Ministeren til eksamen – men har han trukket det forkerte emne?

Da vores nuværende forskningsminister Esben Lunde Larsen blev udnævnt, blev han kritiseret for sine udtalelser omkring tro og videnskab. Ikke overraskende mener jeg, at kritikken var fuldt ud berettiget jvf. mit eget indlæg om sagen. Esben Lunde Larsen var dygtig til at dreje kritikken væk fra det oprindelige – nemlig hans manglende forståelse for og interesse i grundlæggende naturvidenskab – så det i stedet kom til at handle om religionsfrihed, selv om kritikken ikke gik på, at han var troende, men at han ikke selv formåede at være klar i spyttet, når det kom til meget relevante spørgsmål om tro og viden.

Men lad nu det ligge. Nu har Esben Lunde Larsen siddet på posten i nogle måneder, og hvordan har han så klaret det?

Forskningsministeren formåede da også at komme i medierne med en række politiske budskaber. Noget at det første, han satte på dagsordenen, var et større fokus på eliten – Danmark skal have et “honours”-system, som man kender det fra andre lande, og de dygtigste studerende skal tilbydes fokuseret undervisning i mindre grupper.

Det er ikke nødvendigvis en dum idé, men et oplagt spørgsmål er selvfølgelig finansieringen af dette tiltag. Skal der tilføjes ekstra midler, eller skal der prioriteres anderledes med de eksisterende penge? Og hvordan skal de forskere, der skal undervise ekstraordinært, kompenseres, når det uundgåeligt vil påvirke deres produktivitet på de parametre, man måler og bedømmer dem på?

Svaret på dette kom ret hurtigt. Ministeren vil have færre unge til at tage en lang, videregående uddannelse, da vi ifølge ham overuddanner vores unge – dette til trods for, at både Dansk Erhverv og Dansk Industri ønsker flere akademikere og gerne med naturvidenskabelig uddannelse, ligesom De Studerendes Fællesråd er kritiske. Så færre unge på universiteterne og større fokus på eliten. Det kunne lyde som en grundlæggende ændring af vores uddannelsessystem.

Et mere tydeligt svar på spørgsmålet om midler kom i forbindelse med finanslovsforslaget. De danske uddannelsesinstitutioner er jo som bekendt “kornfede” – en udtalelse forskningsministeren står ved – så der kan sagtens spares, uden at det vil få betydning for kvaliteten. Og spares skal der. Over de kommende fire år skal der spares samlet 8,7 milliarder gode danske kroner. Det er meget voldsomme besparelser, der kommer til at ramme forskning og undervisning ekstremt hårdt. Det har da også mødt kritik fra alle implicerede – ikke overraskende fra forskerne men også fra både studerende og det erhvervsliv, der i sidste ende skal ansætte en del af kandidaterne.

Men udover at bruge grønthøsteren over uddannelsesområdet, så har ministeren også en mere målrettet politisk dagsorden, som jeg personligt er meget uenig med. Før han blev minister for området, var Esben Lunde Larsen kritisk overfor Det Frie Forskningsråd (DFF), og nu ser det ud til, at han sætter handling bag ordene. Den samlede bevilling til DFF bliver skåret ned med en tredjedel, samtidig med at man flytter deres administration til Odense alt imens den målrettede Innovationsfond opprioriteres. Det er vigtigt at stå på begge ben i forskningen – den strategiske indsats målrettet specifikke områder er en god ide, men det er farligt at ignorere værdien i den frie forskning. Det er her, man kan søge midler til at forske i den nye gode ide, at undersøge oversete områder, at lave reel grundforskning – alt det der ikke bliver fanget i den strategiske satsning, men som netop kan føre til de helt store gennembrud, som vi f.eks. har set for nylig med den lovende forskning i cancer. Man kan netop ikke forudse, hvor forskningen ender, så det er naivt at bruge hårdhændet politisk styring på området. En konsekvens af at beskære DFF er, at det vil blive endnu sværere for yngre forskere at etablere sig. I forvejen er chancerne for støtte fra DFF temmelig små med en succesrate på omkring 12%, men nu kan man forvente ca. 8% succes, hvilket rammer post docs og nyuddannede forskere hårdest.

Det har også vækket lidt undren, at det på trods af alle besparelserne er lykkedes for ministeren at finde 5 millioner kroner til øremærket forskning i anledning af reformationsjubilæet i 2017. Det er småpenge i det store billede, men problemet ligger i, at det kan lugte lidt af politisk favorisering. Det er jo heller ikke første gang, at der stilles spørgsmålstegn ved ministerens habilitet (se sidste artikel), da han som ordfører var med til at bevilge penge til det center, han selv var tilknyttet. Den kritik, der blev rejst dengang, førte bl.a. til, at ministeren måtte redigere sit CV, da han ikke med rette kunne kalde sig post doc.

Jeg har arbejdet som forsker på både universiteter og i det private og i både Danmark og udlandet, og jeg er personligt dybt uenig i de forskningspolitiske prioriteringer, Esben Lunde Larsen har stillet os i udsigt. Det er da også vigtigt at se, at kritikken ikke kun kommer fra dem, der bliver direkte ramt – nemlig forskerne – men også i udtalt grad fra studerende og fra det erhvervsliv, Esben Lunde Larsen ellers hævder at lytte til. Han har ansvaret for vores alle sammens vigtigste råstof – viden. Hvor blev visionerne af?