hopper med på vognen: For det første: Er der flere tilfælde af disse lidelser i gruppen af vaccinerede end i den almene befolkning? Hvis ikke det er tilfældet, så kan det jo ikke være HPV-vaccinene, der er skyld i lidelserne. For det andet: Er det overhovedet de samme ting, disse piger lider af? Mange af symptomerne er vage og generelle og kan derfor skyldes mange forskellige ting. Hvis ikke det er den samme lidelse, er der jo ikke noget at lede efter. For det tredje: Skyldes de mange rapporter om bivirkninger, at der er stort fokus i medierne? Det er velkendt, at der er en vis “medløbereffekt”, hvor man pludselig bemærker noget, fordi man læser om det – det kan være rigtigt, men det kan også være en selvforstærkende effekt. For det fjerde: Korrelation betyder ikke nødvendigvis kausalitet. Blot fordi man bemærker symptomerne dagen efter vaccinationen, betyder det ikke, at vaccinationen forårsagede symptomerne – det er derfor, man systematisk indsamler rapporter og analyserer dem objektivt. Det kan være svært at acceptere for mange, da vi som mennesker godt kan lide at finde årsagssammenhænge, men det leder ganske ofte til forkerte konklusioner, fordi vi vil have en årsag. Måske kommer disse symptomer i de tidlige teenageår, og derfor rammer det ofte sammen med vaccinen? Måske var de der tidligere, men man tænkte ikke over det indtil efter vaccinationen? Og så videre. Pointen er, at anekdoter kan virke stærkt overbevisende men ganske ofte er forkerte – det er derfor, vi har den videnskabelige metode, der går systematisk og objektivt til værks, og konklusionen har som nævnt været entydig: Der er ikke en sammenhæng.

Læger/forskere/medicinalindustrien dækker over noget …
Rigtig mange af debattørerne udtrykker en stærk uvilje imod medicinalindustrien, lægestanden og forskerne. De tilskriver dem en masse fordækte motiver og sår tvivl om forskningens validitet. Jeg vil starte med en personlig observation, som du kan bruge eller lade være: Jeg kender en del forskere i medicinalindustrien, og fælles for dem er, at de vil hjælpe syge mennesker med at blive raske. Virksomhederne er selvfølgelig også ude på at tjene penge (ligesom dem der laver kosttilskud eller homøopatiske piller), og jeg vil ikke påstå, at de alle er Guds bedste børn – der findes skrækhistorier hvor medicinalvirksomheder har misbrugt deres magt eller tilbageholdt information – men at afskrive alle eksperter og al forskning med en mistanke om en stor konspiration uden at have skyggen af bevis, er i mine øjne hysteriske konspirationsdrømme. Forestiller man sig, at medicinalvirksomhederne, universitetsforskere og offentligt ansatte alle lyver om vaccinen? Og med hvilket formål? At tjene nogle penge mens folk dør af cancer? Der har jeg dels lidt større tiltro til mine medmennesker, men i endnu højere grad tiltro til den videnskabelige metode. Ja, man skal være meget opmærksom på mulige interessekonflikter, og det er vigtigt, at disse bliver oplyst tydeligt. Så vidt jeg kan se, så er det tilfældet i HPV-forskningen. Det vidner dog om en misforstået opfattelse af forskningsverdenen, hvis man ikke vil have forskere, der modtager penge fra medicinalvirksomhederne (hvem skal så finansiere forskningen i disse emner? Så mange offentlige midler er der jo ikke), og heller ikke vil have forskerne til at fungere som rådgivere (jeg vil da foretrække, at eksperterne på området bliver spurgt). Som sagt skal finansieringen være åben, men i sig selv er det ikke et problem, og slet ikke når resultaterne fra forskellige grupper bliver lagt frem og kan sammenlignes.

Forskeren bag Gardasil advarer selv imod vaccinen.
Selv hvis dette var rigtigt, ville det være ligegyldigt, når samtlige studier viser, at HPV-vaccinen er sikker og effektiv. En enkelt forsker betyder ikke så meget som den samlede konsensus. Når det er sagt, så passer historien heller ikke: Forskeren har ikke undsagt HPV-vaccinen, men det stopper ikke skræmmekampagnerne fra at misbruge hendes ord.

Konklusion
Jeg blev overrasket over den voldsomme interesse for min opdatering om HPV-vaccinen, og jeg håber, at denne noget længere tekst har belyst emnet lidt mere fyldestgørende. Når jeg vælger så aktivt at gå imod kritikerne og anbefale HPV-vaccinen, skyldes det dels en respekt for videnskab og evidens, dels et ønske om, at vi kan forhindre nogle tilfælde af cancer og død. Her har vi et enestående medicinsk indgreb, der har lav risiko og høj effektivitet. Det er en succeshistorie, der fortjener at blive udbredt.

Tilføjet kort efter publicering:
Der er en interessant vinkel, der ofte overses (også af mig i ovenstående) – nemlig at det kun er piger, der får tilbudt HPV-vaccinen gratis i Danmark. HPV kan også medføre sygdomme i seksuelt aktive mænd – herunder både kønsvorter og cancer – så selvom risikoen er størst for kvinder, er der også en gavnlig effekt for mænd (specielt for bi- og homoseksuelle mænd). Det er endnu ikke en del af vaccinationsprogrammet i Danmark, men jeg ville anbefale det til drenge også.

Tilføjet den 15. februar: Link til selve opdateringen på Facebook, så man kan læse de mange kommentarer.