Tilslutning, effekt og bivirkninger: Når anekdoter møder data

Som trofaste læsere ved, er debatten om HPV-vaccinen og frygten for bivirkninger noget, der optager mig, og som jeg har skrevet flere blogindlæg om allerede – det startede i januar, fik en opfølger i maj, og jeg skrev en kort opdatering igen i juni. Nu er det tid til endnu en omgang, for der er sket flere væsentlig ting, der fortjener at blive bredt anerkendt.

Kritikere af HPV-vaccinen hævder gerne, at der ikke er bevis for, at vaccinen virker, fordi man – ganske oplagt – ikke har lavet et randomiseret, dobbeltblindet studie. Det har jeg og andre skrevet om før, og vi har også henvist til, at man kender årsagskæden, der fører til bl.a. livmoderhalskræft, og at man ved, at vaccinen beskytter mod de vigtigste vira i den forbindelse. Vi har også sagt, at man jo med tiden kan lave et retrospektivt studie.

Nu er de første af den slags studier kommet. Dels er der et metastudie, der kigger på effekten efter 10 år med vaccinen. Tallene herfra er virkelig positive for især lande med høj vaccinationsgrad. De rapporterer et fald i HPV-infektioner på op imod 90% – det er fænomenalt godt. Hvad der er endnu mere interessant er, at de også ser markante fald i de sygdomme, man havde forventet ville blive reduceret: Antallet af kønsvorter er faldet med op imod 90%, og alvorlige tilfælde af celleforandringer er reduceret med op imod 85%. Det var jo netop det, man havde sagt, ville ske.

Men det stopper ikke her, for et andet studie har kigget på effekten i USA, hvor tilslutningen har været markant lavere – kun 37% piger og 13% drenge i alderen 13 til 17 år er fuldt vaccineret. Modsat Danmark skyldes den ringe tilslutning ikke frygt for bivirkninger men moralske kvababbelser over at give børn en vaccine imod en seksuelt overført sygdom. Ikke desto mindre har de set et fald på op imod 64% af HPV-infektioner.

Det er jo gode nyheder, så lad os straks dæmpe optimismen ved at se på tallene for tilslutning til HPV-vaccinen i Danmark. Hos Statens Serum Institut kan man se data for tilslutningen efter fødselsår. De seneste tal er fra 2015 og viser derfor tilslutningen blandt piger født i 2003, da vaccinen jo gives i 12-års alderen. Det er sørgelige nyheder: Hvis man ser på, hvor mange piger der får den første dosis af vaccinen, var tilslutningen tidligere helt oppe omkring 90% af en årgang.  Den er nu styrtdykket til 42%:

hpv-graf

 

Altså fravælger 58% af forældre en vaccine, der kan beskytte deres børn imod en række vira, som vi ved kan forårsage en masse sygdomme og i værste fald cancer. 

Endnu værre er det, hvis man kigger på, hvor mange der får begge doser og derved er fuldt beskyttede. Tidligere årgange var næsten oppe på 80% dækning – hvilket stadig er lavt – men nu er det faldet helt ned til 11%:

hpv-graf-2

Det er virkelig trist, og jeg håber inderligt, at vi kan få vendt denne tendens. Data viser jo, at den virker.

Men hvad så med disse bivirkninger? Jeg har skrevet meget om de såkaldte HPV-piger, og jeg håber oprigtigt, at de får den hjælp, de har brug for, for der er jo ingen tvivl om, at de lider. Min pointe har dog hele tiden været, at der ikke var nogle gode grunde til at mistænke HPV-vaccinen, og at jeg derfor var bange for, at man stirrer sig blind på den forkert ting og derved ikke finder frem til den sande årsag. Der er nu endnu mere data, der bakker mig op. I et nyligt studie i PLOS ONE har forskere lavet et registerstudie, hvor de sammenholder data for de piger, der har rapporteret alvorlige bivirkninger, med data for en gruppe piger, der er vaccineret men ikke har rapporteret nogle bivirkninger. Resultaterne er virkelig interessante.

Pigerne med påståede bivirkninger havde en sygdomshistorie, der signifikant adskilte sig fra de andre – vel at mærke før de blev vaccineret. De benyttede sig oftere af email- og telefonkonsultation, de gik hyppigere til fysioterapi, og de var hyppigere hos psykolog eller psykiater. Derudover led de i forvejen hyppigere af forskellige diagnoser, der passer godt med de historier, man nu kan se præsenteret som vaccineskader. Dette er et virkelig vigtigt studie.

Betyder det, at pigerne ikke kræver behandling? Slet ikke. Men det viser, at hvad det end er, de lider af, så ligger det forud for vaccinen. Altså bør man nu endelig begynde at se efter den reelle bagvedliggende årsag i stedet for at skyde skylden på en vaccine, der ikke kan være skurken. Resultatet af denne strategi har vi jo set: Skræmmekampagner og faldende tilslutning, hvilket uundgåeligt vil føre til, at flere piger og drenge bliver smittet med HPV. Konsekvenserne af dette kender vi.

Rettelse den 6. oktober: Jeg har opdateret grafen og tallet for andelen af vaccinerede piger med de nyeste oplysninger fra Statens Serum Institut.

Og endnu en opdatering den 6. oktober: Jeg har opdateret afsnittet omkring vaccinationsdækningen for at gøre det klart, hvor stor forskel der er på andelen af piger, der får en hhv. to doser af vaccinen.

Farlig kemi, naturlige stoffer og mediernes misinformation

For en lille uges tid siden havde jeg (mis)fornøjelsen af at lytte til nattevagten på Radio24syv. Her blev jeg eksponeret for en verdensopfattelse jeg vidste eksisterede, men naivt har opfattet som tilhørende en minoritet.

Det var værten Keith Thomas Lohse og naturlægen Koko der snakkede om alternativ behandling. Som kemiker lærte jeg utrolig meget på den halve time, bla. at syntetisk kemi er dødt i forhold til den levende naturmedicin, der jo naturligvis er uden bivirkninger.

Mine øjenbryn kravlede helt op til hårkanten da jeg hørte at når kemikeren isolerer, strukturbestemmer og bagefter syntetiserer et naturstof er det ikke det samme fordi det jo er dødt. Konspirations-sølvpapirs-hatten kom på overfor medicinalindustrien og den etablerede lægevidenskab, som jo bare er ude på at tjene penge.

De naturlige alternativer blev rost til skyerne og selve ordet ”naturlig” blev brugt som et positivt ladet adjektiv, med den forglemmelse at dårlig ånde, aflatoxiner, forkølelse, cancer, stryknin solanin og fluoroacetate alle også er naturligt forekommende. Det er kun i markedsføringen af kosmetik og naturmedicin at ”naturligt” er et positivt ladet trylle-ord fremfor et adjektiv der bare betyder at noget ikke er menneskeskabt.

Programmet ulmede af modstand overfor den etablerede viden, især indenfor kemien og lægevidenskaben. Nu ekstrapolerer jeg udover mit datasæt, men jeg finder det rimeligt at antage at Koko også har stærke holdninger om fluorid i tandpasta, genmodificerede organismer og vacciner. Hun må endelig rette mig hvis jeg tager fejl.

Keith fortæller i programmet at han har type 1 diabetes, og jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over at han kan takke insulinproducerende genmodificerede organismer samt den etablerede lægevidenskab for at han fortsat er i live. Det ligger udenfor min fatteevne at synspunkter som dem Keith og Koko klappede hinanden på ryggen med fortsat eksisterer, men tilsyneladende kan den simpleste etablerede videns validitet stadig diskuteres.

Situation er sandsynligvis opstået som følge af det fokus medierne har med nyhedsformidling; at forarge og underholde, fremfor at informere.

Som kemiker bliver jeg især personlig trist når jeg kun hører om den farlige kemi, når jeg selv bare kender den som kemi; Værktøjet jeg bruger til at forstå verden. Bevares, der er da kemi der er skadeligt, men den kan nemt unødigt fremmedgøres ved at bruge kemiske fagtermer.

Det er enormt ærgerligt at et fagsprog bruges til at skræmme, for det er meget neutrale ord der bare kræver lidt viden at forstå. Jeg har mødt veluddannede, intelligente mennesker (hovedsageligt i den kreative klasse) der var af den grundopfattelse at kemikalier hvis navne de ikke kunne udtale måtte være skadelige. Værre er at de har stærke holdninger om ”kemi i mad” på trods af at de fagligt befinder sig et sted hvor de slet ikke kan bunde.

I august bragte Politiken en artikelserie om sænkning af kravene til kemikalieafgivelse fra vandhaner i Danmark. Dette var som følge af vores medlemskab af EU og de regler og krav der derfor stilles til Danmark i forhold til resten af EU. Politiken prøvede dens bedste for at få folk til at finde høtyvene frem med en grafik der fortalte om phenols og formaldehyds skadevirkninger. Disse stoffer bruges i fremstillingen af plast og gummi og kan afgives til vandet fra vandhanen.

Politiken glemte dog at informere om, at begge stoffer er at finde naturligt i langt højere koncentrationer i mennesker, dyr, planter og fødevarer, uden at det er til nogen målbar skade.

Dermed ikke sagt at det ikke var relevant at diskutere.

Der var også øgede mængder af akrylonitril i de europæiske vandhaner. Bekymringen om dette stof er mere reel, men uden kemisk viden vil lægmand ikke have en chance for at forstå det. Retorikken om phenol og akrylonitril er identisk, men kun den ene vil for en fagperson være bekymringsværdigt i denne sammenhæng.

Den almindelige borger er ikke tjent med en fordummende udlægning af videnskab der kun efterlader ham en misforståelse og en frygt rigere. Når alt der er kemisk betragtes som værende farligt bliver det svært at skabe opmærksomhed om de reelle problemer der kan være. For der er reelle problemer, men de bliver ikke set og hørt tilstrækkeligt med den støj der er i pressens nuværende formidling af videnskaben.

Værre er at pressens valg af retorik og dækning fodrer en folkelig skepsis overfor den mest valide videnskabelige viden vi har. Det kan virke harmløst, men konsekvensen ved denne skepsis overfor videnskaben kan aflæses på faldet af tilslutningen til børnevaccinationsprogrammerne samt modstanden overfor GMO som koncept (Monsanto’s juridiske praksis ligger udenfor mit vidensområde så det vil jeg ikke kommentere på da jeg i modsætning til Koko synes man skal tie stille om ting man ikke forstår).

Konsekvensen er til syvende og sidst tab af menneskeliv, eksempelvis via vaccinemodstand og blokeringen af udviklingen og udbredelsen af ny teknologi, samt en tilbageholdelse af almindelige samfundsfremskridt.

At informere er at influere, og væsentlige elementer af den danske presse er ikke en god indflydelse som det står til nu.