Hjerne, Sprog og Virkelighed

For nogle år siden deltog min tvillingebror Hans og jeg i en undersøgelse på Glostrup sygehus, Center for Neuropsykiatrisk Skizofreniforskning (efter sigende var vi med som kontrolsample), som involverede, at vores hjerner skulle undersøges på diverse leder og kanter. Dette involverede både undersøgelser af vores kognitive evner (hvor min bror som sædvanlig var en anelse skarpere end mig – på trods af et han og jeg er genetiske kloner) og diverse målinger på hjernen. Blandt andet skulle vi gennem en ca. 2 timer lang MR-scanning og på billedet herunder kan man se, hvordan mit hoved ser ud inden i.

En MR scanning af min hjerne.
En MR scanning af min hjerne.

Dette billede leder mig frem til et af mine yndlingsemner, nemlig spændingsfeltet mellem vores hjerner, sprog og den virkelighed vi prøver at begribe. Mit udgangspunkt er følgende: vi mennesker er et blandt et utal (faktisk flere millioner) arter på jorden. Vi forestiller os, at alle de andre arter på jorden ikke er i stand til at fatte, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen (f.eks. naturlovene, hvor vi er i verdensrummet, hvordan livet udvikler sig, hvordan universet begyndte og måske ender). Ovid formulerer det sådan her i “Forvandlinger”:

Ellers går dyrene bøjet,
med blikket rettet mod jorden,
men mennesket bød han at rejse sit åsyn
og skue mod himlen og hæve sit hoved i vejret,
op imod stjernernes vrimmel.
Sådan blev det, der just var råt og uformeligt mudder,
forvandlet til noget nyt:
til menneskeskikkelsens former.

I teksten står der egentlig ikke “dyrene”, men “de umælende væsener”. De umælende væsener – dem uden sprog – er anderledes end vi mennesker. Vi stræber efter himlen, mens dyrene er jordbundne og mere primitive væsener. Men det må så næsten uvægerligt være sådan, at vi også er begrænsede i vores fatteevne og at der er aspekter af virkeligheden som vi ikke (op)fatter. Alternativt har vi passeret en form for tærskel, hvor vi lige pludselig forstår Universet som det er, mens de andre arter ikke gør, men det forekommer mig naivt og usandsynligt. Dette er naturligvis ikke nogen særlig frugtbar diskussion i og med at vi meget vanskeligt (eller langsomt gennem evolution) kan sætte os ud over vores menneskelige begrænsing. I princippet kunne vi en dag møde en mere udviklet civilisation som kunne hjælpe med at “åbne vores øjne”. Ikke desto mindre synes jeg det er et interessant emne at “gå rundt om” og det vil jeg forsøge i dette klumme indlæg v.h.a. citater fra kloge folk. jeg undskylder på forhånd, at indlægget bliver lidt langt og ikke særlig klart i spyttet. Her trøster jeg mig ved Niels Bohrs ord: “Det modsatte af sandhed er enkelthed”.

Sproget i hjernen

Først er det interessant og komme omkring hvad vi har lært om sprogcentre i hjernen.

Her citerer jeg fra Den store Danske:

De hjernebarkområder, der ligger tæt på de såkaldte motoriske og sensoriske områder, er funktionelt knyttet til disse. Således er sprogfunktionen lokaliseret til to hjernebarkområder i venstre hemisfære. Det ene, Brocas talecenter (beskrevet af den franske kirurg og antropolog Paul Broca), beliggende lige foran den motoriske cortex, er nødvendigt for menneskets taleevne, da det kontrollerer taleorganets muskulatur. Personer med læsioner af dette område får motorisk eller ikke-flydende afasi med langsom, besværet tale i telegramstil, men de kan ofte synge, og deres forståelse af det talte og skrevne sprog er intakt. Det andet sprogcenter, Wernickes talecenter (beskrevet 1874 af den tyske neurolog Carl Wernicke), ligger tæt ved tindingelappens hørecenter, og en skade her fører til sensorisk eller impressiv afasi, hvor taleproduktionen er hurtig og ubesværet (flydende afasi), men sprogindholdet er svært at forstå eller helt uforståeligt som ved sort tale, mens personer med denne afasiform kan skrive pæne, men indholdsløse breve. Beskadigelse af andre områder af hjernebarken kan give karakteristiske udfaldssymptomer som fx manglende evne til at opfatte den modsatte legemshalvdel eller mangel på orienteringsevne. Konsekvenserne af forskellige hjerneskader er beskrevet af den russiske neuropsykolog A.R. Luria.

Det er interessant, at skader specifikke steder i hjernen hæmmer evnen til at udtale (Brocas talecenter, motorisk afasi) og forstå/formulere (Wernickes talecenter,  sensorisk eller impressiv afasi). Afasi kommer af græsk: ‘a’ er nægtende og fasis betyder “tale”. Vores sprogevner er altså i høj grad bestemt af hjernen – endda bestemte steder i hjernen.

Kvantemekanikken

Med afdækningen af de fænomener, der gav anledning til udviklingen af kvantemekanikken for knap 100 år siden nåede vi frem til dele af virkeligheden som ligger fjernt fra de hverdagserfaringer, der har været med til at præge menneskets hjerne de seneste hundredetusinde år eller så. Niels Bohr, som min arbejdsplads er opkaldt efter, var en umådelig klog mand og han så meget klart den nye erkendelsessituation “kvanteverdenen” blotlagde. Det bringer os til sproget. Blandt andet skrev Bohr (her gengivet på engelsk):

“What is it that we humans depend on? We depend on our words… Our task is to communicate experience and ideas to others. We must strive continually to extend the scope of our description, but in such a way that our messages do not thereby lose their objective or unambiguous character … We are suspended in language in such a way that we cannot say what is up and what is down. The word “reality” is also a word, a word which we must learn to use correctly.”  

(Citeret fra Philosophy of Science Vol. 37 (1934), p. 157, and in The Truth of Science : Physical Theories and Reality (1997) by Roger Gerhard Newton, p. 176)

Det er en vigtig pointe Bohr her trækker frem. Vi hænger i sproget. Vi er pisket til at bruge sproget, hvis vi vil tale sammen om vore erfaringer. Vi må konstant stræbe efter at udvide og forfine sproget, så vi på mest mulig objektiv måde kan formidle vore erfaringer til hinanden. I studiet af den mikroskopiske verden mødet denne bestræbelse nogle meget bizarre problemer:  For at beskrive et fysisk fænomen i den mikroskopiske verden (f.eks. elektroner) må vi benytte elementer, hvis nøjagtige angivelse gensidigt udelukker hinanden, men som alle er nødvendige for at give en fuldstændig beskrivelse af fænomenet. Dette kaldte Bohr for komplementaritetsprincippet. Der er et interessant Bohr-citatet, hvor dette bredes lidt ud: “Der findes to slags sandheder: Trivialiteter, hvor det modsatte er åbenbart urimeligt, og dybe sandheder, som kendetegnes ved, at deres modsætning også er en dyb sandhed.

Virkeligheden er ikke så lige til.

Jeg finder dette komplementære træk ved vores virkelighedsbeskrivelse meget svært at forstå, og jeg tænker, at vi her befinder os et sted, hvor vores (i hvert fald min) hjerne har svært ved at følge med, da den mikroskopiske verden er helt hensides de erfaringer, der har præget vore hjerners funktionalitet. Vi er nået til et sted, hvor udvidelsen af sproget for at beskrive de ny-opdagede sider af virkeligheden gør det svært for vores hjerner at følge med.
En intéressant pointe er her, at matematikken ikke har noget problem med at følge med. Jeg kunne godt tænke mig at se, hvad kloge folk kan sige om forholdet mellem sprog, virkelighed og matematik – det er et yderst interessant emne som jeg desværre ikke føler jeg kan belyse.

For at komme problemstillingen Sprog/Virkelighed nærmere har jeg fundet nogle andre kloge ord om sproget og virkeligheden. Wilhelm von Humboldt skrev i 1800-tallet:
“Language is deeply entwined in the intellectual development of humanity itself, it accompanies the latter upon every step of its localized progression or regression; moreover, the pertinent cultural level in each case is recognizable in it. … Language is, as it were, the external manifestation of the minds of peoples. Their language is their soul, and their soul is their language. It is impossible to conceive them ever sufficiently identical… . The creation of language is an innate necessity of humanity. It is not a mere external vehicle, designed to sustain social intercourse, but an indispensable factor for the development of human intellectual powers, culminating in the formulation of philosophical doctrine.” 

(Citeret fra Wilhelm von HumboldtHumboldt: ‘On Language’: On the Diversity of Human Language Construction and Its Influence on the Mental Development of the Human kind.)

og
“The interdependence of word and idea shows clearly that languages are not actually means of representing a truth already known, but rather of discovering the previously unknown. Their diversity is not one of sounds and signs, but a diversity of world perspectives [Weltansichten].” 

(Citeret fra The Linguistic Relativity Principle and Humboldtian Ethnolinguistics : A History And Appraisal (1963) by Robert Lee Miller, and The Linguistic Turn in Hermeneutic Philosophy (2002) by Cristina Lafont).

Humboldt beskriver meget fint sprogets dynamiske natur. Sproget afspejler vores “blik” på og billede af verden og hvert sprog er præget af sprogbærernes verdensforståelse. Humboldt fortsætter det sidste citat med:

“… The sum of the knowable, as the field to be tilled by the human mind, lies among all languages, independent of them, in the middle. Man cannot approach this purely objective realm other than through his cognitive and sensory powers, that is, in a subjective manner.”  

Med andre ord: vores stræben efter at gribe den objektive virkelighed er begrænset af vores kognitive evner (hjerner) og af vores begrænsede (evt. forfinede gennem instrumenter) sanseapparat.

Edward Sapir, der var en Amerikansk lingvist og antropolog, der levede fra 1884 til 1939, gik endnu videre med dette synspunkt:
Human beings do not live in the objective world alone, nor alone in the world of social activity as ordinarily understood, but are very much at the mercy of a particular language which has become the medium of expression for their society. The fact of the matter is that their “real world” is to a large extent unconsciously built up in the language habits of the group…. We see and hear and otherwise experience very largely as we do because the language habits of our community predispose certain choices of interpretation.

Hvert sprog indebærer (eller er tonet af) en bestemt verdenstolkning som præger, hvad der kan siges i det enkelte sprog og måske endda påvirker, hvad der erfares af  i den enkelte sprogkreds.

Endelig vil jeg citere filosoffen Ludwig Wittgenstein (f. 1889, d. 1951) som også har sagt meget interessant om forholdet mellem sprog og virkelighed:

“If a lion could talk, we could not understand him.”
“The limits of my language means the limits of my world.”
“Whereof one cannot speak, thereof one must be silent.”
“Like everything metaphysical the harmony between thought and reality is to be found in the grammar of the language.”
“Logic is not a body of doctrine, but a mirror-image of the world. Logic is transcendental.” 
“Our greatest stupidities may be very wise”
“Philosophy is a battle against the bewitchment of our intelligence by means of our language.”
“If people never did silly things nothing intelligent would ever get done.”

Det er nogle interessante citater som er gode at fundere over.

Poetiske udtryk for sprogets begrænsning

Nogle af de ideer der er belyst herover er også ubeskrevet smukt poetisk, f.eks. af Piet Hein:

Den farvede verden – En fabel
Muldvarpen dybt i sin natmørke gang,
fra solen og dagen vendt bort,
grynted en underlig sortsynet sang,
om at verden var ravende sort.

Musen, som bygged i visnende løv
sin blad-rede lukket og lun,
peb på en vise blandt smuldrende støv,
om at verden var efterårsbrun.

Blodcellen inde i årernes net,
som strømmed i bankende stød,
bruste den hymne, som aldrig blir træt,
om at verden var glødende rød.

Fuglen i skovenes trækronehvælv,
hvor lys er som lys i en brønd,
fløjted en kort melodi for sig selv,
som forkyndte, at verden var grøn.

Fisken i havet med skæl-panser på
og haren i kornmarkens skjul
nynned, at den var naturligvis blå
og selvfølgelig simpelthen gul.

Menneskene gik under skyer af gråt
I rugende selvmordshumør.
De svarede blot, at de vidste det godt:
Verden var uden kulør.

Men højt gennem himlens dugdråbede rum
slog regnbuen blændende bro.
Og verden stod spejlet i hvert af dens bånd.
Og regnbuen – regnbuen lo.

og igen Piet Hein:

Ordet
Først var de navnløst virkelige ting.
Så skabtes ordet til at ordne kaos.
Et greb på tingen! Men en tryllering
som snart drog verden nær, snart holdt den fra os.

Og ordet blev en verden for sig selv
der skød sig ind imellem os og tingen.

Og vi var fanget i dets himmelhvælv.

Og uden ordets verden var der ingen.

Men du skal bo på denne nøgne jord
og ta det liv igen som blev mig nægtet.
Og du skal æde anden ånd end ord
og eje andet lys end intellektet.

Din kamp skal gøre livet livet værd.
Din ånd er ild. Den ulmer. Lad den brænde.
Der er eet liv. Det leves nu og her.
Der er een virkelighed.
Det er denne.

Mystikere

Den sidste vinkel på problemstillingen Hjerne, Sprog og Virkelighed som jeg gerne vil kort forbi er begrebet “mystik”. Ordet kommer af græsk, hvor det betyder “indviet”. Normalt er ordet et naturvidenskabsfolk rynker på næsen af, men i denne sammenhæng er det interessant, da det betegner en anden måde at stræbe efter forståelse og indsigt end den sproglige. Hos wikipidia læser man:
“mystik er en religiøs praksis hvor aktøren stræber efter at opnå en særlig mental forbindelse til den transcendente og mere ægte/bedre verden (Unio Mystica). Aktøren oplever at skellet mellem selvet og omgivelserne forsvinder, og at det smelter sammen med det oplevede. Inden for forskellige religioner kan den mystiske oplevelse have forskellige betegnelser; fx åndelig bevidsthed, kommunion med eller kontakt til det guddommelige, åndelige sandhed eller gud. Kontakten kan beskrives gennem forskellige termer som intuition, indsigt eller direkte åbenbaring.

Forestillingerne, om hvad mystikeren oplever, varierer alt efter religiøs tradition, og inkluderer fx troen på eksistensen af en reel virkelighed adskilt fra vores egen, men som ikke kan sanses på normal vis, eller at den menneskelige forstand er i stand til at opfatte denne verden på en måde der ikke kan beskrives intellektuelt eller logisk. Et almindeligt tema inden for mystiske traditioner er at hele verden er en sammenhængende enhed, og formålet med den mystiske praksis er at opleve denne enhed som reel. De vigtigste teknikker for at opnå oplevelsen er meditation og kontemplation.”

Hjemme har jeg en interessant bog: The Cloud of Unknowing (Middle English: The Cloude of Unknowyng), som er et anonymt værk skrevet af en kristen mystiker i 1300-tallet. Han skriver:

“For He can well be loved, but he cannot be thought. By love he can be grasped and held, but by thought, neither grasped nor held. And therefore, though it may be good at times to think specifically of the kindness and excellence of God, and though this may be a light and a part of contemplation, all the same, in the work of contemplation itself, it must be cast down and covered with a cloud of forgetting. And you must step above it stoutly but deftly, with a devout and delightful stirring of love, and struggle to pierce that darkness above you; and beat on that thick cloud of unknowing with a sharp dart of longing love, and do not give up, whatever happens.”
– og
“When we intend to pray for goodness, let all our thought and desire be contained in the one small word “God.” Nothing else and no other words are needed, for God is the epitome of all goodness. Immerse yourself in the spiritual reality it speaks of yet without precise ideas of God’s works whether small or great, spiritual or material. Do not consider any particular virtue which God may teach you through grace, whether it is humility, charity, patience, abstinence, hope, faith, moderation, chastity, or evangelical poverty. For to a contemplative they are, in a sense, all the same. Let this little word represent to you God in all his fullness and nothing less than the fullness of God.”

Lignende tanker finder man i østens filosofi, f.eks.:

Speech and Silence: “Speech is blasphemy, silence a lie. Above speech and silence there is a way out.”

I-tuan (義端) one of Nan-ch’uan’s great disciples (The Golden Age of Zen 250, 322 n.13)

Inexpressible: What is inexpressible is inexhaustible in its use.”
A Chinese Zen master (The Golden Age of Zen 253, 322 n.19)

Jeg har læst Harald Bloom citere Nietzsche for dette lignende udsagn: “Det, som vi kan finde ord for, er allerede dødt i vore hjerter. Der er altid en form for foragt i det at tale.”

Jeg er ikke sikker på, at jeg fuldt forstår disse tanker, men jeg fornemmer, at de “har fat i noget”. Vores “hjerners” stræben efter virkelighed er ikke kun sproglig – der er mere at hente.

For at slutte, hvor jeg begyndte: jeg mener der er interessante forhold mellem sprog, virkelighed og vores hjerner. Vi ved idag, at der er specifikke sprogcentre i hjernen (Brocas og Wernickes  talecentre) som styrer vores evne til at udtale og forstå sprog. Vores udforskning af verden tvinger os konstant til at udvide og forfine sproget, så vi kan formidle vore erfaringer til hinanden på entydig måde. Endelig er det vigtigt at huske, at vores tilgang til “virkelighed” ikke er ren sproglig. Der er andre indsigter at hente.