Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften
“Niels Bohr må vende sig i sin grav – Om fornægtelsen af kernekraften” er titlen på en debatbog, som lige før nytår blev sendt på gaden af forfatter Thomas Grønlund Nielsen. Bogen har til formål at sætte kernekraft tilbage på den politiske dagsorden, samt at bygge bro mellem Fysik, Historie og Samfundsfag for de elever, der eventuelt måtte have interesse i et studieretningsprojekt inden for disse fag.
Bogens præmis er, at vi frygter brugen af kernekraft, fordi vi ikke forstår den, og der er jo faktisk forskel på kernekraft og kernevåben. Det kan godt være, at der sidder nogen derude, der ikke helt har fanget dén, og de skulle så kunne blive klogere af at læse denne bog. Det tror jeg nu ikke, de bliver. Bogen er ganske rodet, og argumenterne har en noget svingende kvalitet. Af og til peger de efter min mening endda i forskellig retning.
Lad mig komme med et eksempel fra side 76:
“Fysikfaget sættes nu mindre i forbindelse med menneskets fremskridt og mere med massedrab og supermagternes terrorbalance. Professorvældet på Universiteterne væltes og det er velkendt hvad der er sket med vores uddannelses system og den almindelige dannelse siden da. Fra en skole hvor man blev målt på sin faglighed og sine kundskaber, fik vi en hvor det var vigtigere at kunne snakke sin sag med stor selvtillid og lave gruppearbejde.”
hvilket er dårligt forstås. Senere skriver forfatteren på side 91:
“Vi må som fagfolk genopdage vigtigheden af der i fysik også rummes plads til hjerteblod og den gode historie og ikke helt fortabe os i matematiske formler. Den tiltagende akademisering og teoretisering der i de seneste årtier har bredt sig overalt i vores uddannelsessystem, må begrænses. For ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger.”
Så… først er det dårligt, at vi har fået en blødere skole, og dernæst er det dårligt, at der er en stigende akademisering (altså hårdere skole?) fordi ikke alle lærer bedst gennem formler og formalistiske bøger. Jeg er simpelthen i tvivl om, hvad forfatterens holdning egentlig er. Endnu mere er jeg i tvivl om, hvad det har med kernekraft og Niels Bohr at gøre, men her vil forfatteren nok henvise til Niels Bohrs arv.
Andre ting i bogen, jeg heller ikke forstår pointen i, er inddragelsen af fem personlige fortællinger fra forfatterens eget liv. Hjælper det virkelig på forståelsen af forskellen mellem kernekraft og kernevåben at høre om forfatterens dameproblemer på fysikstudiet, om hans stress over at have en computer stående på værelset og om hans faglige mindreværdskompleks? Det hjælper ikke mig. Til gengæld undergraver det efter min mening forfatterens troværdighed som fysiker (måske med undtagelse af dameproblemerne).
En værre forbrydelse er dog det kristne islæt, som jeg bestemt ikke mener hører hjemme i en såkaldt fysikfaglig bog. Måske kan Scienceblog.dk’s læsere forklare mig, hvad følgende budskab har med Eisenhowers Atoms for Peace-tale at gøre, side 37:
“Den ældgamle tro på at mennesket er et guddommeligt væsen der kan og skal bruge sit intellekt og sin skaberkraft til at erobre og kontrollere det fysiske rum – troen på at vi kan skabe en bedre verden forsvandt ned i en afsides skuffe.”
Her er forfatteren ikke tilfreds med, at Eisenhowers ånd i de kommende årtier skulle sygne hen til ukendelighed, hvilket også er ærgerligt, men hvad har det med mennesket som et guddommeligt væsen at gøre?
På side 37 kan vi læse at:
“Som mennesker må vi erkende at vi ikke altid evner at forstå og at dette ikke må føre til frygt men i stedet bør give plads for troen- er det ikke netop det kristendommen, vores kulturarv handler om.”
Så altså… hvis man ikke lige forstår alt det gode ved kernekraft, så må man ty til kristendommen?? Var det ikke mere passende at tage fat i en fysikbog i stedet for? (Altså en rigtig fysikbog, ikke TGN’s bog).
Og på side 39 kan vi læse om fysikken, at
“Den har ligesom kongehuset netop sin berettigelse i at hvile på tidsløse principper og være hævet over modestrømninger og småborgerlighed.”
Er det virkeligt nødvendigt at inddrage kongehuset i denne argumentation? Det mener jeg ikke, men til gengæld undrer jeg mig over, at forfatteren finder det relevant.
Jeg vil skåne læserne for flere eksempler og springe direkte til dommen:
Det er virkelig forstyrrende at læse en så rodet tekst med alle mulige og umulige påstande og upassende argumenter for og/eller imod, hvad end forfatteren lige kommer i tanker om. Det tager nok længere tid at læse bogen, end det har taget at skrive den, og det er absolut ikke en god ting!
Jeg kan ikke anbefale denne bog hverken til gymnasieelever eller nogen som helst andre med interesse i Niels Bohr og kernekraft. Beklager.
Skulle man have lyst til en gennemgang af kul- og kernekraft, så kan man tage til Studenterkollokvium på Aarhus Universitet, Fysisk Auditorium: http://phys.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/studenterkollokvium-bjarke-spangsberg-bak-kul-og-kernekraftvaerker/
Jeg takker Celia for hendes anmeldelse af min bog. kritik er sundt og godt, også den negative. Celia bidrager til den debat som jeg tilstræber med bogen som i øvrigt tog mig 2 år at skrive og få udgivet.
Hun har helt ret i at bogen ikke er en rigtig fysikbog. Det er ikke engang en rent fysikfaglig bog hvilket heller ikke er tilsigtet. Det er en debatbog. Derfor tager jeg fat meget bredt, målgruppen er bred. Jeg er helt på det rene med at dette støder mod en akademisk tradition og har fra start været forberedt på kritik derfra.
Mit sigte er at få engageret folk i en saglig debat om arven fra Niels Bohr og anvendelse af kernefysik. Der er desværre rigtig mange (uden for Fysikinstituttet på Århus Universitet) der tror at et kernekraftværk kan detonere som et kernevåben. Der er brug for meget mere viden på området og når folk desværre ikke vil læse fysikbøgerne, må man jo prøve at nå dem på anden vis. Derfor tager bogen en del fysikfagligt stof ind (især i teknisk appendix hvor det gennemgås hvorfor et kernekraftværk aldrig kan blive spontant til et kernevåben) og hvis anmelderen vil beklikke min faglighed bør hun give bare et eneste eksempel på hvor jeg gør dette fejlbehæftet.
Når jeg tager de personlige anekdoter med er det fordi jeg prøver at se sagen fra modstandernes side og give svar på hvorfor jeg er så overbevist tilhænger og hvorfor det er så gådefuldt for mig at Niels Bohrs fædreland ikke vil vide af hans hjertebarn, Risø atomforsøgsstationen, og hvorfor etablissementet ikke engang vil have en debat om det.
Til sidst vil jeg gerne spørge Celia hvad det egentlig er hun forventede af min bog og som ikke blev indfriet?. Alene dens titel understreger vel at det er en provokerende debatbog og ikke en rent fysikfaglig bog. De akademikere som udelukkende ønsker at sidde og studere i deres elfenbenstårn og kun interesserer sig for det omkringliggende samfund i det omfang det betaler deres forskning, vil ganske rigtigt ingen glæde have af min bog.
Hej Thomas
Jeg havde helt klart forventet en bedre gennemgang af emnet. Dit udgangspunkt er, at du gerne vil fortælle verden, hvordan det nu engang hænger sammen, dét med atomvåben og kernekraft. Således er du ude på en pædagogisk/formidlingsmæssig mission, og der kan det ikke hjælpe noget, at du bare fylder ord efter ord på læseren, og blander personlige beretninger sammen med videnskabelige forklaringer – du er nødt til at gøre det meget klart, hvad det er, du mener. Du synes sikkert selv, at det er meget klart, hvad du mener, men det er så dér, jeg er uenig med dig, og det er jeg på baggrund af bogens indhold, som jeg finder rodet, upassende og ustruktureret. Med andre ord er det meget svært at blive klogere af at læse den, man bliver nærmere mere forvirret.
Ang. Niels Bohr og Risø, så fandt jeg denne artikel ganske perspektiverende Artiklen levner ingen tvivl om, at Risø var Niels Bohrs hjertebarn, men den kommer samtidig med et interessant bud på, hvorfor kernekraft aldrig rigtig blev til noget i Danmark. Læs eventuelt også denne.