Wake up before it’s too late: agroøkologi, et nyt paradigme for fødevareproduktion?

”The fundamental transformation of agriculture may well turn out to be one of the biggest challenges, including for international security, of the 21st century.” (UNCTAD 2013)

En rapport fra FNs (UN) Commission on Trade and Development (UNCTAD) “Wake Up Before It’s Too Late” (Unctad.org) blev udgivet I december 2013, og er for nyligt blevet opdaget og samlet op rundt omkring bl.a. Huffington Post og TECHNOLOGYWATER og nu senest af Politiken.

Hvis vi skal møde de fremtidige behov til fødevareproduktionen der er estimeret for 2050, skal vi øge produktionen med 70% for at kunne brødføde verdens befolkning på 9 mia. til den tid. Dette er endog tal der er baseret på vores nuværende forbrug, og ikke tager den projicerede forøgelse i efterspørgslen af animalske produkter med i beregningen. Rapporten konkluderer at landbrugsmetoder over hele kloden må gentænkes hvis vi skal sikre fødevaresikkerheden og afhjælpe skadelige miljøproblemer, og at agroøkologi er vejen frem.

Rapporten rapporterer, endnu engang, at forøget fødevareproduktion alene, ikke er svaret på problemet om den globale fødevaresikkerhed, det handler om en generel langsigtet bæredygtig udvikling i følsomme områder. Problemet er, at de løsninger der bliver givet i konventionelt landbrug ofte har den konsekvens, at de degraderer det omkring- og underliggende økosystem, specielt i områder med sårbare jorde, som mange steder i troperne. Dette økosystem producerer også andre nyttige services som både mennesker og fødevareproduktionen er dybt afhængig af, kaldet ecosystem services (fx at forhindre erosion af jorden, biologisk skadedyrs- og sygdomskontrol, (drikke-) vandrensning, m.m.). Derfor kan det medføre store skader, både i nutiden og længere ude i fremtiden, at degradere disse økosystemer.

Som den nye rapport beskriver, og som er en gentagelse af hvad en lignende rapport fra De Schutter et al. (2010) også fandt frem til, kan agroøkologien anvise nye måder til at arbejde med landskabet og naturen, i stedet for at arbejde imod den. Hvis vi konstant bruger ressourcer på at bekæmpe naturen omkring os, i stedet for at integrere den i vores produktion og lade den arbejde for os, er udbyttet ofte lavere og omkostningerne højere, specielt hvis man kigger på det langsigtet.

Nogle af de artikler der er dukket op på nettet den sidste uges tid, har rapporteret at det er muligt at opnå et 80-110% højere udbytte ved at bruge økologiske metoder. Det er ganske rigtigt at de metoder der er omtalt i rapporten, er baseret på ikke at bruge syntetisk gødning og undgå sprøjtemidler, men de agroøkologiske metoder der bliver refereret til er meget mere omfattende end som så, og det er en vigtig pointe. Det handler ikke kun om at lade være med at sprøjte, men om at gentænke produktionssystemet. Agroøkologiske produktioner ofte baseret på at bruge mange flere arter, og sammensætte dem efter deres funktioner og nyttegenskaber, i stedet for kun at kigge på afgrøden og så derefter selv varetage disse funktioner. Agroøkologien kan derved fremme mere diverse mikro-habitater og -klima der er stærkere og giver en forhøjet resilliens, også kaldet modstandsdygtighed, over for ekstremer, inkl. vejrekstremer. Dette er en af de oftest omtalte konsekvenser vi får at føle med større klimaforandringer.

”The world needs a paradigm shift in agricultural development: from a ‘green revolution’ to an ‘ecological Intensification’ approach.” (UNCTAD 2013)

Agroøkologi er en sammensmeltning af felterne agronomi og økologi (som er studier af produktions- og økosystemer). Historisk set er det ikke en ny metode, det har været praktiseret i hundrede eller endda i tusinder af år, men er blevet tilsidesat i de seneste årtiers satsning på mekanisk og kemisk intensivering, den grønne revolution. I dag ved vi meget mere om hvordan systemerne virker og påvirker hinanden, og kan tage metoderne op til revurdering. For at højne fødevareproduktionen skal den intensiveres, men det er først bæredygtigt når man bruger metoder der ikke nedbryder det underliggende økosystem. Agroøkologi kan være meget forskellig fra det vi kender som konventionelt og økologisk landbrug herhjemme, primært fordi disse ofte er baseret på monokulturer, altså kun har en/få slags afgrøder per mark. Ved at udnytte naturens måde at gøre det på, ved at efterligne naturligt diverse dyre og plantesammensætninger, kan det erstatte meget af det arbejde der i dag bliver gjort af maskiner og mennesker og derigennem potentielt set sikre et større overskud og udbytte.

Disse metoder er forskellige fra område til område, og økosystem til økosystem, i og med at der er forskel på fx et ørkenlandskab, et regnskovslandskab, og et dansk landskab, og selvsagt på afgrøderne. Princippet om agro-biodiversitet kan sammenlignes med at have en investeringsportefølje. Hvis alle pengene satses på et aktiv, er der stor risiko for at disse med tiden mister værdi, der skal kun én hændelse til at ødelægge investeringen, hvorimod hvis man diversificerer sine investeringer, kan nogle gå godt og andre gå dårligt, men over tid er chancen højere for et positivt udbytte. Sådan virker biodiversitet også i økosystemerne, og fødevareproduktionen skal ses som en del af den omkringliggende natur. I centrum af de agroøkoligiske metoder ligger et fokus på at kunne genbruge og recirkulere de næringsstoffer og energikilder, der allerede findes i systemet og forbedre forekomsten og tilgængeligheden af disse, i stedet for at indføre eksterne midler, så der skal postes minde i systemet både af penge og arbejdstid. Med det sagt, skal man også indregne at det meste af investeringen, i hvert fald i teorien, ligger i opstarten af sådan et system. Det er komplekst og videnstungt for producenten at sætte op og drive, da det indeholder mange arter og ofte en ny måde at betragte sin produktion på.

“The 2008 food crisis was an important catalyst for realizing the need for a fundamental transformation and questioning some of the assumptions that had driven food, agricultural and trade policy in recent decades” (UNCTAD 2013)

De fleste af de studier der er publiceret i denne rapport stammer fra små landbrug i u-lande, og derfor oftest i tropisk klima, som har en lang vækstsæson, hvis de ydre omstændigheder tillader det. I 2006 udkom en rapport der bygget på en metaanalyse af studier fra 57 lande dækkende 37 mill hektarer og 12,6 mill individuelle farme. Det blev konkluderet at den gennemsnitlige farmer havde en produktionsforøgelse på 79%. Da FNs miljøorganisation (UNEP) genanalyserede tallene viste det sig at for regionen Afrika er det gennemsnit på 116%. Her taler vi ganske vel igen om tropiske klimaer, men det er ikke ensbetydende med at der ikke også er et højt potentiale herhjemme for at øge vores egen produktion med sådanne metoder, og det er ikke kun i landbruget de har potentiale. Agroøkologiske småsystemer som fx skovhaver skyder op rundt omkring i haver, i offentlige parker, endda i grøftekanten.

Der er flere tegn på at vi er ved at vågne op og gentænke vores fødevareproduktion og konsum. Der er nu over 50 økolandsbyer i Danmark, og arrangementer som Food festival,  Eat Your City, adopt-a-box, Stop spild af mad, samt så mange andre tiltag og grupper skyder frem. Disse initiativer er en stærk indikation for  interessen i at gentænke vores nuværende paradigmer, og de krav der bliver stillet til producenterne om kvaliteten af mad, dens produktionsmetoder, og de globale konsekvenser, taler om en øget bevidsthed og ønske om en bæredygtig fødevareproduktion.