I morgen begynder eventyret om mennesker på Mars

Hører du til generationen født lige efter Månelandingen i 1969, har du – ligesom jeg – kun oplevet en af historiens største teknologiske bedrifter i bog-, billed- og videoformat.

Jeg er vokset op med rumfærgeprogrammet og har siddet klistret til liveudsendelser på CNN for at se både store succeser som servicemissionerne til Hubble-teleskopet og tragedier som Challenger-ulykken, hvorimod Apollo-programmet kun er noget, jeg har læst om og set historiske klip fra.

Men nu har vi chancen for at være med i et episk rumeventyr helt fra start. I morgen testflyves NASAs næste store rumkapsel, Orion, der er designet til at bringe 4 astronauter længere ud i rummet end nogensinde før.

Det er kun selve rumkapslen, der skal testflyves. Det er en ubemandet udgave, som sendes i kredsløb om Jorden og derefter ud i en bane, der fører den 14-15 gange længere væk fra Jorden end den Internationale Rumstation. Det kan lyde af meget, men det er stadig ingenting i forhold til afstanden til f.eks. Månen. Formålet er da også kun at teste elektronik og computersystemer under påvirkning fra det forøgede stråleniveau i rummet samt kapslens varmeskjold under re-entry i atmosfæren.

Opsendelsen sker på den gennemtestede Delta 4-raket, men fra år 2018 skal kapslen afsted på den gigantiske Space Launch System-raket, der mest af alt ligner en blanding mellem en rumfærge og en Saturn V-raket. Først i 2021 er der planlagt en bemandet tur.

Orion-projektet har lidt under et skrabet budget og skiftende præsidenters forskellige målsætninger. Der har været tale om missioner til Månen, om en bemandet landing på en asteroide, og så selvfølgelig det helt oplagte mål nemlig det første menneske på overfladen af Mars, hvilket først vil være realistisk i 2030’erne.

Uanset resultatet kan opsendelsen i morgen være starten til noget rigtig stort for menneskeheden.

Du kan følge opsendelsen live og gratis på nettet via NASA TV. Det sker klokken 13.05, hvis altså vejret tillader det.