Afsløring: Denne film vinder IKKE en Oscar for bedste film i aften

I aften afvikles den 86. Oscar-uddeling i Los Angeles, og er du en af dem, der skal sidde vågen hele natten for at følge med på TV, skal du ikke læse videre, for nu bringer jeg en afsløring: Af de ni film, der er nomineret til Bedste Film, kan vi på forhånd afskrive én af dem som vinder.

 

 

Læser du stadig med?

 

 

Er du klar…?

 

 

Gravity!

Gravity vinder ikke en Oscar som Bedste Film i aften.

Hvorfor ikke? Fordi science fiction-film aldrig vinder den pris. Flere har været nomineret, men science fiction vinder bare ikke den pris. Ikke Star Wars, ikke E.T., ikke A Clockwork Orange, Inception, District 9 eller Avatar. Og heller ikke Gravity.

Og det er synd, for Gravity er en helt fantastisk film. Den er uhyre flot, den er gribende, og den viser den hidtil bedste udnyttelse af det populære 3D-format.

Det vil klæde Hollywood endelig at anerkende genren, og savner man en kunstnerisk begrundelse, kan man uden problemer finde den i de særlige filmiske virkemidler: Kun to skuespillere, masser af store panoramabilleder, ganske få men lange klip (åbningsscenen er én ubrudt 17 minutters sekvens), og så selvfølgelig lydene.

Eller mangel på samme.

For i det lufttomme rum er der jo netop ingen lyde, og som tilskuer føler man virkelig hovedpersonens angst dybt i egen krop, når man kun hører hendes paniske åndedræt, mens dræbende rumskrot farer forbi som fuldstændig lydløse projektiler, der knuser alt på deres vej.

Faktisk er filmen i mine øjne en fuldstændig klar vinder som Bedste Film.

Hvis ikke det var fordi, det netop er… science fiction.

3 tanker om “Afsløring: Denne film vinder IKKE en Oscar for bedste film i aften”

  1. Jeg tog ikke fejl. Den fik jo ikke prisen som “Bedste film”! 🙂

    1. Nååhh ja, det var da også det du skrev. Men den vandt da i hvert fald næsten nok af de gyldne dimser til at bruge dem i et spil kegler 🙂

Der er lukket for kommentarer.