Alle indlæg af Klaus Seiersen

X-strålernes indtog i Danmark

Dette indlæg er i virkeligheden lidt af en reklame; en reklame for et gratis værktøj, der kan være kilde til mange timers historisk research.

Værktøjet hedder Mediestream og er et tilbud fra Det Kgl. Biblioteks digitale samlinger. Her er man bl.a. i gang med at indscanne omkring 32 millioner avissider fra Statens Avissamling, og dem har man fuld adgang til, hvis man møder op på Det Kgl. Bibliotek i København eller Statsbiblioteket i Aarhus.

Det fantastiske er dog, at for de ældste aviser – det vil sige udgivet før 1. januar 1918 – har man fuld adgang hjemme fra sofaen. Og ikke nok med det, så er det muligt at lave tekstsøgning i avisernes indhold!

Jeg morer mig af og til med at finde “dagens avis” fra præcis 100 år siden for at se, hvad der skete på det tidspunkt. Ud over nyt fra Første Verdenskrig, der rasede lige udenfor landets grænser, finder man sjove tekster som denne annonce:

Nationaltidende, 20. januar 1917

 

Dette blogindlæg skal dog ikke omhandle 100 år gamle kontaktannoncer, men derimod de første danske erfaringer med røntgenstråling og radiumbehandling, som falder under mit fagområde som hospitalsfysiker.

Opdagelsen af røntgenstråler

Ved årskiftet 1895-96 publicerede Röntgen sine observationer af de nye “x-stråler”, som han kaldte det, vi i dag kender som røntgenstråler.

I januar 1896 var aviser over hele verden fyldt med rapporter om den fantastiske opdagelse. På få uger var opdagelsen allerede i regelmæssig brug på hospitaler, og til offentlige foredrag i København kunne tilhørere prøve at få røntgenfotograferet hænderne.

På Mediestream kan man ved selvsyn konstatere, at også de danske medier var i breaking news-mode.

Jyllands-Posten, 23. januar 1896

 

Efter nogle ugers skriverier finder vi den 1. februar 1896 nedenstående humoristiske artikel i Fredericia Dagblad: “X-Straalerne. Spøgefulde Betragtninger over den nyeste videnskabelige Opdagelse”:

“Kejser Wilhelm har skyndt sig med at dekorere Opdageren af disse gjennemtrængende og paatrængende X Straaler, men mon han nu ogsaa har tænkt sig de for Samfundsordenen skjæbnesvangre Konsekvenser, der kan flyde af denne mærkelige Opdagelse?

Ganske vist har adskillige af Æskulaps Sønner allerede paavist, hvorledes Opdagelsen kan benyttes, naar det gjælder om at faa Klarhed over, hvad der kan være i Vejen med de indvendige Dele af en skrøbelig Menneskekrop; en Blommesten, der har taget uberettiget Stade i Maven paa en eller anden Slughals, opdages øjeblikkelig ved X Straalernes Hjælp, og en Stoppenaal kan ikke mere, som man tidligere har set det, spasere omkring under Huden paa Folk i aarevis, efter paa en lumsk Maade at have listet sig derind paa et eller andet kjødfuldt Sted.

Lige saa lidt kan det nytte et nok saa lidet Projektil at ville forputte sig, f. Ex. i Tankekassens vildsomme Labyrinter; dets Tilstedeværelse skal nok blive konstateret, takket være Professor Røntgens X Straaler.

Føjer vi hertil, at Toldvæsenet paa en nem og behagelig Maade, uden at Vedkommende aner det, blot ved pr. X-Staalerne at tage et Øjebliks Fotografi af en mistænkelig Dame, kan opdage om hendes tilsyneladende altfor trivelige Korpus kun er et Skalkested for toldpligtige Varer, særlig Metalgjenstande, er vi vist foreløbig færdig med de lyse Sider af Sagen.

Tungt vejer det i Vægtskaalen, at Privatlivets Fred og Ufred, den før saa trygge Tilværelse inden fire Vægge paa den nemmeste Maade af Verden kan krænkes ved disse for Øjeblikket saa forgudede Straaler, der kan gaa gjennem Gulv og Vægge og afsløre baade det ene og andet, som man helst ønskede at beholde for sig selv. For Fremtiden bør det hedde, at Væggene har Øjne, og Familielivets Intimiteter er fra nu af ikke en Bønne værd. At Brevhemmeligheden ligeledes med største Lethed kan krænkes er næsten en afgjort Sag.

Det manglede bare, at man ogsaa skulle kunne fotografere Tankerne hos dem, der har nogle, men det kommer naturligvis senere. D’herrer Lommetyve, som hidtil har opereret under vanskelige Forhold, idet de aldrig kunde være sikre paa, om Deres Offers Portemonnæ var alle deres Anstrængelser værd, kan fotografisk undersøge Terrænet før de begynder Manipulationerne, og Indbrudstyvene behøver ikke at spilde Tiden med at brække eller dirke indholdsløse Kasser og Skuffer op, hvis de da ellers, som det anstaar sig fin-de-siècle Forbrydere, er med paa Videnskaben.”

De danske radiumstationer

Få uger senere, inden udgangen af februar måned, lykkedes det franskmanden Henri Becquerel at opdage radioaktivitet, naturlige mineraler opgravet fra jorden som udsendte en slags stråling, der på mange måder mindede om Röntgens stråler (der dog blev udsendt fra et elektrisk apparat).

I løbet af 1896 begynder forskellige læger at eksperimentere med at bestråle hudlidelser og endda kræftsvulster, og på den måde blev strålebehandlingen opfundet. Også i Danmark udføres de første forsøg i 1896, og vi er således med helt fremme på forskningsfronten.

I de følgende år bliver røntgenbehandling mere og mere udbredt, og da ægteparret Marie og Pierre Curie opdager det radioaktive grundstoffet radium, begynder man også strålebehandling med radioaktive kilder. I 1913 åbner den første radiumstation i København, og året efter følger andre byer efter.

Radiumstationen i Aarhus grundlægges altså i 1914, og det er faktisk præcis den samme afdeling, jeg arbejder på i dag, omend navnet i dag er Kræftafdelingen på Aarhus Universitetshospital.

Lad os igen vende tilbage til Mediestream og se på radiumbehandlingernes indførelse. Netop afdelingen i Aarhus er tilknyttet en sjov historie om stakkel Honnæus Mortensen, der ved et uheld kommer til at bortføre professor Fischers  taske med radium til en værdi, der i dag nok vil svare til omkring 600.000 kroner:

Jyllands-Posten, 26. oktober 1913

 

Radiumkomiteen, som nævnes i artiklen, er i øvrigt en forløber for det, der i 1928 bliver til Kræftens Bekæmpelse.

Forsvundet radium

Strålesikkerhed var i det hele taget en ikke-eksisterende disciplin på den tid, og aviserne melder om andre eksempler på mistede portioner radium. Tag for eksempel dette korte opslag:

Nationaltidende, 31. januar 1914

 

Det afsløres dog hurtigt, at den uskyldige annonce faktisk dækker over et alvorligt tilfælde af tabt radium:

Fyens Stiftstidende, 4. februar 1914

 

Et par uger går, og desværre må professor Ellinger indse, at radiummet er tabt for altid, hvorefter han selv må punge ud for tabet:

Middelfart Avis, 19. februar 1914

 

Tag endelig selv et kig i Mediestream.

Jeg har i det ovenstående søgt på ord som “x straaler“, “röntgen” og “radium“, men prøv gerne noget helt andet. Dog skal der lyde en advarsel: Man kan nemt blive grebet af det.

 

 

 

Fantastisk analyse afslører Donald Trumps egne tweets

Det er helt normalt blandt højtstående politikere at en eller flere kampagnemedarbejdere har adgang til at opdatere politikernes personlige profiler på sociale medier. Det sker skam også i lille Danmark, så det ville være mærkeligt, hvis det ikke også er tilfældet for den amerikanske præsidentkandidat Trump.

En antydning af dette finder man på Twitter, hvor man kan se, at halvdelen af de udsendte tweets fra @realDonaldTrump kommer fra en Android-telefonen, og den anden halvdel fra en iPhone.

Bloggeren David Robinson fra Variance Explained kan fortælle, at Donald Trump normalt bruger en Samsung Galaxy Android-telefon, så han opstiller en hypotese om, at Android-updates kommer direkte fra Trump selv, mens iPhone updates kommer fra en kampagnemedarbejder.

Robinson analyserer over 1.000 tweets og finder noget interessant statistik, som bakker hypotesen op. Først og fremmest er der markant forskel i, hvordan de to grupper af tweets er bygget op, hvilket antyder, at der er tale om to forskellige afsendere.

Man ser også, at Android-tweets generelt er langt mere hadefulde end iPhone-tweets. For eksempel er negative ord som “weak“, “crazy” og “dumb” udbredte på Android-tweets, og enhver der har stiftet bekendtskab med kandidatens retorik kan hurtigt danne sig et indre billede at en oprørt Trump, der tweeter vredt på sin Samsung-telefon.

Man ser også, at hashtags stort set kun kommer fra iPhonen, og en professionel kampagnemedarbejder vil formentlig sætte en ære i at bruge de bedste hashtags for at nå ud til den bredest mulige målgruppe. Tilsvarende tweetes billeder næsten kun fra iPhonen.

Det hele bygger selvfølgelig kun på en spekulativ hypotese, men den virker umiddelbart ganske troværdig. Robinsons analyser viser yderligere, at Trump primært tweeter tidlig morgen og sen aften, mens kampagnemedarbejderen er mest aktiv om eftermiddagen.

Tag selv et kig på de mange grafer på Robinsons blogindlæg.

Historien slutter dog ikke her, for analysen har fået andre til at forske yderligere i Trumps Twitter-feed. For eksempel har Andrew McGill fra The Atlantic analyseret 6.000 af Trumps tweets gennem det seneste år, og her ser vi den tidslige udvikling af forholdet mellem tweets fra hhv. Android, iPhone og en webbrowser:

Trump_phones
Kilde: www.theatlantic.com/politics/archive/2016/08/donald-trump-twitter-iphone-android/495239

 

Holder vi fast i hypotesen, ser vi, at kampagnestaben begynder at overtage Twitterkontoen i november 2015, hvorefter de når et plateau. Men den seneste måned har forholdet ændret sig markant, idet kampagnemedarbejderne overtager mere og mere.

Dette falder sjovt nok sammen med, at Trump styrtdykker i meningsmålingerne. Se for eksempel denne Election Forecast, der viser sandsynligheden for at en given kandidat vinder præsidentvalget:

Kilde: http://projects.fivethirtyeight.com/2016-election-forecast
Kilde: http://projects.fivethirtyeight.com/2016-election-forecast

Netop i slutningen af juli skrider det hele for Trump, og i dag siger prognosen, at Trump kun har 11 procents chance for at vinde.

Det er altså en ikke-urealistisk forklaring på Twitter-dataene, at der har været krisemøde i Trumps kampagnestab, hvor man er blevet enige om at ændre strategi, således at Trump skal tweete mindre og mindre.

Det hele er stadig blot en hypotese – som dog bakkes op af de yderst interessante data.

Nordeuropas største akvarium ligger i en lille dansk fiskerby

De fleste af min barndoms sommerferier blev afholdt i Vendsyssel, og jeg har derfor et særligt forhold til diverse nordjyske attraktioner som f.eks. Nordsøen Oceanarium i Hirthals, som jeg nok besøgte første gang tilbage midt i 1980erne.

Her 30 år senere er jeg selv som familiefar begyndt at tage mine egne små børn med til Nordjylland, og både denne og de sidste to somre besøgte vi da også oceanariet.

Nordsøen Oceanarium har en lang historie. Det blev indviet tilbage i 1984 i forbindelse med det eksisterende fiskeriforskningscenter Nordsøcentret. Dengang kaldte man det Nordsømuseet, et kulturhistorisk museum for fiskerierhvervet kombineret med et akvarium og et udendørsanlæg for sæler.

Jeg husker det som et rigtig hyggeligt sted, hvor det store sælanlæg helt klart var hovedattraktionen.

Jeg husker endda en enkelt sæl særlig tydeligt: Sæl nr. 16. Navnet skyldtes ganske enkelt, at tallet 16 var frysemærket ind i pelsen i forbindelse med et forskningsprojekt, og sælen, som var med ved åbningen i 1984, kunne jeg hilse på igen i 2014. Danmarks ældste spættede sæl i fangenskab døde efter 31 år i sælanlægget i juni 2015.

Og det bringer mig frem til, hvad forskellen på Nordsømuseet i 1980erne og Nordsøen Oceanarium i 2016 er:

For det første er sælanlægget blevet opdateret. Det nye anlæg på 800.000 liter havvand, der løbende udskiftes, åbnede i 2001, og det er virkelig godt. Sælerne er aktive og nysgerrige, og det er nemt at komme helt tæt på de store dyr, der kan konstant svømmer forbi de store vinduespartier både udendørs og i den undersøiske tunnel, der er stor og rummelig med plads til mange mennesker (se billedet øverst i indlægget).

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Selv om sælanlægget er fremragende, er det dog degraderet lidt som hovedattraktion. Baggrunden for navneskiftet til “Oceanarium” er nemlig, at man i 1998 indviede et gigantisk akvarium på 4,5 mio. liter vand. Her er det muligt at se stimefisk, rokker og hajer, samt et par kæmpestore klumpfisk svømme rundt.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Og så har du måske hørt om stedet, for ja, det var her man i 2003 blev ramt af en storbrand, hvor akvariet revnede og den tidligere klumpfisk døde.

Du kender måske også stedet fra den danske film “Klumpfisken” fra 2014, der netop omhandler en forsker fra Nordsøens forskerpark, som indleder et forhold til en lokal fisker, i øvrigt genialt spillet af Henrik Birch, som blev præmieret for sin præstation.

Nå, tilbage på sporet…

Oceanariet er Nordeuropas største akvarium. Det kalder Den Blå Planet i København sig sådan set også, men her måler man vist på samlet akvarievolumen og ikke de enkelte akvarietanke. Den Blå Planets største tank er i øvrigt “kun” på 4 mio. liter vand.

Kendere af Scienceblog husker måske min medbloggers kritik af Den Blå Planet som et sted, der mangler plads til publikum (et sted “skabt udelukkende af arkitekter og en presseafdeling”), men det problem har man ikke i Hirtshals.

Nordsøen Oceanarium har ikke fine koralrev som Den Blå Planet eller tropiske hajer som Kattegatcenteret i Grenå. Der er fokus på de hjemlige vande ud for den jyske vestkyst, men sæler, rokker, små hajer, klumpfisk og store fiskestimer er også interessante, og man påstår faktisk, at man har (næsten) alle fiskearter, der lever i Nordsøen.

Man kan endda se en helt fantastisk 8-armet blæksprutte samt en flok fascinerende søheste. Sidstnævnte art lever dog godt nok i Australien, men der findes såmænd søheste nede i Den Engelske Kanal og i Themsen, så de har også fået plads i Nordsøen.

Børnene kan more sig med den populære krabbefisker-aktivitet, og et rørebassin med fladfisk, søstjerner og krabber er også populært hos de små. Desuden kan man komme op i toppen af det store akvarium og fodre stimefiskene.

©Nordsøen Oceanarium
©Nordsøen Oceanarium

Butikken skal også have rosende ord med. Ethvert museum eller science center har selvfølgelig en medfølgende butik, hvor diverse ragelse og souvenirs kan købes.

Nordsøen har også en sådan butik, men mit indtryk er, at den er lidt større end gennemsnittet, og selv om der selvfølgelig er det sædvanlige skrammel, t-shirts og tøjdyr, kan man også finde glaskunst (som er ret udbredt på toppen af Jylland), Nordsøens egne mikrobryggede øl, en lommelærke med ægte sælskind eller et skakbræt af rav til 18.000 kroner. Trods alt et bredt udvalg!

Jeg er med andre ord meget positiv over for stedet, men lidt kritik skal der da også falde:

Ved siden af rørebassinet finder man endnu et rørebassin. Her er det vist meningen, at man kan hilse på en rokke, som dog som regel ligger nede på bunden, hvor man ikke kan nå den, og hvor der i øvrigt ikke rigtigt skrives noget om de øvrige fisk, der er i akvariet. Her halter formidlingen en del.

Går man længere hen finder man en udstilling om planteplankton, som selvfølgelig er en vigtigt del af havmiljøet. Jeg ved ikke, hvordan man skal formidle plankton på en spændende måde, men det virker efter min mening slet ikke på Nordsøen. Det er også sjældent, man finder publikum i denne ende af udstillingen.

Under mit besøg overvejede jeg også at kritisere cafeteriaets forholds tynde legeområde, som ellers kan være en god hjælp til at parkere børn, mens familien spiser færdig. Området er dårligt belyst og kun udstyret med få legeredskaber. Men jeg må indrømme, at mine egne børn elskede stedet og brugte overraskende lang tid der, så den kritik må jeg hellere holde tilbage.

Det er jo også dyrene, det handler om…

Min største kritik går måske mod stedets helt store nyhed denne sommer, en hvalforskerhytte. Det er virkelig et kedeligt sted. Nordsøen beskriver det selv som “et autentisk miljø … hvor gæsterne får indblik i hvalforskerens arbejde med observationer og forskning“.

Fair nok, men formidlingsmæssigt er man altså rejst tilbage til 80’erne med en gammeldags museumsudstilling uden publikumaktivering. Der er et par hvalskeletter, nogle gamle bøger, to skærme viser videofilm (den ene var godt nok i stykker), og så kan man da lige tage fat i fire forskellige “telefoner” og lytte til hvalers lyde.

Den "spændende" udstilling i Hvalforskerhytten.
Den “spændende” udstilling i Hvalforskerhytten.

Det er bare for tyndt her i 2016.

Hvalforskerhytten er etableret på grundlag af en donation på 1,1 mio. kroner fra Det Obelske Familiefond. Man kan tillade sig at stille spørgsmål ved det etiske i at lade penge fra en tobaksfabrikant financiere en udstilling for små børn – men penge er vel penge.

Nå, men Nordsøen Oceanarium har været en integreret del af min egen barndom, og nu er det så småt ved at blive en del af mine egne børns sommerminder. Og mon ikke vi kommer der igen. Jeg har i hvert fald stadig et rigtig godt indtryk af stedet.

Min anmeldelse er selvfølgelig farvet af, at jeg har særlige følelser for stedet, men er det i virkeligheden ikke også den største ros, et science center kan få: at gæsterne husker det så tydeligt og positivt selv 30 år efter første besøg?

Her er artiklen, du ikke vil fortryde at læse!

Som aktiv videnskabsformidler anno 2016 er det svært at komme uden om de digitale platforme, uanset om det drejer sig om nyhedsmedier, blogs eller sociale medier. Når man kommunikerer elektronisk, er man dog desværre også nødt til at tage højde for den nye digitale realitet, at antallet af læsere i høj grad afgøres af overskriften. En forsker, der er en dygtig formidler, kan sagtens skrive en fremragende og medrivende fortælling om sit seneste arbejde, men hvis overskriften ikke er i orden, er der formentlig kun ganske få, der vil læse det på nettet.

Det har professionelle mediefolk for længst fundet løsningen på. Overskrifter serveres i dag som velduftende madding, der narrer folk til at klikke sig ind i på selve artiklen, også selv om de egentlig ikke interesserer sig synderligt for det reelle indhold. Der spilles forførende på nysgerrighedens tangenter, og overskrifterne lokker med “Sådan gør du…”, “Her er forklaringen…”, “Disse 5 ting skal du gøre…”, “Du gætter aldrig…” og så videre.

Videnskab og clickbait
Læseren ved nok, hvad jeg taler om, for metoden er ikke længere forbeholdt tabloidpressen. Også de mere seriøse danske dagblade benytter sig i forskellig grad af “clickbait”, som fænomenet hedder. Mange læsere, inklusiv undertegnede, er ved at være træt af det. Man føler sig nemt bondefanget, når artiklens indhold ikke lever op til overskriftens sensationalisme. Ordet clickbait bruges da også oftest i nedsættende betydning.

Men sagen er, at det virker, hvilket enhver journalist eller reklamekonsulent kan skrive under på. På nettet er antal klik lig med reklamekroner, og overskriften alene kan nemt betyde en 5-dobling eller mere af læsertallet. Også selv om folk faktisk ikke læser selve artiklens indhold.

Men hvad gør man så, når man som forsker vil formidle sin videnskab elektronisk? Jeg er selv redaktør af sitet ScienceBlog.dk, et blogger-fællesskab bestående af en række danske videnskabsfolk, der skriver personligt om alt fra egen forskning til politik og naturvidenskab i hverdag og medier. Vi får langt den største del af vores trafik fra deling af historier på sociale medier, og for at få trafik har vi selv benyttet clickbaiting i relativ mild grad.

Blandt de mest læste artikler de sidste to år finder vi for eksempel overskrifter som “Derfor skal du blende din Barolo”, “Er bacon lige så farligt som rygning?” og “De DØDSENSFARLIGE asteroider slår til igen”.

Vi er et ikke-kommercielt foretagende, og vi skal ikke tjene penge på vores historier, men når vi skriver, ønsker vi naturligvis, at folk læser vores budskab. Og præcis som de kommercielle medier, hungrer vi derfor efter læsere. Vi er ikke det eneste formidlingssite, der må forholde sig til problemstillingen. Vores kollegaer på Videnskab.dk kender i høj grad betydningen af pirrende overskrifter, som de ofte formulerer som spørgsmål. Der anvendes også hyppigt ord som “Vild”, “Overraskende” og “Derfor” i overskrifter, der dækker over i øvrigt ganske seriøse og interessante artikler om moderne forskning.

Blandt de mest populære videnskabssites på nettet finder vi I Fucking Love Science (IFLscience.com), der især er kendt fra virale indlæg på Facebook. Her har der været udbredt kritik fra formidlingsverdenen, idet sitet ikke kun kan finde på at hugge materiale uden at oplyse kilde, men også at clickbaite i en grad, hvor overskriften ikke længere støttes af den forskning, der beskrives. Er IFLscience.com god for videnskaben? Tjah. Populariteten drømmer enhver formidler om at have, men måske er den kommet på bekostning af seriøsiteten.

Vi må følge med tiden
Som fagperson er jeg opdraget til at holde den faglige fane højt, når jeg kommunikerer videnskab. Så jeg har først og fremmest fokuseret på, at indholdet skal være i orden. Men uanset min modvilje mod clickbait har jeg også indset, at vi, der på et fagligt grundlag beskæftiger os med videnskabsformidling, må følge med tiden. Jeg tror derfor ikke, at der er nogen vej udenom at ofre overskrifterne meget mere opmærksomhed i fremtiden. Brugt på en seriøs og raffineret måde, kan overskriften som clickbait bringe vores videnskabsformidling ud til et væsentligt større publikum. Men det er en kunst at skrive en god overskrift – det kan tage lige så lang tid som at skrive selve indholdet. Og man skal selvfølgelig nøje overveje, om historien virkelig kan bære en sensationel overskrift. Vi gør ikke videnskaben nogen tjeneste, hvis læserne føler sig snydt.

 

Indlægget er skrevet som “Synspunkt” til seneste nummer af tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab. Det videregives med deres tilladelse.

Hvad skete der egentlig med ebola-kurven i Afrika?

I sidste uge erklærede WHO endelig den voldsomme ebola-epidemi i Vestafrika for afsluttet. Man advarede dog om risiko for tilbagefald (“flare-ups”), hvilket kom allerede dagen efter med et nyt tilfælde i Sierra Leone.

Men faktum er, at kampen er ved at være vundet, og at epidemien ikke endte med at slå os alle sammen ihjel!

Jeg viste i starten af udbruddet, hvor alvorlig situationen var, idet antallet af nye tilfælde fulgte en ret linje i et logaritmisk plot, en eksponentiel vækst, en epidemi ude af kontrol:

http://en.wikipedia.org/wiki/File:Evolution_of_the_2014_Ebola_outbreak_in_semiLog_plot..png

I kommentarsporet legede jeg yderligere med tanken om, at hvis udbruddet fortsatte uændret, ville hele Jordens befolkning være smittet her i januar 2016.

Og det skete selvfølgelig ikke, for vi fik jo knækket kurven.

Lad mig derfor lige følge op og opsummere forløbet med den samme graf ført frem til juli 2015:

https://en.wikipedia.org/wiki/Ebola_virus_epidemic_in_West_Africa_timeline#/media/File:Evolution_of_the_2014_Ebola_outbreak_in_semiLog_plot..png

Se flere data fra udbruddet på Wikipedia.

Skiløber næsten ramt af drone – fører desværre til forbud

I sidste uge blev World Cup-skiløberen Marcel Hirscher næsten ramt af en kameradrone, der styrtede få meter fra ham midt under en løb:

Det førte desværre til et øjeblikkeligt forbud mod droner under løbene. Desværre, fordi det er den forkerte udvikling.

Selvfølgelig kan droner falde ned. Det er en forholdsvis simpel konsekvens af tyngdekraften, men det mest overraskende er, at Det Internationale Skiforbund ikke havde gennemskuet dette, før man overhovedet begyndte anvende dem.

Droner er et fremragende værktøj, og ikke bare som legetøj eller til TV-dækning. Jeg skrev sidst om droner for lidt over to år siden og som allerede nævnt her, bør udviklingen ikke bremses med forbud. Jo, der skal da være kontrol, så dronerne ikke misbruges til at spionere på naboen, og sikkerhedsregler, så de f.eks. ikke flyver rundt og generer flytrafikken.

Men totalforbud bør måske erstattes af krav om sikkerhedsanordninger. Gerne nogle hårde krav, men dog så de er inden for rækkevidde af en innovativ ingeniørafdeling, så udviklingen af teknologien kan fortsætte. Bare under sikrere rammer.

Er bacon lige så farligt som rygning?

Weekendens sensationsoverskrift fra Ekstra Bladet fortalte, at “bacon og pølser så farligt som arsenik, asbest og cigaretter“.

Baggrunden er en pressemeddelelse fra WHO, der har klassificeret rødt kød og forarbejdet kød på deres sædvanlige skala for, om en given ting udgør en kræftrisiko eller ej.

Skalaen gennemgik jeg allerede i 2011, hvor sensationshungrende journalister gik i selvsving, da WHO klassificerede mobiltelefoner. Overskrifter som “Se de farligste kræft-telefoner” var helt hen i vejret.

WHO grupperer stoffer og miljøpåvirkninger i fem grupper:

Gruppe 1: Kræftfremkaldende. Der er “sufficient evidence of carcinogenicity in humans“. (Eksempler: Tobaksrøg, asbest, HPV-virus og ioniserende stråling)

Gruppe 2A: Sandsynligvis kræftfremkaldende. Der er “limited evidence of carcinogenicity in humans and sufficient evidence of carcinogenicity in experimental animals“. (Eksempler: Akrylamid, trichlorethylen og udstødning fra dieselbiler)

Gruppe 2B: Muligvis kræftfremkaldende. Der er “limited evidence of carcinogenicity in humans and less than sufficient evidence of carcinogenicity in experimental animals“. (Eksempler: mobiltelefoner, kaffe og arbejde som brandmand)

Gruppe 3: Ikke klassificerbar. Der findes ikke tilstrækkelig med bevisførelse. (Eksempler: Koffein, statiske magnetfelter og stenuld)

Gruppe 4: Sandsynligvis ikke kræftfremkaldende. Der er “evidence suggesting lack of carcinogenicity in humans and in experimental animals“.

Den nye rapport placerer forarbejdet kød (som f.eks. bacon) i gruppe 1 – kræftfremkaldende.

Men det er der intet som helst nyt i!

Det eneste nye er, at WHOs eksperter nu for første gang har gennemgået al forskning og indplaceret kødet, hvor vi længe har vidst, at det hører til.

At sige at bacon er lige så farligt som arsenik, asbest og tobaksrøg – som også befinder sig i gruppe 1 – er ganske enkelt forkert og noget journalistisk makværk.

Grupperingen siger ikke noget om, hvor farlige de enkelte stoffer er, kun at der er evidens for, at de er kræftfremkaldende.

En artikel fra BBC News i dag giver nogle tal på, hvor forskellen ligger. Her kan man se, at tobaksrygning årligt forårsager 1.000.000 kræftdødsfald, 600.000 alkoholdødsfald og “kun” 34.000 relateret til kød.

Et ikke ubetydeligt tal – men slet ikke i samme størrelsesorden som rygning!

I øvrigt kan man bemærke, at hvis man er skomager, maler eller skorstensfejer, så befinder man sig også i gruppe 1. Hvornår ser vi mon Ekstra Bladet lave overskriften “WHO dødsdømmer verdens skomagere”?

Vild og avanceret sex i haven

Forestil dig, at du kun dyrker sex én gang i dit liv? Så må det gerne være lidt ekstraordinært og opfindsomt, ikke? Sådan en begivenhed var jeg vidne til i går aftes i min egen have.

Jeg var i haven for at fjerne dræbersnegle, og der hilser jeg jævnligt på min gode ven: Leopardsneglen. En god ven, ikke fordi den er et forholdsvis stort og flot dyr, men fordi den æder dræbersnegle.

Denne gang bemærkede jeg dog to store snegle, der kredsede om hinanden. Det kunne jo være indledningen til et af de mest særprægede parringsritualer i dyreriget, så jeg vendte tilbage flere gange, og minsandten om ikke akten blev gennemført.

Først starter “futtoget”.

Her placerer den ene snegl sig i bagenden på den anden, og så bevæger de sig ellers afsted nærmest som én gigantisk snegl. Turen går hen mod nærmeste træ, hvor de bevæger sig op ad stammen:

1

Når sneglene er kommet et godt stykke op i træet, begynder de at vikle sig ind i hinanden. Her sidder de lidt, mens de producerer slim. Man kunne tydeligt se, at de begyndte at glinse og skinne i lyset:

2Og så sker det – sneglene lader sig falde!

Men de falder ikke til jorden, for de hænger fast i en streng af slim. Langsomt firer de sig ned i deres slimreb, mens de vrider sig i en heftig dans:

3

Her hænger de så.

Sneglene positionerer sig selv, hvorefter de hiver deres penisser frem. De kommer ud af siden på hovedet – på dem begge (sneglene er hermafroditter).

Og sikken en! Den er kæmpestor og fleksibel. Ligesom sneglenes kroppe, skal penisserne også vikles sammen:

5Det fortsætter, og kroppe og penisser danner to sammensmeltede klumper. Her må jeg lige ty til et foto fra Wikipedia, der viser denne fase ganske tydeligt:

Mating_Great_Grey_Slug_4111I det næste kvarters tid vil sneglene udveksle sæd, hvorefter de trækker parringsorganer tilbage ind i kroppen. Sneglene kravler nu op ad slimstrengen igen:

6Begge snegle kan lægge 100-200 æg, og kampen mod dræbersnegle i min have kan næste sommer gå ind i en ny fase.

Det er én af naturens mest vanvittige og fascinerende forestillinger, og det foregår lige i ens egen baghave.

Det er ikke mærkeligt, at det har tiltrukket opmærksomhed fra selveste David Attenborough. Se hans gennemgang af en lignende parring lige her:


David Attenborough – Slugs mating by PigLips

Ny gratis naturperle lige midt i Århus

Jeg benyttede mig i år af sommerferien til at besøge de nye, flotte væksthuse i Botanisk Have i Århus midtby.

Væksthusene har ligget på stedet siden omkring 1970, men hvis man har besøgt dem det seneste årti, vil man vide, at de har været frygtelig nedslidte, og en renovering har været savnet. Den renovering er endelig en realitet med midler fra fonde, kommune og universitet, og de helt nye væksthuse åbnede i september sidste år.

Resultatet er imponerende.

Allerede udvendigt ser man stor forandring. Bygningerne er lavet helt om, og det nye vartegn er et stort tropehus designet specifikt til at indsuge så meget sollys som muligt. Resultatet er flot, og arkitekterne fra C.F. Møller har da også med projektet vundet 1. præmie i en arkitektkonkurrence.

Indvendigt er det svært at genkende ret meget fra den gamle tid. Indgangspartiet er helt nyt, og der er nu suppleret med en hyggelig naturcafé, en butik og et større formidlingsområde for skoleklasser.

I det hele taget er formidling i højsædet. Hist og her findes eksempler på varer fra supermarkederne, der er direkte relateret til de planter, man kan møde i huset. Det kan være kaffe, citrusfrugter, mandler, kanel, etc., som alt sammen vokser i husene.

Der er også installeret små touchskærme, hvor man kan gå yderligere i dybden med de forskellige klimazoner. Her kan selv en 3-årige navigere rundt og kigge på billeder og video:

3-årig i Væksthusene Århus

I selve planteudstillingen har anlægsgartnerne været på overarbejde. Det er et fremragende resultat, og man har gjort meget ud af, at der især i tropehuset er mange små stier, hvor man kan bevæge sig rundt og gå på opdagelse.

Det er stemningsfuldt, og man har ydermere benyttet sig af et billigt – men effektivt – trick: Blandt planterne er der gemt 40 højttaler, der diskret afspiller dyrelyde. Det giver en effektfuld lydkulisse, så man får en fornemmelse af at bevæge sig rundt i regnskoven blandt vilde dyr. På trods af at der kun er fisk og sommerfugle i udstillingen (…og en flok kakerlakker, at bedømme ud fra lokkedåserne).

Har du endnu ikke været i væksthusene, bør du virkelig tage et smut forbi. Det er godt på vej til at blive en af Århus’ helt store attraktioner, kun overgået af Aros, Den Gamle By og Moesgård Museum.

Det er åbent dagligt fra 9-16, i weekender fra 10-17. Og så er det gratis!

Læs mere om Væksthusene her.

Væksthusene i Århus

Politikerne må til at vise ansvar – red sundhedssektorens økonomi nu

Der spares i disse år voldsomt på vores sundhedssektor. Alt overflødigt skæres væk, men det går også direkte ud over personalet med fyringer, omrokeringer og effektiviseringer. Man forsøger hele tiden at dække sig ind under, at det ikke går ud over patienterne.

Men det gør det.

Helt tragikomisk blev det på min egen arbejdsplads, da seneste sparerunde blev annonceret i februar. Her kunne man lige under hinanden læse to nyheder, der dels annoncerede yderligere besparelser, og dels fortalte om Arbejdstilsynets påbud pga. dårligt arbejdsmiljø. Sammenhængen var tydelig for enhver:

Besparelser

Når en stor arbejdsplads indfører besparelser, vil der altid være brok fra de ansatte. Altid. Men når vi ser på sundhedssektoren i dag, så har vi med Arbejdstilsynet faktisk en uafhængig myndighed, der på mange hospitalsafdelinger har været inde og give påbud, fordi besparelser har ført til uacceptable personaleforhold. Faktisk 101 påbud på ét år.

Man er hamrende naiv, hvis man tror, det ikke går ud over patienterne.

Politikerne som svinger sparekniven står gerne frem og taler om at udvise ansvar og tage konsekvensen af den pressede økonomi. Men sagen er, at det jo ikke er at udvise ansvar, når man har skåret så meget, som man har gjort. Det er faktisk uansvarligt. For der findes en alternativ løsning, og den hedder prioritering.

Gang på gang på gang serveres sparerunderne med klagesangen om “ny dyr medicin”. Det er simpelthen udgifterne til medicin, der underminerer vores sundhedsvæsen, og vi bliver nødt til at overveje, om vi i vores velfærdssystem har råd til bare at give enhver ny type medicin til alle, der kunne få gavn af den. For den gavmilde brug af nyudviklet medicin direkte fra medicinalindustriens forskningslaboratorier koster på kvaliteten af andre patienters behandling.

Vi bør indføre et prioriteringsinstitut, der på landsdækkende plan går ind og vurderer, hvilken type medicin vi vil bruge, og hvilken vi simpelthen må stemple som for dyr for det danske samfund. Ja, det går ud over nogen patienter – men det vil gavne rigtig mange andre.

Heldigvis dukker prioritering op flere gange i disse dage, for nogle politikere har da indset, at det er den eneste vej frem. For to uger siden besluttede Danske Regioner sig endelig for at tage hul på diskussionen.

Problemet er, at beslutningen kommer for sent.