Kategoriarkiv: Fag

X-strålernes indtog i Danmark

Dette indlæg er i virkeligheden lidt af en reklame; en reklame for et gratis værktøj, der kan være kilde til mange timers historisk research.

Værktøjet hedder Mediestream og er et tilbud fra Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger. Her er man bl.a. i gang med at indscanne omkring 32 millioner avissider fra Statens Avissamling, og dem har man fuld adgang til, hvis man møder op på Det Kgl. Bibliotek i København eller Statsbiblioteket i Aarhus.

Det fantastiske er dog, at for de ældste aviser – det vil sige udgivet før 1. januar 1918 – har man fuld adgang hjemme fra sofaen. Og ikke nok med det, så er det muligt at lave tekstsøgning i avisernes indhold!

Jeg morer mig af og til med at finde “dagens avis” fra præcis 100 år siden for at se, hvad der skete på det tidspunkt. Ud over nyt fra Første Verdenskrig, der rasede lige udenfor landets grænser, finder man sjove tekster som denne annonce:

Nationaltidende, 20. januar 1917

 

Dette blogindlæg skal dog ikke omhandle 100 år gamle kontaktannoncer, men derimod de første danske erfaringer med røntgenstråling og radiumbehandling, som falder under mit fagområde som hospitalsfysiker.

Opdagelsen af røntgenstråler

Ved årskiftet 1895-96 publicerede Röntgen sine observationer af de nye “x-stråler”, som han kaldte det, vi i dag kender som røntgenstråler.

I januar 1896 var aviser over hele verden fyldt med rapporter om den fantastiske opdagelse. På få uger var opdagelsen allerede i regelmæssig brug på hospitaler, og til offentlige foredrag i København kunne tilhørere prøve at få røntgenfotograferet hænderne.

På Mediestream kan man ved selvsyn konstatere, at også de danske medier var i breaking news-mode.

Jyllands-Posten, 23. januar 1896

 

Efter nogle ugers skriverier finder vi den 1. februar 1896 nedenstående humoristiske artikel i Fredericia Dagblad: “X-Straalerne. Spøgefulde Betragtninger over den nyeste videnskabelige Opdagelse”:

“Kejser Wilhelm har skyndt sig med at dekorere Opdageren af disse gjennemtrængende og paatrængende X Straaler, men mon han nu ogsaa har tænkt sig de for Samfundsordenen skjæbnesvangre Konsekvenser, der kan flyde af denne mærkelige Opdagelse?

Ganske vist har adskillige af Æskulaps Sønner allerede paavist, hvorledes Opdagelsen kan benyttes, naar det gjælder om at faa Klarhed over, hvad der kan være i Vejen med de indvendige Dele af en skrøbelig Menneskekrop; en Blommesten, der har taget uberettiget Stade i Maven paa en eller anden Slughals, opdages øjeblikkelig ved X Straalernes Hjælp, og en Stoppenaal kan ikke mere, som man tidligere har set det, spasere omkring under Huden paa Folk i aarevis, efter paa en lumsk Maade at have listet sig derind paa et eller andet kjødfuldt Sted.

Lige saa lidt kan det nytte et nok saa lidet Projektil at ville forputte sig, f. Ex. i Tankekassens vildsomme Labyrinter; dets Tilstedeværelse skal nok blive konstateret, takket være Professor Røntgens X Straaler.

Føjer vi hertil, at Toldvæsenet paa en nem og behagelig Maade, uden at Vedkommende aner det, blot ved pr. X-Staalerne at tage et Øjebliks Fotografi af en mistænkelig Dame, kan opdage om hendes tilsyneladende altfor trivelige Korpus kun er et Skalkested for toldpligtige Varer, særlig Metalgjenstande, er vi vist foreløbig færdig med de lyse Sider af Sagen.

Tungt vejer det i Vægtskaalen, at Privatlivets Fred og Ufred, den før saa trygge Tilværelse inden fire Vægge paa den nemmeste Maade af Verden kan krænkes ved disse for Øjeblikket saa forgudede Straaler, der kan gaa gjennem Gulv og Vægge og afsløre baade det ene og andet, som man helst ønskede at beholde for sig selv. For Fremtiden bør det hedde, at Væggene har Øjne, og Familielivets Intimiteter er fra nu af ikke en Bønne værd. At Brevhemmeligheden ligeledes med største Lethed kan krænkes er næsten en afgjort Sag.

Det manglede bare, at man ogsaa skulle kunne fotografere Tankerne hos dem, der har nogle, men det kommer naturligvis senere. D’herrer Lommetyve, som hidtil har opereret under vanskelige Forhold, idet de aldrig kunde være sikre paa, om Deres Offers Portemonnæ var alle deres Anstrængelser værd, kan fotografisk undersøge Terrænet før de begynder Manipulationerne, og Indbrudstyvene behøver ikke at spilde Tiden med at brække eller dirke indholdsløse Kasser og Skuffer op, hvis de da ellers, som det anstaar sig fin-de-siècle Forbrydere, er med paa Videnskaben.”

De danske radiumstationer

Få uger senere, inden udgangen af februar måned, lykkedes det franskmanden Henri Becquerel at opdage radioaktivitet, naturlige mineraler opgravet fra jorden som udsendte en slags stråling, der på mange måder mindede om Röntgens stråler (der dog blev udsendt fra et elektrisk apparat).

I løbet af 1896 begynder forskellige læger at eksperimentere med at bestråle hudlidelser og endda kræftsvulster, og på den måde blev strålebehandlingen opfundet. Også i Danmark udføres de første forsøg i 1896, og vi er således med helt fremme på forskningsfronten.

I de følgende år bliver røntgenbehandling mere og mere udbredt, og da ægteparret Marie og Pierre Curie opdager det radioaktive grundstoffet radium, begynder man også strålebehandling med radioaktive kilder. I 1913 åbner den første radiumstation i København, og året efter følger andre byer efter.

Radiumstationen i Aarhus grundlægges altså i 1914, og det er faktisk præcis den samme afdeling, jeg arbejder på i dag, omend navnet i dag er Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Lad os igen vende tilbage til Mediestream og se på radiumbehandlingernes indførelse. Netop afdelingen i Aarhus er tilknyttet en sjov historie om stakkel Honnæus Mortensen, der ved et uheld kommer til at bortføre professor Fischers  taske med radium til en værdi, der i dag nok vil svare til omkring 600.000 kroner:

Jyllands-Posten, 26. oktober 1913

 

Radiumkomiteen, som nævnes i artiklen, er i øvrigt en forløber for det, der i 1928 bliver til Kræftens Bekæmpelse.

Forsvundet radium

Strålesikkerhed var i det hele taget en ikke-eksisterende disciplin på den tid, og aviserne melder om andre eksempler på mistede portioner radium. Tag for eksempel dette korte opslag:

Nationaltidende, 31. januar 1914

 

Det afsløres dog hurtigt, at den uskyldige annonce faktisk dækker over et alvorligt tilfælde af tabt radium:

Fyens Stiftstidende, 4. februar 1914

 

Et par uger går, og desværre må professor Ellinger indse, at radiummet er tabt for altid, hvorefter han selv må punge ud for tabet:

Middelfart Avis, 19. februar 1914

 

Tag endelig selv et kig i Mediestream.

Jeg har i det ovenstående søgt på ord som “x straaler“, “röntgen” og “radium“, men prøv gerne noget helt andet. Dog skal der lyde en advarsel: Man kan nemt blive grebet af det.

 

 

 

Penkowa og HPV-vaccinen

De fleste har jo nok bemærket, at Milena Penkowa i starten af februar skrev en række opdateringer på Facebook om HPV-vaccinen. Den første kom den 10. februar efterfulgt af endnu en dagen efter. Nu er Penkowa jo ikke en helt tilfældig person. Hvis man følger bare lidt med i dansk forskning – ja, hvis bare man følger med generelt – er man jo nok stødt på hendes navn før. Men blind høne finder også korn, som man siger, og bare fordi man har en fortid, betyder det jo ikke, at man tager fejl. Det er som altid argumenterne, der gælder, hvad enten man hedder Penkowa, Lindgreen eller Frisch.

Jeg bemærkede i hvert fald Penkowas skriverier, som jeg læste med interesse. Det virkede som de antivaccinationsskriverier, man har set talrige gange før, men med den forskel, at der var mange fagudtryk og henvisninger til den videnskabelige litteratur. Med hendes som læge og forsker – blakket eller ej – giver det en vis autoritet, og det kunne man da også se i de mange kommentarer, hun fik.

Jeg satte mig derfor ned for at gå i detaljer med hendes argumenter, og jeg skrev min egen opdatering. Jeg havde ikke forestillet mig, hvor populær den opdatering blev, og hvor flittigt den blev delt, læst og kommenteret. Det er jo herligt at opleve! Der er nogle vigtige pointer, som mange af dem, der ikke er så glade for vacciner, nemt overser: For det første skriver jeg om Penkowas argumenter – ikke hendes fortid eller eventuelle motiver. Derudover er det ikke mig, der har valgt artiklerne – jeg gennemgår dem, Penkowa helt selv har valgt til at underbygge sine argumenter. Du kan jo selv, kære læser, følge mine links og læse litteraturen.

Herunder følger en lidt mere udførlig gennemgang af argumenterne. Inden da vil jeg lige forklare (eller undskylde?) to ting: For det første omtaler jeg Penkowa som pseudokendis, hvilket faldt nogen for brystet. Det var egentlig blot ment som en (indrømmet) lidt frejdig henvisning til, at hun er et kendt navn, om end omstændighederne bag måske ikke er så glamourøse. Hun er jo ikke ligefrem kendt for andet end at have fusket med sin forskning, lavet dokumentfalsk, og anklaget en studerende for underslæb, hun selv havde begået. For det andet skrev jeg, at hendes position i vaccinedebatten måske ikke overraskede – igen var det en henvisning til hendes forhold til god videnskabelig opførsel. Pointen er dog stadig, at det er hendes argumenter og valg af kilder, der er det centrale.

I sin første opdatering anklager Penkowa HPV-vaccinen for at have hyppige og alvorlige bivirkninger såsom autoimmune lidelser og diabetes. Hun underbygger i opdateringen i sine anklager med henvisninger til videnskabelig litteratur (som hun interessant nok ikke linker direkte til – i stedet deler hun blot et billede af den første side i stedet for en pdf-fil eller et link til artiklen). Det virker jo umiddelbart troværdigt, men som altid er det klogt lige at tjekke kilden.

Hun taler for det første om et stort finsk studie, hvor 14,858 unge har fået HPV-vaccine overfor 17,338 unge, der har fået Hepatitis-B vaccinen (protokollen er mere kompliceret end som så, men det kan du selv læse). Forskerne kigger på forekomsten af forskellige bivirkninger for at vurdere sikkerheden, og Penkowa opsummerer studiet således:

En forskergruppe i Finland har f.eks. undersøgt 14.838 finske unge efter HPV-vaccinen, og de viste at der opstår alvorlige komplikationer efter HPV-vaccinen – såsom flg. autoimmune sygdomme: colitis ulcerosa, juvenil arthritis, cøliaki, og diabetes i form af insulin-afhængig diabetes mellitus (IDDM) samt Crohns sygdom.

Fraset disse hyppigst opståede HPV-vaccine-relaterede sygdomme, blev der også fundet øget forekomst af thyroiditis, trombocytopenisk purpura, rheumatoid arthritis og Henoch-Schönleins purpura, og desuden en række kroniske symptomer såsom træthed, hovedpine, mave-, led- og muskelsmerter.

Sammenligningsgrundlaget var andre 17.338 unge, som havde fået en anden vaccine (mod hepatitis-B), og dvs skaderne fra HPV-vaccinen var ikke blot en generel vaccine-skade, det var en skade forårsaget specifikt af HPV-vaccinen.

Bemærk især den sidste sætning: Hun konkluderer, at HPV-vaccinen specifikt forårsager markant flere skader. Problemet for Penkowa er, at forskernes konklusion er den stik modsatte. Man behøver ikke engang læse hele artiklen, for det står allerede i deres indledning, om end det kan være svært at læse, hvis ikke man er vant til det:

No increased NOAD [new-onset autoimmune diseases] incidences were observed in HPV-16/18 vaccine recipients compared to HBV vaccine recipients. In both the SAE [severe adverse events] possibly related- and HILMO-analyses, a lower incidence of IDDM [insulin-dependent diabetes mellitus] was observed in HPV-16/18 vaccinees compared to HBV vaccinees

Oversat til almindeligt menneskesprog står der, at HPV-vaccinen ikke giver flere autoimmune lidelser end Hepatitis-B vaccinen, og at der er en lavere incidens af diabetes hos HPV-vaccinerede. Det er det direkte modsatte af det, Penkowa påstår.

Den anden artikel, hun henviser til, er skrevet af to kendte vaccinemodstandere: Nemlig far/søn-duoen Mark og David Geier, som jeg har skrevet om tidligere. De har ikke ligefrem stor videnskabelig troværdighed: De holder eksempelvis fortsat fast i den tilbageviste sammenhæng mellem MFR-vaccinen og autisme, de kom i problemer med deres anbefaling af kemisk kastration af autistiske børn, og Mark Geier mistede sin autorisation i 2011.

Opsummeringen er, at Penkowa fejllæser det ene reelle videnskabelige studie, hun har gravet frem, og derudover har valgt en uvidenskabelig artikel af to kendte propagandister med en meget uetisk tilgang til forskning. Det tyder jo ikke godt for hendes tilgang til HPV-forskningen.

Og det bliver man bekræftet i, når man læser hendes opfølgende Facebook-opdatering om hjertekarsygdomme. Hun henviser til tre artikler, men to af dem handler om helt andre ting og er af generelt ringe kvalitet.

Den første (og bedste) artikel viser, at der er en vis sekvenslighed imellem fragmenter af de proteiner, der danner skallen i HPV, og så nogle menneskelige proteiner, der i ændret form er sat i forbindelse med forskellige hjertekarsygdomme. Her er der altså en hvis plausibilitet, men vi taler om fragmenter af 5 aminosyrer, og der er ingen kausal forbindelse eller lignende. Forfatterne lægger da heller ikke op til andet end, at det kan bruges til eventuelt at se efter mulige krydsreaktioner. Jeg har i min tid med sekvensanalyse lavet talrige af denne slags analyser på både DNA, RNA og protein, og det er ikke så simpelt, som Penkowa fremstiller det.

Men der er faktisk en interessant vinkel på hjertekarsygdomme: Man har nemlig vist en sammenhæng imellem HPV-infektion og en øget risiko for hjertekarsygdomme. Altså igen det direkte modsatte af Penkowas budskab: Kvinder med HPV-infektion har øget risiko for hjertekarsygdomme. Sygdommen – ikke vaccinen – er skurken. Ikke bare det: Det er særligt de HPV-varianter, der forårsager kræft, der øger risikoen. HPV-vaccinen kan derfor muligvis nedsætte ens risiko for hjertekarsygdomme. Det vidste jeg ikke, før jeg læste Penkowas misvisende opdatering. Skal jeg sige tak?

Den næste artikel, Penkowa henviser til i sit opslag, er en spørgeskemaundersøgelse af 45 piger (ligesom artiklen af familien Geier ovenfor vil den opmærksomme læser genkende referencen fra “HPV magasinet”, der udkom sidste år).  En spørgeskemaundersøgelse af 45 personer kan ikke sammenlignes med et klinisk studie med over 30,000 deltager. Dernæst er formålet med artiklen at undersøge, hvordan lidelserne kommer til udtryk, og respondenterne er derfor udvalgt blandt personer, der har indrapporteret alvorlige potentielle bivirkninger. Der er i sagens natur ingen kontrolgruppe, og konklusionerne bliver derefter. Artiklen er kritiseret af andre forskere, og den handler slet ikke om hjertekarsygdomme eller viser en sammenhæng mellem vaccinen og de nævnte lidelser. Med andre ord ikke noget, der underbygger Penkowas påstande.

Den sidste artikel er en tysk rapport om to dødsfald uden kendt årsag fra 2008. Jeg kan ikke se artiklen, men det relevante er, at man har fulgt denne vaccine tæt i flere år, og der er ingen eksempler på dødsfald som direkte følge af vaccinen. Det er en helt ubegrundet frygt, og det ændres ikke af et tysk case study fra 2008, uanset hvad de så måtte konkludere. Hvis nogen kan belyse det, hører jeg det gerne.

Jeg finder det interessant og utroligt sigende, at selv en person som Penkowa, der har en forskningsmæssig og lægelig baggrund, ikke har været i stand til at finde en eneste ordentlig kilde, der kan underbygge hendes påstande om HPV-vaccinen. Satsede hun bare på, at ingen ville tjekke hendes referencer men blot acceptere hendes ord baseret på hendes autoritet alene?

Efter min opdatering om Penkowa tog overlæge og HPV-ekspert Morten Frisch også fat i sagen, og han har nu skrevet en række gode opslag om emnet. Det endte endda med, at journalist Poul Pilgaard Johnsen skrev en artikel i Weekendavisen – “Vaccineret mod videnskab”. Han og Penkowa har en historie, der går mange år tilbage …

Men hvorfor skrev hun det? Når først man har analyseret argumenterne, er der jo intet galt i at kigge på eventuelle motiver. Det blev da også hurtigt klart, at Penkowa kunne tilbyde konsultationer, hvor hun ville forsøge at afhjælpe pigernes påståede bivirkninger med kosttilskud og den slags. Prisen var blot 2500 kr per konsultation! Men det eksploderede på en måde, som Penkowa måske ikke havde forudset. En ting er, at hun ikke må have privat praksis – hun er læge men har ikke været i turnus – noget andet er at love behandling uden evidens. Penkowa er nu indklaget for Styrelsen for Patientsikkerhed, og nu har hun på Facebook meldt ud, at hun ikke længere deltager i vaccinedebatten.

Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.

Visuel guide til jagten på nordlyset

Gæsteindlæg: Dette gæsteindlæg er tilsendt os fra Expedia Danmark, som drives af Expedia Inc., et af verdens største online rejsebureauer. Vi har givet Expedia lov til at præsentere en af deres seneste kampagner, idet den er baseret på formidlingen af viden om nordlys, og på Scienceblog mener vi, at alle mennesker bør opleve fænomenet mindst én gang i livet.

 

Jagten på nordlyset er de seneste år blevet en turistattraktion uden lige, og nordlys-turismen boomer. Såvel har Norge, Sverige, Island og Finland alle oplevet antal af besøgende, der kommer til for at opleve den dansende, fluorescerende nattehimmel med egne øjne. I Finland kan du endda arbejde som “nordlys-spotter”. Ja, du hørte rigtigt. Hotel Arctic Snow Hotel har ansat en ‘spotter’, så ingen af hotellets gæster sover fra den unikke oplevelse.

Men hvad er dette fantastiske naturfænomen egentlig? Og hvor kan du selv opleve det? Svarene har vi undersøgt og samlet i denne simple, visuelle guide:

 

I Danmark skal man være heldig for at se nordlys. Ikke desto mindre, jo længere nord på du er, jo større er sandsynligheden.

Du finder selve kampagnesiden her: Jagten på Nordlyset.

Kaffeforskning, sundhedsmani og enormt dårlige smoothies

Et nyt studie fra Stanford viser, at folk, der drikker kaffe, kan have mindre inflammation. En vidunderlig nyhed for dem der allerede er afhængige. Det er et stort studie, hvor der ikke kun er observationer på mennesker, men også eksperimenter på mus og in-vitro celle forsøg, dvs. der er eksperimenteret på celler dyrket i en petriskål. Forskerne går på opdagelse i mekanismen bag koffeins anti-inflammatoriske egenskaber. Det er både populærvidenskab og grundforskning. Haps, haps, herlig formiddagslæsning.

Når jeg læser det, får jeg en varm fornemmelse i maven, delvist, fordi at jeg tager en kop kaffe mere, og delvist, fordi nyheden luner. Jeg har jo også læst, at kaffedrikkere er mindre deprimerede og har lavere risiko for leverkræft. Det er enormt godt videnskabeligt underbygget, at der er bonus hele vejen rundt.

Det bekræfter, hvad jeg allerede ved: Kaffe er fantastisk! Samtidig synes jeg selv, at jeg er lidt af en tumpe, som jeg sidder der og godter mig, for jeg plejer mit eget pro-kaffe-bias, og jeg har med mit klik bidraget til, at der kommer mere kaffeforskning og mere populærvidenskabelig formidling af kaffeforskningen, men er den til nogen gavn?

Ja, det er det, for der kan være nogle guldkorn gemt, der har stor interesse for grundforskningen. Forskningen er i sig selv værdifuld, men der er desværre også en stor kommerciel værdi i at publicere positive fund, specielt når man studerer sundhed og fødevarer.

Det er nemt at få opmærksomhed med videnskab, der bakker op om den nutidigt dominerende opfattelse, at hvad der er ”naturligt” er også godt.

Der er levebrødsforskere, der baserer hele deres karrierer i at lege med deres data for at publicere positive fund om ting med meget ringe eller ingen effekt, for der er ikke nogen, der gider læse, at gurkemeje ikke gør en dyt godt for noget, hvilket er videnskabelig bevist nu efter alt for mange studier.

Tingene er blevet rigtig godt rodet sammen, og sundhedsvidenskaben er i det offentlige rum blevet reduceret til et gimmick, ikke kun af medier og producenter, men også delvist af forskere selv.

Hele sundhedsmanien med den tilhørende industri af petitesseforskning er egentlig ironisk. Frygten og fanatismen vedrørende kost er enorm, og samtidig har vi aldrig levet længere.

Det er klart, at det er noget rod, og det er derfor, at man skal være kritisk over for diverse helse-slagord om anti-inflammatoriske superfoods, der angiveligt giver dig superkræfter.

Alligevel luner du dig også ved tanken om, at det er særligt sundt, når du nyder chokolade, rødvin og smoothies.

Den lune fornemmelse påvirker din beslutningsevne, derfor er der mange penge i at forske i feel-good fødevarevidenskab. Den komplekse sandhed får sjældent opmærksomhed, for en fyldestgørende kontekst er meget besværlig at servere i et kulørt format, der bevarer opmærksomheden.

Det er sjældent, at der præsenteres studier, hvor ’sunde’ stoffer har meget uhensigtsmæssige effekter: A- og E- vitamintilskud er associeret med en højere dødelighed. Antioxidanter negerer de gode effekter ved cardio-træning og kan desuden modvirke visse former for kræftbehandling. Stevia kan være hormonforstyrrende, og gulerødder øger risikoen for lungekræft, hvis du er ryger.

Det er jo pokkers kompliceret, og en kompliceret historie sælger aldrig så godt, hverken i medierne eller i butikkerne.

Jeg er bosat i San Francisco og mit nærmeste supermarked er en ’Whole Foods’. Konceptet for butikken er nærmest en kraftigt forstørret helsekostbutik. Det opretholder et image, der omfatter sundhed, socialt ansvar og bæredygtighed.

Hvis du handler her, gør du det rigtige på alle måder.

Med nogle ting har konceptet sikkert fat i den lange ende, men det spiller også på natur-romantiske forestillinger og teknologiforskrækkelse med det formål at sælge chokolade, der er tilsat trækul fra kokosnøddeskaller for at absorbere tungmetallerne.

Butikken er åbenlyst meget pro-økologisk og anti-GMO. De er ikke blege for at sælge alternativ medicin og homøopatiske remedier ved kassen fra tid til anden.

Markedsføringen af deres produkter er allerede i dur med den pseudo-videnskabelige markedsføring, der allerede føres i Danmark: Immunstimulerende smoothies med anti-inflammatoriske og radikal-absorberende flavenoider, anthrocyaniner og umættede fedtsyrer.

Alle gode ting, og alle med ’videnskaben’ i ryggen.

Der bruges videnskabelige ord, og der er et gran af sandhed i historierne, men der er en enorm mangel på kontekst, der gør, at det ikke er noget værd, og konklusionerne er trukket meget længere, end hvad videnskabelige data dækker.

De faktorer, der virkelig har en indflydelse på vores sundhed, er der en god forståelse af. Listen er som følgende i nogenlunde prioriteret rækkefølge: Rygning, gener, fedme, alkoholforbrug, fysisk kondition og til sidst en varieret kost.

Generne ligger uden for indflydelse, men hvis man har styr på de øvrige faktorer, er man på rette vej. Den finere komposition af kosten blegner i forhold til de øvrige faktorer.

Det er ikke nødvendigvis, fordi forskningen ikke er valid, men du bliver ikke klogere på antioxidanter eller immunregulering af at læse, hvad der står om emnet på en smoothie-flaske eller i let fordøjelige underholdningsblade. For hverken medierne, producenterne, forhandlerne eller forskerne er helt upartiske, fordi deres primære formål handler om noget andet end at give dig en videnskabelig dannelse.

Mad er ikke medicin, og derfor er det vigtigt at værne om din kildekritik, når du læser om sundhed og videnskab, ellers står du en dag og hælder grønkål, spinat og hørfrø i din smoothie, som ellers kunne have været ret så velsmagende.

På vej mod flokimmunitet eller epidemier?

Nogle gange kan det være svært at få fat i de tal, man gerne vil. Tag for eksempel tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet i Danmark. Det er jo et meget vigtigt område i forhold til folkesundheden, da en høj tilslutning fører til flokimmunitet og derved forhindrer mange alvorlige sygdomme – det har jeg jo skrevet om før både her på bloggen og andre steder.

Som tommelfingerregel siger man, at en tilslutning på 95% af en årgang er nødvendig for at opnå flokimmunitet, og det mål har WHO eksempelvis sat for mæslinger, så vi kan få udryddet denne alvorlige sygdom. Men hvor ligger vi så i Danmark? Inde på Statens Serum Institut er der et fint værktøj, man kan bruge til at følge tilslutningen til de forskellige vacciner over tid. Her er f.eks. grafen for MFR-2 (den anden og sidste vaccination imod mæslinger, fåresyge og røde hunde, der gives i 4-års alderen):

Man kan se, at tilslutningen svinger over tid, og at den siden midt halvfemserne har ligget omkring 80-89%. Der er altså et stykke vej til de 95%, man har som mål, og derved også til at vi opnår flokimmunitet i Danmark. I slutningen af 2016 skrev flere medier da også om, at rigtig mange forældre glemte at få deres børn vaccineret, og at Statens Serum Institut derfor havde sendt breve ud om ca. 186.000 børn, der ikke var fuldt vaccineret. Det er jo ikke så godt.

Nogle forældre havde glemt det, andre havde haft for travlt – men mange sagde også, at de modtog brevet ved en fejl, da deres børn var fuldt vaccineret. Nå ja, og nogle uvidenskabelige personer fravælger bevidst vaccinationer, men det er ikke emnet i denne omgang.

Det er velkendt, at der er en vis underrapportering i tallene, så det er nok ikke helt så grelt som i grafen ovenfor. Men hvor meget rammer tallene ved siden af? Et nyligt studie fra Aarhus Universitet giver en positiv nyhed: Forskerne lavede en stikprøve af MFR1-vaccinen hos 19 midtjyske praktiserende læger og viste, at registrene viste en tilslutning på 86%, mens en gennemgang af journalerne gav en tilslutning på 94%. Det er jo en ret markant stigning, der ville have stor betydning på landsplan, hvor tilslutningen er ca. 88%. Det skyldtes primært administrative fejl, men gælder det så også på landsplan?

Det er jo det store spørgsmål. Her skal man notere sig et par ting, når man kigger nærmere på artiklen: For det første blev 30 praktiserende læger tilfældigt udvalgt, hvoraf 19 sagde ja til at deltage – det er jo i sagens natur en stikprøve, hvilket der ikke er noget galt med, men det er et lille antal. Dernæst er det udelukkende fra Region Midtjylland og derved ikke nødvendigvis repræsentativt for hele landet. Endelig ligger de 19 deltagende læger i forvejen signifikant højere end de 11 andre i tilslutning, når man kigger i registrene (86% vs 82%, jvf. Tabel 1). Det kan indikere, at den generelle tilslutning er noget lavere. Men interessant er det, også selv om underrapporteringen på landsplan næppe er 8 procentpoint som her. Et tidligere studie, der ligeledes undersøgte vaccinationstilslutningen, kiggede på nogle hundrede børn fra hele Danmark og viste en underrapportering på 3,6 procentpoint ved en anden vaccine (DiTeKiPolHib).

Så selv om der ikke er tvivl om, at der er en vis underrapportering, så ser det ikke ud til, at det ligefrem redder programmet og får os op på de magiske 95% – men det ville være virkelig interessant at få de faktiske tal. Indtil da lyder opfordringen fortsat: Få nu jeres børn vaccineret!

Velkommen til den antividenskabelige præsident Trump

Som bekendt får USA ny præsident på fredag, og det kan man jo sige meget om. Selv skrev jeg i november 2016 et indlæg i Weekendavisen, hvor jeg pointerede, at det med Trump var den antividenskabelige dagsorden, der havde vundet, og jeg nævnte blandt andet hans mistillid til vaccinationer – et emne jeg har skrevet om flere gange både her på bloggen og andre steder. Trump har flere gang udtalt, at der er en sammenhæng imellem vaccinationer og autisme, og hvordan han personligt kender forældre, hvor børnene har udviklet autisme kort efter vaccinen. Han har også, som han har for vane, udtalt sig om emnet på Twitter:

Ideen om, at vacciner giver autisme, er gammel og for længst tilbagevist af videnskaben. Det store dyr i åbenbaringen er her Andrew Wakefield, der udgav en artikel tilbage i 1998, hvor han påstod at have vist en kausal sammenhæng. Artiklen viste sig at bygge på fabrikerede data, den blev trukket tilbage i 2010, og Wakefield mistede sin lægeautorisation. Til gengæld har han nu en ny og lukrativ karriere i antivaccinationsbevægelsen, der står særligt stærkt i USA. Hvad de mangler i form af videnskabelige argumenter og data, har de til gengæld i kendisser: Modellen Jenny McCarthy er bannerfører, skuespilleren Alicia Silverstone har advaret imod vacciner i sin bog “The Kind Mama”, ligesom Robert F. Kennedy Jr. længe har været at finde på holdet af antividenskabelige vaccinationsmodstandere.

Det er måske værd kort at give et historisk snit: Vaccinationsmodstandere har længe hævdet, at der er indholdsstoffer i vaccinationerne, der forårsager neurologiske sygdomme – specielt autisme – men at det holdes skjult af sundhedsmyndighederne, forskere og journalister i hele verden. Det er en af de helt store konspirationsteorier, der ville kræve, at et utal af mennesker holdt deres mund, fordi de af en eller anden grund gerne ville give børn autisme. Ja, det giver ingen mening…

Det væsentlige er dog, at man rent faktisk har taget bekymringen alvorligt og har undersøgt, om der kunne være en sammenhæng, for antallet af diagnosticerede tilfælde af autisme er ganske rigtigt steget. Det har dog vist sig helt uden tvivl, at der IKKE er en sammenhæng. Antallet af autister er uafhængigt af antal og tidspunkt for vacciner. I stedet ligger forklaringen i, at man bl.a. har ændret for diagnosticeringen og definitionen af autisme, hvilket helt oplagt har medført en stigning. Hvis man kigger retrospektivt på det med de nye retningslinier, er der ingen ændring i antallet over de sidste 20 år. Med andre ord er der ingen grund til at frygte en kausal sammenhæng, for der er ingenting at forklare.

Det har dog ikke stoppet antivaccinationsbvægelsen. De havde besluttet sig for, at det var tilsætningsstoffet thimerosal (en harmløs kviksølvforbindelse der øgede holdbarheden af vaccinen), der forårsagede autisme, og de krævede, at man fjernede det. Ja, de forudsagde endda, at det ville føre til et stort fald i antallet af autismediagnoser. Det er for længst vist, at thimerosal ikke er skadeligt, men alligevel blev det fjernet fra de fleste vacciner (undtaget visse influenzavacciner) tilbage omkring år 2000. Resultatet? Ingenting. Hverken flere eller færre fik autisme, hvilket jo burde have stoppet antivaccinationsbevægelsen, hvis de altså lyttede til videnskaben – men det gør de jo ikke.

I stedet er vaccinationsmodstandere begyndt at sige, at de ikke som sådan er imod vacciner – selv om de mener de giver neurologiske skader – men at man får for mange vacciner for hurtigt. Altså en antagelse om, at sundhedspersonalet ikke ved, hvad de laver, men bare sprøjter børn fulde af kviksølv for sjovs skyld. Faktum er, at programmet er baseret på faglige vurderinger og videnskabelig data for at sikre den bedst mulige effekt og beskyttelse af børnene. Man har sammenlignet det anbefalede program med et mere langstrakt, men det eneste resultat har været, at risikoen steg for at blive smittet med de sygdomme, programmet skal forhindre. Endnu engang har antivaccinationsbevægelsen vist deres uvidenskabelige dagsorden, for de har ikke ændret holdning som følge af den bedste evidens.

Trump tilhører dem, der mener, at vaccinationer giver autisme, og at man får for mange indsprøjtninger over for kort tid. Kennedy er en kendt konspirationstilhænger og vaccinemodstander, der taler om de helt store sammensværgelser, der inkluderer hele sundhedsvæsenet og den etablerede videnskab. Wakefield er en af grundene til, at vi overhovedet har denne diskussion stadigvæk, fordi han løj og forfalskede data.

Og hvorfor er dette relevant? Det er det, fordi den kommende præsident Trump i sommers mødtes med Wakefield, hvilket fik alle med interesse for sundhed og videnskab til at råbe vagt i gevær. Tidligere på måneden, den 10. januar 2017, mødtes Trump så med Robert F. Kennedy Jr., og bagefter udtalte Kennedy, at Trump ville nedsætte et udvalg, der skulle se på “vaccinesikkerhed og videnskabelig integritet”, og at han havde peget på Kennedy som formand. Trumps kampagnekontor var dog hurtigt ude at sige, at det ikke var korrekt, men at de overvejede at lave en “autismekommision”, selv om intet var besluttet endnu.

Tilbage sidder man med nogle brikker, der alle peger i samme retning, om end intet endnu er besluttet: Vi ved, at Trump er imod vacciner. Vi ved, at han har haft møder med to af de helt store navne i denne antividenskabelige bevægelse. Vi ved, at han snart er præsident og derfor har en del at skulle have sagt i forhold til vaccinationsprogrammet i USA. Alt i alt bør det gøre en lidt bekymret for, hvad der sker, men man kan jo blot håbe på, at Trump er mere fornuftig, end han giver udtryk for på Twitter…

Er der silicium-baseret liv i rummet eller kun i Danmarks Radio?

Det hænder at journalister kan lide at ‘peppe’ videnskaben lidt op. Et eksempel på DR er dog fjernt fra videnskab og mere science-fiction underholdning, så jeg ikke kan lade være med at finde den kritiske pen frem.

I DR’s videnssektion læste jeg en overskrift der lød ” Forskere: Liv baseret på silicium er muligt”. Jeg falder for click-baiten og giver mig i kast med historien der egentlig omhandler god kemi, på trods af hvad titlen antyder, men historien på DR er vinklet med en astronomisk mængde spin der får mig til at krumme tæer.

DR’s vinkel er at kemikere skulle have vist at der er grundlag for at silicium baseret liv er en mulighed

Rent kemisk er der gode grunde til at silicium baseret liv  ikke er sandsynligt, og indtil videre er der intet der tyder på at det eksisterer, og studiet der ligger bag DR’s historie har heller ikke noget at gøre med silicium-baseret liv at gøre.

Den videnskabelige artikel som DR’s historie baserer sig på er noget mere nede på jorden. Det er et godt og solidt studie publiceret i Science. Silicium baserede livsformer bliver ikke nævnt med et kvæk, I det tilhørrende interview med professoren bag studiet taler hun kun entusiastisk om evolution og enzymer, som det egentlig handler om.

Historien om silicium-baseret liv har spirret i PR afdelingen fra universitetet hvor studiet er foretaget (Caltech) og andre nyheds-kanaler har så taget deres antydninger ud på et overdrev. Caltech’s PR folk kan deres kram, for de får international pressedækning om deres forskning uden at de selv skriver noget direkte forkert.

Men når hvor den ender hos DR er det blevet science fiction.

Den videnskabelige artikel er i sig selv god og opmærksomhed omkring videnskab er godt, men jeg kan ikke se at den her pop form for journalistik gør nogen gavn.

Den reducerer videnskab til underholdning. Læseren får et utrolig ringe indblik i hvad forskningen går ud på.

Artiklen i Science er spændende for den kemi-interesserede og omfatter et væld af fagområder, inklusiv molekylærbiologi, enzymkinetik, katalyse, organometalkemi, kiralitet og medicinalkemi.

DR’s artikel kommer lidt omkring det, men det går lidt tabt når det der står først er en science-fiction-sovset punchline og et computer-genereret billede af et silicium-baseret bløddyr der kravler op af en vandpyt på en fremmed planet. Der er et problem i hvordan videnskab bliver kommunikeret i det hele taget.

Jeg er af den opfattelse at mennesker bliver mere vidende af at blive talt til som var de voksne. Dybdegående videnskabsjournalistik, grænsende til det tørre, vil tjene læseren bedre.

Der er risiko for at nogle bliver tabt, men det er jo netop journalistens opgave at formidle det svære og få dem med… uden at digte fabeldyr vel og mærket. Videnskaben er fantastisk som den er, uden click-baity indpakning og vildledende fortolkning.

Jeg savner en tungere og grundigere videnskabsdækning der tager sig tid til at afdække emnerne. Det vil nok være mere arbejde for de pågældende journalister, og der vil nok komme færre artikler ud med færre clicks, men i videnskab vægter korrekt vidensformidlingen  højere end underholdning. Den omvendte prioritering  bidrager til et tab af kredibilitet for videnskaben.

‘Tænk’ og de hormonforstyrrende stoffer

Jeg har en klar agenda med at skrive dette. Jeg håber at nedtone frygten for hormonforstyrrende stoffer ved at informere om dem. Der er stoffer der er værd at være opmærksom på og der er stoffer hvor panikken er til mere skade end gavn.

Hvis du undrer dig over hvorfor jeg har valgt blåbær som billede til denne lille skrivelse skyldes det at de naturligt indeholder parahydroxybenzoat*, et dokumenteret hormonforstyrrende stof. Det er det selv samme stof som især bidrager til at blåbær måles til at være rig på antioxidanter, som jo skulle være så sunde så sunde (hele antioxidant/anti-inflamatorisk-superfood fad’en har jeg ikke lige energi til at kommentere på denne gang).

Pointen er ikke at blåbær er farlige, men at emnet er for nuanceret til at se sort/hvidt på det.

Hormonforstyrrende stoffer er et kompliceret emne, men det er værd at sætte sig ind i så man kan danne et overblik over hvilke produkter der er værd at være opmærksomme på, og berettige sig en holdning om emnet.

’Tænk Kemi’ har i en årrække været en hjælp til at skabe dette overblik for både forhandlere og forbrugere. Eksempelvis fandt de [Tænk kemi] uønskede kemikalier i en række børnevanter i december 2015 der resulterede i en tilbagekaldelse af varerne, ikke fordi at stofferne var over grænseværdierne, men fordi det var imod forhandlerens forretningspolitik.

Tænk Kemi står til at blive lukket. I min optik er Tænk Kemi et tveægget sværd pga. deres tilbøjelighed til en demagogisk formidling af risici og dermed sætter folk en frygt i livet uden at tage dosis og eksponeringsgrad med i deres betragtninger når de advarer imod produkter, men når alt er vejet op vil jeg alligevel mene at Tænk Kemi er værd at bevare.

Dermed slet ikke sagt at danske forbrugere ikke er godt beskyttet imod kemikalier i dagligdagen; EU gør et stort stykke arbejde for at kontrollere producenterne og risikovurdere produkter før de kommer på markedet.  I denne sammenhæng har Tænk kemi blot været et ekstra nationalt led i kontrollen, og har været godt for den folkelige bevidsthed omkring kemikalieeksponering, selvom det ville have hjulpet mere hvis deres information var mere nuanceret.

Et stof kategoriseres som hormonforstyrrende hvis stoffet påvirker kroppens hormonstystem. Da hormoner regulerer og påvirker mange af kroppens funktioner kan et hormonforstyrrende stof have effekter som fører til mange forskellige tilstande, lige fra kræft til dårlig sædkvalitet. Der er en række af de stoffer som i dag betegnes som hormonforstyrrende af både Tænk Kemi og EU som jeg umiddelbart ikke bekymrer mig for at blive eksponeret til.

Min frygtløshed skyldes dels min viden om eksponeringsgraden i forhold til grænseværdierne, dels min tiltro til min lever som heldigvis gør det muligt at håndtere en vis mængde af kemikalier som ender i kroppen. Med sine 1½ kilo er en sund lever ret robust, men kan overrumples af høje doser af et givet stof. Dette gælder naturlige såvel syntetiske stoffer. Der er rigeligt af eksempler på folk der har taget bestemte fødevarer ud på et overdrev, og dermed formået at forgifte sig selv i troen om at de gjorde noget sundt. Der er eksempelvis observeret leverbetændelse hos folk der drak for meget grøn te. Lektien må være alting med måde.

Naturen er en fjendtlig størrelse da hverken dyr eller planter er ude på at blive spist. De afgrøder som vi dyrker, er som udgangspunkt sikre, men de producerer stadig kemikalier som vores krop ikke har nogen ernæringsmæssig interesse i.

Heriblandt er der også en del naturligt forekommende hormonforstyrrende stoffer. Det er svært at blive klog om hvorvidt at disse har skadelige effekter. Studierne af stofferne giver et billede af at de kan være både sunde og sundhedsskadelige, alt efter om man studerer deres effekt på knogleskørhed eller testikelkræft.

En entydig dom vil vi nok ikke se i den nærmeste fremtid, da de naturligt forekommende hormonforstyrrende stoffer ikke er enormt populære at forske i.

Syntetiske hormonforstyrrende stoffer er også svære at blive kloge på. En hurtig søgning på google vil enten føre til sider der opfordrer til vild panik (som desuden linker videre til sider der sælger kosttilskud og cannabisolie) eller ensidige udlægninger fra kemikalie-producenter, der holder fast i at deres produkter er sikre.

Det er altså nødvendigt at udøve lidt informationshygiejne og hive fat i videnskabelige oversigtsartikler hvis man vil blive klogere, men videnskabeligt litteratur er oftest ikke for lægmand og det hormonelle eller endokrine system er svært at gøre sig klog på fordi vi simpelthen ikke ved alt endnu.

Det betyder desværre også at mange af de videnskabelige studier af stofferne er i strid med hinanden. Den simpleste konsensus der står klart er denne: Det er fornuftigt at begrænse eksponeringen af potentielle hormonforsyrrende stoffer overfor især gravide og meget små børn, da det er der skaden har vist sig at være størst.

Der er set et fald i sædkvaliteten verden over, sandsynligvis som følge af fordums tids afslappede lovgivning og kontrol, samt manglende viden om hormonkemiens verden. Det er dog min overbevisning at det er muligt at finde en balance i hvilken eksponering der er acceptabel for befolkningen, samt at informere forbrugere om korrekt omgang med produkter der kan være problematiske.

En total ud-fasning af alle stofferne er ikke en reel mulighed. Der forskes i alternativer, men det er en meget lang vej, og incitamentet er lavt når vi ved at de eksisterende stoffer er forholdsvist sikre ved ansvarligt brug.

Flere hormonforstyrrende stoffer er uundværlige for nogle af de materialer vi bruger. Hospitalsvæsenet kan ikke fungere uden de bløde plasttyper der muliggøres vha. phtlatar (drop-poser, bløde plast-slanger og andet sterilt udstyr), ligeledes er hygiejnen, distributionen og sikkerheden af vores fødevareindustri afhængig af emballage, der i nogle tilfælde kan afgive uønskede kemikalier til fødevarerne.

Det er heldigvis enormt reguleret fra EU’s side og de store emballage producenter har styr på deres kemi. Plast der er godkendt til fødevarer har en meget høj sikkerhed i forhold til kemikalieeksponering.

Biologisk set kan vi håndtere langt størstedelen af hormonforstyrrende stoffer enkeltvis i en eller anden udstrækning, men der kan være et problem i at de kan have en additiv effekt hvis de virker på de samme hormonsystemer.

Dermed kan eksponerings-studier med enkelte stoffer være utilstrækkelige, og det er så nødvendigt at studere kombinationen af stofferne, populært kaldet en cocktail for at få klarlagt om de nuværende grænseværdier er fornuftige.

Uheldigvis bliver ordet ’cocktail-effekten af hormonforstyrrende stoffer’ brugt som en skræmmende frase for at understrege at vi ikke ved alt. Det er jo noget der kan studeres og grænseværdierne kan som følge rettes til. Der er et forskningsprojekt der omhandler netop dette på DTU.

Der er mange kemikalier der er værd at stifte bekendtskab med, her til sidst er der beskrevet et par af dem der hyppigt berettes om i medierne.  Overordnet er det klart at det ikke er så apokalyptisk som kunne frygte, men der er grund til at være opmærksom på problematikkerne der er forbundet med disse stoffer, især hvis man er gravid eller har et lille barn.

I det lange løb er den bedste beskyttelse mod hormonforstyrrende stoffer mere viden om deres effekter, samt en tilpasset lovgivning og kontrol af producenter. Som følge af kemikaliernes allestedsværende karakter er det begrænset hvad individet kan gøre for at beskytte sig.

Undervejs i mit research til dette indlæg er jeg kun blevet mere begejstret for EU, for de gør et meget godt arbejde på dette område. Derfor vil jeg også anbefale EU’s food safety authority hvis man søger kvalificeret viden og indsigt i konkrete problemstillinger der har med fødevaresikkerheden at gøre.

 

Parabener

Parabener findes typisk i makeup, solcreme og hudplejeprodukter hvor de virker som antioxidanter og konserveringsmidler. Jeg kan ikke få pulsen op over parabener. De har ikke en lang halverings tid og deres potens i forhold til at være hormonforstyrrende er begrænset..

Parabeners potens i forhold til at være hormonforstyrrende stiger med deres fedtopløselighed. Jo mere fedtopløselige, desto længere tid bliver de i kroppen til at kunne påvirke den. Hvis man skal lave en liste over uskadelige til lettere skadelige ville den være: methylparaben < ethylparaben < propylparaben < butylparaben, men de er alle bionedbrydelige og har halveringstider på under 24 timer, dvs. den tid det tager for kroppen at skille sig af med halvdelen af en given koncentration. En hyppigt anvendt tommelfingerregel er at det tager 5 halveringstider for kroppen at eliminere et givent stof. Så medmindre der er tale om kontinuerlig høj eksponering af parabener er det usandsynligt at de skulle være skadelige.

Perfluorerede fedtstoffer

Leveren er den største kemiske hammer vi har til at nedbryde fremmede stoffer med, men den har sine begrænsninger. Den kan groft sagt ikke nedbryde ting der ikke kan brænde. I den kategori har vi perfluorerede fedtstoffer som er helt fantastiske til at gøre papir og tekstiler fedtafvisende, som bla. kendt fra microbølgepopcorn og pizzabakker. De er ligeledes at finde i vandafvisende tekstiler.

Der er evidens for at disse stoffer er hormonforstyrrende i vid udstrækning, og det bliver ikke bedre af at de har en halveringstid i kroppen der måles i år. Det er en meget uheldig kombination.

Det skyldes at de så vidt vides slet ikke kan biologisk nedbrydes, så de akkumulerer op gennem fødekæden. Det er tåbeligt at bruge disse stoffer så uhæmmet som vi gør. Udover de skadevirkninger de har på os kontaminerer de også fødekæden i en sådan grad at rovdyr kan lide skade. Det er efter min mening en høj pris at betale for fedtafvisende papir og tekstiler.  Professor Philippe Grandjean på Syddansk Universitet forsker i disse stoffer og er fortaler for deres udfasning. Jeg kan kun erklære mig enig i hans standpunkt, i hvert fald når det gælder fødevareemballage.

Bisphenol A (BPA)

BPA anvendes i produktionen af to plasttyper; polycarbonater og BPA epoxyresiner. Polycarbonater bruges typisk til at lave hård-klare plastmaterialer der er særdeles slidstærke, brugt i f.eks. CD og DVD’er samt hårde, brudsikre plastflasker. De udskiller BPA hvis de eksponeres for syre eller base over en længere periode, og dette accelereres hvis de samtidig bliver udsat for UV-lys og varme, alle betingelser der kan forekomme ved almindeligt brug. Når det er sagt er det stadig meget begrænsede mængder der udskilles.

Der er BPA fri polycarbonat plast der er baseret på analoge stoffer til BPA, men disse er strukturel set utrolig lig BPA, så det vil ikke være overraskende hvis de også er hormonforstyrrende, der er bare ikke så meget data på dem endnu.

Epoxyresiner af BPA burde ikke udskille BPA som udgangspunkt da disse plasttyper er ekstremt stabile. De er at finde på indersiden af nogle dåser for at forhindre kontakt mellem fødevaren og metallet. De kan dog udskille små mængder af BPA der ikke er kemisk bundet, men også her er der tale om meget begrænsede mængder.

En mere hyppig eksponeringsvej er bonner og kvitteringer. Disse bruger BPA i den varme-aktiverede blæk. BPA har en kort halveringstid (ca 4 timer) og er bionedbrydeligt. Som følge af migration over i fedtvæv kan BPA dog godt tage meget lang tid for at komme helt ud af kroppen, men der er tale om meget lave niveauer.

Phtalater

Phtalater bruges til at blødgøre plast og muliggør mange af de plast typer der anvendes indenfor hospitalsverdenen, som f.eks. plastslanger. De bruges desuden som opløsningsmidler i parfume. Der er klar evidens for at phtalater er hormonforstyrrende, og at de er forholdsvist potente, alt efter hvilken phtalat eller phtalat metabolit det drejer sig om.

Da de bløde plasttyper kan indeholde rigtig meget phtalat, op til 50% af vægten af blød plast, er der mulighed for væsentlig eksponering. Så her er det vigtigt at de ikke bliver brugt til fødevarer. Dette gælder opbevaring såvel som forarbejdningen af varen før den når forbrugeren.

Hvis fede fødevarer kommer i kontakt med phtalatholdig plast kan phtalaterne snildt vandre over i produktet. Her er det nødvendigt med kontrol af producenterne for forbrugerne har ingen måde at beskytte sig på.

Phtalater er bionedbrydelige og deres halveringstider er afhængig af hvilken phtalat det drejer sig om, i værste tilfælde et par dage.

——————-

Hvis man ønsker at vide mere har The Endocrine Society udgivet en god oversigts artikel der absolut er værd at bruge en stille og rolig tirsdag aften på. For den mere forbrugerorienterede information er der Tænk kemi samt fødevareministeriets skrækkeligt betitlede side ’Mad med mindre kemi’.

* Tidligere skrev jeg at blåbær indholdte methylparaben, Claus Jørgensen fra forbrugerrådet har gjort mig opmærksom på at dette ikke var korrekt. Methylparaben er ikke naturligt forekommende i blåbær, men det strukturelt lignende og ligeledes hormonforstyrrende parahydroxybenzoat er. Læs kommentarerne for yderligere information.

 

Vaccinationer redder liv

Jeg har som bekendt skrevet en del om HPV-vaccinen – senest dette indlæg – og mon ikke emnet dukker op igen på et tidspunkt. Men det er ikke kun denne vaccine, jeg forsvarer – det er hele vores fantastiske børnevaccinationsprogram. Ja, jeg lader mig sågar vaccinere imod influenza!

Det har i tidens løb ført til en del konfrontationer både i den virkelige verden og på sociale medier. Nogle er bestemt ikke enige med mig, andre er glade for, at jeg tager sagen op, og andre igen forstår slet ikke, at jeg gider. Forleden blev jeg – endnu engang – spurgt om, hvorfor jeg dog går så meget op i, om forældre lader deres børn vaccinere. Særligt undrede vedkommende sig over, at jeg kaster mig ind i debatten om HPV-vaccinen. Her kommer et kort svar på dette hyppigt stillede spørgsmål.

Det skyldes ganske simpelt, at jeg ikke bryder mig om, at folk dør af sygdomme, vi kan forhindre. Så enkelt er det.

Vi har et vaccinationsprogram, der er med til at forhindre talrige tilfælde af sygdom, hospitalsindlæggelser og, ja, dødsfald hvert år. Mange glemmer, at børnesygdomme som f.eks. mæslinger kan føre til alvorlige komplikationer som hjernebetændelse og i værste tilfælde dødsfald – noget man så hvert år i Danmark, inden vi indførte vaccinen. Vaccinationerne er sikre og effektive, og det er svært at overdrive den positive effekt, de har haft på folkesundheden. Alligevel fravælger flere og flere vaccinationerne på grund af myter, anekdoter og skræmmekampagner, og det er et stort problem.

Hvis du fravælger at følge vaccinationsprogrammet, udsætter du ikke kun dit eget barn for en unødig risiko – du udsætter også andre mennesker for en unødig risiko: De helt små børn der endnu ikke er vaccineret, de mennesker der rent faktisk ikke kan tåle at blive vaccineret, de få vaccinerede hvor vaccinen ikke virkede optimalt, syge og udsatte medborgere som f.eks. cancerpatienter. Dit valg udsætter dem for en enorm risiko.

Derfor optager det mig.

Med hensyn til HPV-vaccinen gør alt dette sig gældende: Vi har en vaccine, der kan forhindre mange tilfælde af cancer og andre ubehagelige sygdomme, men som bliver fravalgt på baggrund af anekdoter – på trods af at data viser, at den er sikker og effektiv. Alt det har jeg jo skrevet uddybende om flere gange.

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Flertalsformen af “anekdote” er “anekdoter” – ikke “data“.

HPV kan ikke kun føre til livmoderhalskræft, som ellers er den kræftform, vi hører mest om i denne sammenhæng. Den kan også føre til halskræft, endetarmskræft, strubekræft og meget andet. En nylig rapport fra Canada har vist, at netop disse kræftformer er på vej frem, og at de i høj grad rammer mænd. Den samme tendens ser vi desværre også i Danmark. Problemet med disse kræfttyper er, at man modsat livmoderhalskræft ikke kan screene for dem.

Så jeg vil blive ved med at forsvare vaccinationer, såfremt der er evidens for, at de virker og er sikre – og det er tilfældet for vaccinationsprogrammet i Danmark.

Jeg vil endda gå skridtet videre og argumentere for, at man også burde tilbyde HPV-vaccinen til drenge. Ikke alene vil det være med til at mindske smitten generelt, det er også tydeligt, at ikke kun kvinder bliver ramt af HPV-relaterede kræftsygdomme.

Tilslutning, effekt og bivirkninger: Når anekdoter møder data

Som trofaste læsere ved, er debatten om HPV-vaccinen og frygten for bivirkninger noget, der optager mig, og som jeg har skrevet flere blogindlæg om allerede – det startede i januar, fik en opfølger i maj, og jeg skrev en kort opdatering igen i juni. Nu er det tid til endnu en omgang, for der er sket flere væsentlig ting, der fortjener at blive bredt anerkendt.

Kritikere af HPV-vaccinen hævder gerne, at der ikke er bevis for, at vaccinen virker, fordi man – ganske oplagt – ikke har lavet et randomiseret, dobbeltblindet studie. Det har jeg og andre skrevet om før, og vi har også henvist til, at man kender årsagskæden, der fører til bl.a. livmoderhalskræft, og at man ved, at vaccinen beskytter mod de vigtigste vira i den forbindelse. Vi har også sagt, at man jo med tiden kan lave et retrospektivt studie.

Nu er de første af den slags studier kommet. Dels er der et metastudie, der kigger på effekten efter 10 år med vaccinen. Tallene herfra er virkelig positive for især lande med høj vaccinationsgrad. De rapporterer et fald i HPV-infektioner på op imod 90% – det er fænomenalt godt. Hvad der er endnu mere interessant er, at de også ser markante fald i de sygdomme, man havde forventet ville blive reduceret: Antallet af kønsvorter er faldet med op imod 90%, og alvorlige tilfælde af celleforandringer er reduceret med op imod 85%. Det var jo netop det, man havde sagt, ville ske.

Men det stopper ikke her, for et andet studie har kigget på effekten i USA, hvor tilslutningen har været markant lavere – kun 37% piger og 13% drenge i alderen 13 til 17 år er fuldt vaccineret. Modsat Danmark skyldes den ringe tilslutning ikke frygt for bivirkninger men moralske kvababbelser over at give børn en vaccine imod en seksuelt overført sygdom. Ikke desto mindre har de set et fald på op imod 64% af HPV-infektioner.

Det er jo gode nyheder, så lad os straks dæmpe optimismen ved at se på tallene for tilslutning til HPV-vaccinen i Danmark. Hos Statens Serum Institut kan man se data for tilslutningen efter fødselsår. De seneste tal er fra 2015 og viser derfor tilslutningen blandt piger født i 2003, da vaccinen jo gives i 12-års alderen. Det er sørgelige nyheder: Hvis man ser på, hvor mange piger der får den første dosis af vaccinen, var tilslutningen tidligere helt oppe omkring 90% af en årgang.  Den er nu styrtdykket til 42%:

hpv-graf

 

Altså fravælger 58% af forældre en vaccine, der kan beskytte deres børn imod en række vira, som vi ved kan forårsage en masse sygdomme og i værste fald cancer. 

Endnu værre er det, hvis man kigger på, hvor mange der får begge doser og derved er fuldt beskyttede. Tidligere årgange var næsten oppe på 80% dækning – hvilket stadig er lavt – men nu er det faldet helt ned til 11%:

hpv-graf-2

Det er virkelig trist, og jeg håber inderligt, at vi kan få vendt denne tendens. Data viser jo, at den virker.

Men hvad så med disse bivirkninger? Jeg har skrevet meget om de såkaldte HPV-piger, og jeg håber oprigtigt, at de får den hjælp, de har brug for, for der er jo ingen tvivl om, at de lider. Min pointe har dog hele tiden været, at der ikke var nogle gode grunde til at mistænke HPV-vaccinen, og at jeg derfor var bange for, at man stirrer sig blind på den forkert ting og derved ikke finder frem til den sande årsag. Der er nu endnu mere data, der bakker mig op. I et nyligt studie i PLOS ONE har forskere lavet et registerstudie, hvor de sammenholder data for de piger, der har rapporteret alvorlige bivirkninger, med data for en gruppe piger, der er vaccineret men ikke har rapporteret nogle bivirkninger. Resultaterne er virkelig interessante.

Pigerne med påståede bivirkninger havde en sygdomshistorie, der signifikant adskilte sig fra de andre – vel at mærke før de blev vaccineret. De benyttede sig oftere af email- og telefonkonsultation, de gik hyppigere til fysioterapi, og de var hyppigere hos psykolog eller psykiater. Derudover led de i forvejen hyppigere af forskellige diagnoser, der passer godt med de historier, man nu kan se præsenteret som vaccineskader. Dette er et virkelig vigtigt studie.

Betyder det, at pigerne ikke kræver behandling? Slet ikke. Men det viser, at hvad det end er, de lider af, så ligger det forud for vaccinen. Altså bør man nu endelig begynde at se efter den reelle bagvedliggende årsag i stedet for at skyde skylden på en vaccine, der ikke kan være skurken. Resultatet af denne strategi har vi jo set: Skræmmekampagner og faldende tilslutning, hvilket uundgåeligt vil føre til, at flere piger og drenge bliver smittet med HPV. Konsekvenserne af dette kender vi.

Rettelse den 6. oktober: Jeg har opdateret grafen og tallet for andelen af vaccinerede piger med de nyeste oplysninger fra Statens Serum Institut.

Og endnu en opdatering den 6. oktober: Jeg har opdateret afsnittet omkring vaccinationsdækningen for at gøre det klart, hvor stor forskel der er på andelen af piger, der får en hhv. to doser af vaccinen.