Videnskaben er det rene vrøvl

Et slidigt gravben vridrede

i brumringen på tidvis plent,

og lappingen var vaklig, og

det borte grøfgrin grent

Teksten kan ved første øjekast give fin mening. Men det er i virkeligheden det rene vrøvl, taget fra den gamle danske oversættelse af Lewis Carrolls  Bag spejlet .

I den akademiske verden er  vrøvl, humbug og bevist eller ubevist snyd ikke noget nyt. Men der plejer at være mennesker bag. Ifølge  The Guardian skal det nyeste inden for snyd i videnskabens verden findes i et sindrigt computerprogram. Dette program kan klippe nye artikler sammen, ud fra allerede eksisterende artikler.

Disse artikler bliver derfor det rene vrøvl, hvis man rent faktisk læser hvad der står. Hvis man kun skimmer hen over artiklen kan det dog være svært at skelne imellem artikler lavet af rigtig forskere, og så disse vrøvle artikler, især indenfor videnskabsfelter der ligger udenfor ens eget område. Men burde der ikke være en sikkerhed i vores nuværende review-system? Hvorfor er disse artikler ikke opdaget noget før? Jeg tror at vi i dette tillfælde har gjort som mennesker gør tit. Vi følger loven om den nemmeste vej. Hvis det lyder rigtigt, så er det det nok også. Videre. Det er ligemeget. Vi laver bare en ny artikel.

Modtrækket og grunden til at flere end 100 vrøvleartikler er blevet afsløret, er et nyt program, der kan scanne artiklerne og vurdere om der står rigtig forskning bag sætningerne. Kapløbet er altså i gang, og det er nok ikke sidste gang at der er snyd eller computerprogrammer bag videnskabelige artikler. Men skal vi ikke bare acceptere at der er enkelte snydere imellem? Eller skal vi bruge endnu flere ressourcer på at dobbelttjekke hinanden?

Man ved ikke hvor mange Jabberwocky-artikler der stadig ligger derude, men du kan øve dig i at spotte dem her.

 

Isbjørne, hvor kommer de egentlig fra?

I går var åbenbart den international dag for isbjørne. Det anede jeg faktisk ikke.

Jeg er dog selv lidt interesseret i isbjørne. Mest fordi jeg blev involveret i et projekt om isbjørnenes oprindelse for et års tid siden. Jeg fik et opkald fra en der arbejder med dem der spurgte om jeg kunne lave en hurtig analyse af deres genom, og sammenligne det med andre bjørne. Det hastede lidt for de ville sende en artikel ind i slutningen af ugen, og det var allerede onsdag…

Det var selvfølgelig urealistisk at lave en analyse på et par dage, men jeg kastede mig over det, og fik lidt ekstra tid så jeg kunne gøre det godt nok, og vi fik en artikel ud af det. Og jeg fik et par gode venner ud af det. Hej Charlotte og Vic hvis I læser det her.

Et par måneder senere var jeg i New York og boede et par dage hos senior forfatteren på artiklen, Charlotte Lindquist, hendes mand Vic Albert og deres familie, og sjældent er jeg blevet taget så vel imod. De dejligste ting sker når man er lidt åben for nye projekter.

Nå, vi hopper tilbage til projektet. Et par måneder inden jeg fik det opkald var der en artikel i Science der handlede om isbjørne og hvornår de blev en ny art. Isbjørne er tæt beslægtet med brunbjørne men er specielt tilpasset arktisk. Ud fra analyser af deres mtDNA ser det dog ud til at de splittede fra brunbjørne for ganske kort tid siden, måske kun nogle få titusinde år, så hvordan har de tilpasset sig så hurtigt?

Science artiklen viste at det faktisk heller ikke var tilfældet.  Deres genom tyder på at de har været en art i op mod en halv million år. Det er blot deres mtDNA der ser sær ud.

Lidt forklaring er måske på sin plads. Vi arver halvdelen af vores genom, vores arvemasse, fra hver forældre, men mtDNA får vi kun fra vores moder. Lige som mænd kun får deres Y fra faderen.

Splittet mellem isbjørne og brunbjørne ser derfor ud til at være sket for nylig for hunner og for meget længere siden for hanner. Ja, det vil sige, splittet er så sket for længe siden men siden er de to arter blandet igen og isbjørne har arvet mtDNA fra den senere blanding.

Det tyder således på at de to arter af bjørne er blevet splittet i to arter der senere har blandet sig igen, før de blev splittet igen igen.  Lidt som vi nu tror er tilfældet mellem moderne mennesker og neandertaler.

Arter er lidt flydende. Det ser vi igen og igen jo mere vi kikker på genetisk data. Jo mere vi kikker på det, jo oftere ser vi at hvad vi opfatter som forskellige arter har blandet sig efter længere tids separation. Biologi er noget frygtelig kompliceret noget.

I den artikel vi skrev nåede vi samme konklussion. Isbjørne og brunbjørne splittede fra hinanden for længe siden, men har udvekslet gener flere gange siden.  Jeg har lidt en mistanke om at vores estimat for det første split er lidt for langt tilbage i tiden, men jeg ved det ikke rigtig…

Det er nogle brunbjørne på nogle øer syd for Alaska der komplicerer billedet endnu mere. De har mtDNA fra isbjørne, og en del af deres X kromosom for isbjørne, men er ellers brunbjørne. Så her må isbjørne og brunbjørne igen have blandet gener. Det kan dog ikke forklare hvorfor isbjørne har mtDNA fra brunbjørne, for det har de alle. Så vi har fat i mindst to gange hvor de to typer bjørne har blandet gener. Brunbjørne har overført deres mtDNA til isbjørne før forfaderen for alle de nulevende isbjørne, og det mtDNA er så blevet ført tilbage til en gruppe brunbjørne.

Lige nu har vi ikke rigtig nogen god forståelse for hvad der foregår, og hvordan og hvornår isbjørne opstod, men det er frygtelig spændende at arbejde med.

Gad vide om man kan lave en panda ved at parre en isbjørn med en sortbjørn?

God weekend

Thomas

Mars: En beboelig planet

Som ny blogger her vil jeg kort præsentere mig. Mit navn er Kjartan Kinch og jeg arbejder på Niels Bohr Instituttet,  Københavns Universitet. Jeg arbejder med data fra NASA’s Curiosity rover på Mars og følger med i missionen fra dag til dag. Jeg har tidligere også arbejdet med roverne Spirit og Opportunity, som landede på Mars i 2003.

Vores gruppe følger Curiosity missionen på vores egen blog. Her på bloggen vil jeg dels skrive om Curiosity, men også forsøge at give et bredere billede af Marsforskningen samt følge med i hvad der sker  indenfor rumfart og udforskningen af Solsystemet mere generelt. Marsforskningen har stor bevågenhed i pressen men med omkring 20 aktive missioner til forskellige legemer i Solsystemet sker der også meget udenfor Mars. To missioner jeg er særligt spændt på at følge er ESA’s Rosetta, som skal lande på en komet i november i år og NASA’s DAWN, som ankommer til den største af asteroiderne, Ceres, i februar 2015.

Curiosity landede i Gale Krater på Mars’ ækvator i august 2012 og har nu været aktiv på Mars i 556 Mars-døgn. Et af de helt centrale resultater fra missionens første år er opdagelsen og karakteriseringen af en gammel søbund på et lokalt lavpunkt i krateret, det såkaldte “Yellowknife Bay”. Dette spektakulære panorama viser roveren parkeret på netop dette sted på Mars-dag 177 af missionen. Hvis du er den heldige ejer af en tablet, så gør dig selv den tjeneste at gå til ovenstående link med din tablet og du vil kunne kigge dig omkring på Mars bare ved at dreje din tablet rundt (det virker i hvert fald på min iPad).

Når man kigger rundt kan man tydeligt se at de lokale klipper er fint lagdelte, tydeligvis sedimentære klipper og man kan fornemme at de også er ganske bløde og let eroderede. Lige nede foran roveren ses et par små grå huller, hvor roveren har taget boreprøver ud til nærmere analyse. Denne analyse viste et meget højt indhold  (20%-30%) af lermineraler i stenen, hvilket dels indikerer at der har været betydelige mængder vand til stede da disse sedimenter blev dannet og endvidere at vandet har haft tilnærmelsesvist neutral pH.

En hel række af de vigtigste biologiske byggesten er tilstede i disse sedimenter og derudover findes der en række mineraler som potentielt kunne være “mad” for såkaldte kemolithotroper -bakterier, som får deres energi ved at katalysere kemiske reaktioner. For eksempel ved oxidation af Fe (II) til Fe (III).

Tilsammen er den vigtige konklusion at der på dette sted, på Mars, engang lå en sø som var beboelig for mikroorganismer. Forstået således at forholdsvist almindelige mikroorganismer kendt her fra Jorden kunne have trivedes der. HVIS de var der. Vi ved ikke særligt præcist hvornår det var, men sandsynligvis for 2-3 milliarder år siden. Det er et uhyre vigtigt resultat som betyder at vi nu har solid dokumentation for at vilkårerne på Mars engang har været sådan at liv, som vi kender det fra Jorden, kunne have fået fodfæste.

Missionens videnskabelige leder, John Grotzinger, har beskrevet dette resultat i et vældigt velskrevet blogindlæg  hvor han kommer omkring en del detaljer som jeg har sparet jer for her. Det naturlige næste spørgsmål er selvfølgelig om livet rent faktisk fandtes på Mars. Det er desværre ikke nemt – heller ikke på Jorden – at finde spor af mikroorganismer efter milliarder af år, men Curiosity er udstyret med instrumenter til at karakterisere organiske forbindelser og vil gøre forsøget.

I øjeblikket er roveren på vej mod foden af det centrale bjerg i Gale Krater. Dette bjerg, hvis nederste lag består af fint lagdelte klipper, var missionens oprindelige mål. Instrumenter på sonder i kredsløb om Mars har identificeret salte og lermineraler i disse klipper, som også tyder på at vand spillede en rolle ved deres dannelse. Når Curiosity om nogle måneder når bjergets fod er vi naturligvis spændte på, hvad nærmere analyse af disse klipper vil vise.

 


Hvorfor Universiteter?

 

Aktuelt er der meget debat omkring reformer af universiteterne i Danmark. Regeringen har vedtaget en fremdriftsreform med den overordnede intention at styrke “dansk økonomi, konkurrenceevne og jobskabelse.” Regeringen har også nedsat et udvalg for kvalitet og relevans, der skal foretage et “360-graders eftersyn” af uddannelserne på Universiteterne. I kommissoriet for udvalget står at læse:

Hvert år bruges ca. 14 mia. kr. på taxametertilskud mv. på de videregående uddannelser. Den massive strategiske og økonomiske satsning på at øge antallet af studerende, der gennemfører en videregående uddannelse, kan dog ikke stå alene. Det er vigtigt, at de offentlige investeringer i de videregående uddannelser anvendes målrettet og effektivt til at sikre høj faglig kvalitet i uddannelserne og relevante uddannelser i forhold til efterfølgende beskæftigelse, så de videregående uddannelser bidrager aktivt til vækst, produktivitet og velstand i Danmark. 

Endvidere er den politiske målsætning omkring kvalitet og relevans ifølge kommissoriet bl.a.: 

Kvalitet: De videregående uddannelser skal have højere kvalitet i undervisning og uddannelsesforløb, og alle studerende skal udfordres til at nå deres højeste potentiale. 

Relevans: Fokus for de videregående uddannelser skal i højere grad flyttes fra sidste eksamen til første job, så (a) flere får job i den private sektor, og (b) alle studerende tilegner sig kompetencer, der kan omsættes i relevant beskæftigelse – uanset på hvilket videregående uddannelsesniveau. 

På baggrund heraf synes jeg det er interessant at se på, hvilken role universiteter skal spille i samfundet. Platon grundlagde allerede omkring 387 f.kr. et akademi i Athen helliget filosofien. Lidt senere, omkring 335 f.kr., grundlagde Aristoteles en skole i Lyceum også i Athen, der synes at have mange af de træk, man finder i universiteter idag. Specielt har der været en tæt kobling mellem undervisning og forskning, hvilket også er centralt idag. Den arabiske kulturkreds spillede en vigtig role særligt i årene fra vestromerrigets fald og frem til Mongolernes hærgen i 1200-tallet. Et eksempel er visdommens hus i Bagdad i Irak, hvor man både studerede og oversatte de græske tekster og bedrev ny forskning. I den vestlige verden var klosterne centre for undervisning og lærd tænkning op igennem middelalderen.

Det første egentlige universitet i Europa blev grundlagt i Bologna i 1088, mens vikingetiden var ved at klinge af herhjemme. Ordet “Universitet” kommer fra “universitas magistrorum et scholarium” som betyder noget i retning af “samling af lærere og studenter”. 


“Liber ethicorum des Henricus de Alemannia”. Henrik af Tyskland forelæser for en gruppe studerende på Bolognas universitet. Billedet er fra en bog fra 1300-tallet og er malet af Laurentius de Voltolina.

Hvad skal et universitets rolle være idag? Jeg har fundet et lidenskabeligt formuleret bud skrevet midt i 1800-tallet af John Henry Newman, der bl.a. var rektor på University college i Dublin:

It is the place to which a thousand schools make contributions; in which the intellect may safely range and speculate, sure to find its equal in some antagonist activity, and its judge in the tribunal of truth. It is a place where inquiry is pushed forward, and discoveries verified and perfected, and rashness rendered innocuous, and error exposed, by the collision of mind with mind, and knowledge with knowledge. It is the place where the professor becomes eloquent, and is a missionary and a preacher, displaying his science in its most complete and most winning form, pouring it forth with the zeal of enthusiasm, and lighting up his own love of it in the breasts of his hearers. It is the place where the catechist makes good his ground as he goes, treading in the truth day by day into the ready memory, and wedging and tightening it into the expanding reason. It is a place which wins the admiration of the young by its celebrity, kindles the affections of the middle—aged by its beauty, and rivets the fidelity of the old by its associations. It is a seat of wisdom, a light of the world, a minister of the faith, an Alma Mater of the rising generation. It is this and a great deal more, and demands a somewhat better head and hand than mine to describe it well.


Det er måske lidt pompøst, men jeg synes også det er er ganske smukt: universitetet skal være helliget søgen efter sandheden og et alma mater for uddannelsen af den opvoksende generation. Mottoerne for Aarhus Universitet og Københavns universiteter er også sigende: “Solidum petit in profundis” som betyder “søger i dybet den faste grund” og “Coelestem adspicit lucem” som betyder “skuer det himmelske lys”. Det handler om at søge sandheden/lyset for derved at have et fastere grundlag. I 1988, i 900-året efter grundlæggelsen af Bolognas Universitet, underskrev en samling af knap 400 universitetsrektorer det såkaldte Magna Charta Universitatum, der mere konkret forsøger at definerer værdier og rettigheder for universiteter. Alle danske universiteter er medunderskrivere. Her hedder det blandt andet under “fundamentale principper”:

Universitetet er en autonom institution i hjertet af samfund som på grund af geografisk og historisk arv er forskelligt organiseret; det skaber, undersøger, bedømmer og formidler kultur gennem forskning og undervisning. For at opfylde omverdenens behov må dets forskning og undervisning være moralsk og intellektuelt uafhængig af al politisk autoritet og økonomisk indflydelse.


Nu er jeg ved at være fremme ved det dilemma jeg synes vi står i med regeringens nye udspil (og også den tidligere regerings indgreb): hvordan forener vi universiteternes rettelige grav på autonomi med det omgivne samfunds rettelig behov for at “få noget for pengene”? Hvordan fastholder vi universitetet som stedet for den højeste lærdom i en situation, hvor antallet af studerende f.eks. ved Københavns Universitet er vokset fra ca. 4000 i år 1900 til ca. 40.000 idag? Her vil jeg blot lufte nogle få synspunkter: 

  • Det er glædeligt, at regeringen sætter fokus på kvalitet. Taxametersystemet har uvægerligt flyttet fokus i uddannelserne fra kvalitet til kvantitet, så en bevægelse i den modsatte retning er tiltrængt.
  • Jeg synes man skal passe på ikke at skære al videregående uddannelse over én kam. Professionshøjskoleringeniørhøjskolerhandelshøjskoler og universiteter har forskellige, alle vigtige roller at spille, men de passer ikke ned i samme skabelon.
  • Jeg synes der ligger en fare i at flytte fokus over imod “vækst, produktivitet og velstand”. Universitetets bidrag til samfundet er meget bredere og dybere end disse tre. Her tænker jeg på den grundlæggende værdi, der har været bærende siden grækerne: søgen efter sandhed. Universitetets hovedopgave er at bedrive grundforskning og forskningsbaseret undervisning. Dette bidrager på længere sigt i høj grad til vækst, produktivitet og velstand (tænk bare på, hvad kvantemekanikken har ført med sig), men dette er et afledt gode og ikke den primære motivation. Det er ogå værd at citere Bohrs vision fra hans åbne brev til FN: “En åben verden, hvor ethvert folk kan hævde sig alene ved sine bidrag til den fælles menneskelige kultur og ved den hjælp, det med sine erfaringer og hjælpekilder kan yde andre, må være det mål, der bør sættes over alt andet.“. Vi har brug for visioner af den kaliber ved siden af eller måske endda over vores stræben efter øget vækst, produktivitet og velstand (som naturligvis er vigtigt, så længe det er bæredygtigt).
  • Jeg synes, der er værd at overveje, hvor meget skiftende regeringer egentlig skal blande sig. Den forrige regering har jo netop, med et bredt flertal bag sig, vedtaget en ny universitetslov. I loven står der i §10: “Bestyrelsen er øverste myndighed for universitetets interesserer som uddannelses- og forskningsinstitution og fastlægger retningslinjer for dets organisation, langsigtede virksomhed og udvikling.” Hvis folketinget virkelig mener dette, så synes jeg men skal prøve at træde et skridt tilbage, sikre en stabil financering med mindst 3-5 årig horisont og så lade bestyrelserne lægge kursen. Dette synes også at være i bedre overensstemmelse med magna charta universitatum.
  • Endelig; det kunne være spændende, hvis man kunne få mere forskning ud i gymnasierne. Mange utroligt dygtige forskere kan ikke få faste stillinger på universiteter. Hvis nogle af disse med ansættelse i gymnasieskolen kunne få mulighed for at forske (f.eks. 20% af tiden) kunne man opnå meget godt: for de af lærene, der er interesserede ville det være en glæde at få mulighed for at fortsætte forskningen. De dygtigste elever ville kunne blive involveret og for forskningen ville det være en gevinst. En såden ordning ville også skabe en bedre forbindelse mellem gymnasier og universiteterne og måske forbedre rekruteringen.

Masser af planeter med lave masser

Som tiden dog går. Det er seks år siden jeg skrev et indlæg her på bloggen sidst. Så kan det jo være en god ide at træde et skridt tilbage  og se på hvad der er sket siden da.

Astronomi har i lang tid været i rivende udvikling og en af de mest spændende ting der er sket i de seneste år er klart opdagelsen af hundredevis af exoplaneter, altså planeter uden for vores solsystem. Da jeg sidst skrev her sidst i 2008  havde man i alt opdaget omkring 300 exoplaneter, og de fleste af dem var kæmpe gasplaneter i tæt omløb omkring deres stjerne. Sensationen dengang var at man lige netop havde fundet “jordlignende” exoplaneter som kun var få gange tungere en jorden, men også i meget tæt omløb og dermed ret ubeboelige. Læs videre Masser af planeter med lave masser

Seiersen Science siger farvel og tak

Omkring 350 indlæg fordelt over 7,5 år. Det var min blogproduktion på Nyhedsmagasinet Ingeniøren.

Før jul fik jeg desværre at vide, at Mediehuset ikke ønskede at forlænge den aftale, vi havde, og derfor har jeg besluttet mig for at “vende hjem” til ScienceBlog.dk.

Det har være en virkelig spændende periode med mange gode blogoplevelser. Ingeniørens læsere er på et højt fagligt niveau, og man er ikke bange for at kommentere på og bidrage til de historier, der skrives om.

Derfor vil jeg gerne sige tusind tak til alle dem, der har fulgt med gennem tiden!

Jeg siger altså farvel til Ingeniøren – men jeg fortsætter mine blogskriverier her på siden sammen med en masse nye medbloggere, som vil blive præsenteret i den kommende tid.

For naturvidenskabens verden er stadig lige så spændende i dag som i 2006.

Cosmos

Hejsa.

Jeg er ny her på bloggen så jeg vil lige sige hej og fortælle hvem jeg er.

Mit navn er Thomas Mailund. Jeg er uddannet datalog men de sidste godt ti år har jeg arbejdet med genetik og specielt menneskets og menneskeabernes evolution. Det er det jeg vil blogge om fremover.

Min første post vil dog være om noget helt andet. Det at formidle videnskab. Det var nemlig ikke altid at det var naturligt for videnskabsmænd også at formidle deres forskning og deres viden uden for de akademiske cirkler.

En af de første der virkelig gjorde det var kosmologen Carl Sagan. Siden er der kommet mange til, men jeg tror det virkelig startede med ham. Han dukkede lidt op på radio og tv tidligere, men hvad der virkelig fik videnskabsformidling igang var et tv program han lavede i 78 og 79 der hed Cosmos, sendt i 1980.

Jeg var blot fem år da Cosmos blev sendt. Jeg aner ikke hvornår, hvis overhovedet, Cosmos kom til Danmark. Det eneste videnskabsprogram jeg husker fra jeg var barn er Vitek. Jeg er ikke flov over at sige at jeg downloadede Cosmos som internet pirat. Det var det værd. Men du kan se det på YouTube hvis du er interesseret.

Der er ingen tvivl om, dog, at Cosmos ændrede forholdet mellem videnskabens elfensbenstårn og tv-seerne. En befolkning der droppede videnskab efter månelandingen – eller måske mere en presse der droppede interessen – blev fanget igen af universets vidundere. I 10 år holdt Cosmos rekorden for det mest populære PBS show og så vidt jeg ved er det stadig det PBS program flest har set verden over.

Carl Sagan blev aldrig medlem af videnskabernes akademi i USA. Om han burde være er en længere diskussion, han var mest kendt for at forklare videnskaben til ikke-forskere og måske ikke så meget for sin egen videnskab, men det vil jeg ikke ind på. Det er en anden snak.

Hvad han gjorde var dog helt fantastisk. Han fik formidlet fascinationen af kosmos spredt ud til alle og blev videnskabens stemme til en hel generation. Meget han gjorde var pop. En guldplade på en sonde der næppe nogensinde rammer en civilation er ikke andet end pop. Men det er god pop. Det skaber drømme, og det har vi trods alt brug for.

Alt for ofte ser vi avisoverskrifter med de uhyggelige ting videnskaben nu har gjort mulig. Vi glemmer for let hvad videnskaben også har gjort. Vi kan da sagtens leve i harmoni med naturen, men vi lever ikke meget længere end 35 år og da slet ikke syv milliarder af os.

Jeg vil gemme til en anden god dag en diskussion hvor meget grundvidenskab bidrager, for tro nu endelig ikke at jeg bedømmer kvaliteten af videnskab på hvor meget længere du lever eller hvor mange flere mennesker vi kan holde i live…

Carl Sagan gjorde noget uhørt og fantastisk. Han forklarede de dybe spørgsmål så alle kunne forstå dem og skabte en interesse for videnskaben i en verden der var ved at glemme den. I tiden efter anden verdenskrig var videnskabsmænd superstjerner, alle vidste hvem Albert Einstein var. Alle så månelandingerne. Blot ti-femten år senere var vidunderne glemt og folk frygtede den videnskab der skabte atombomben og den kolde krig.

I dag frygter folk også videnskaben. Der er skrækhistorier på TV om genmodificerede planter. Planter der er den eneste mulighed for mange milioner hvis de vil overleve. Bevares, man skal da være lidt frygtsom omkring hvad vi kan strikke sammen, men alligevel. Jeg har sågar hørt folk være imod gener i deres mad. Det er en himmelråbende uvidenhed. Det er på tide at vi får forklaret hvad videnskaben fortæller os og hvad de teknologiske vidundere vi lever med i dag faktisk er, og hvad de ikke er.

Vi lever i en fremtid vi ikke kunne forestille os blot tyve år tilbage. Fra hvor som helst på kloden (næsten) kan du hive din mobiltelefon frem og ringe til din ven på den anden side af kloden. På internettet kan du skændes med med folk fra hele verden om de mest ligegyldige ting. Vi lever i fremtiden og opdagede slet ikke da vi kom hertil. Og vi glemmer helt hvad der skabte den fremtid vi lever i.

Videnskaben.

Det var ikke andet.

Vi lever i en fremtid som science fiction forfattere i 70’erne ikke forestillede sig, og vi glemmer det helt. Man forestillede sig godt nok telefoner hvor vi kunne se hinanden på en tv skærm, men ingen forestillede sig at vi havde den telefon i lommen og kunne ringe til hinanden fra en bjergtop i alperne. Det er næsten magisk, hvis ikke man vidste bedre.

Jeg finder afkoblingen fra de vidundere jeg ser i min hverdag og den videnskab der førte til den foruroligende. Jeg frygter for en fremtid hvor befolkningen ikke forstår videnskaben og hvor meget den har gjort for os.

Er man ikke ekspert inden for et videnskabeligt område har man ikke en jordisk chance for at følge med på kanten af den videnskab. Jeg skal gladelig indrømme at jeg fatter meget lidt af moderne fysik. Men jeg forstår hvordan videnskaben fungerer. Hvordan man evaluerer idéer og bedømmer om de holder eller ej. Jeg stoler på processen og tror på at fysikkere og cosmologer tjekker hinanden og vil råbe op hvis noget af det jeg ikke personligt forstår ikke holder vand. Jeg ved at vi vil i genetik, som jeg selv arbejder med.

Jeg forventer ikke at befolkningen som sådan følger med på grænsen af vores uvidenhed, hvor den spændende videnskab udfolder sig. Videnskaben er så specialiseret i dag at det er en umulighed. Jeg håber blot at vi kan respektere metoden og have tiltro til processen.

Vi er kommet langt siden vi først opfandt den videnskabelige metode, og vi kan komme meget længere. Det sker dog kun hvis alle er med på vognen og ser nytten af videnskaben.

Derfor var Cosmos så vigtig.

Netop derfor glæder jeg mig meget til den nye Cosmos. Der kommer nemlig en ny version. Seth MacFarlane kendt fra American Dad og Family Guy (det så I næppe komme) har nemlig strikket en ny version sammen, og det bliver med Neil deGrasse Tyson der nok faktisk kan tage rollen som vores generations Carl Sagan.

Det bliver fantastisk, og jeg glæder mig til at se det. Indtil da, ser jeg Cosmos igen på YouTube.

Mit håb er også at denne blog kan bidrage lidt til dette.

Hygge

Thomas

Sådan! laver du ikke videnskab

Internetaviserne har efterhånden lært, at hvis man skal have mange hits på en historie, skal overskriften være god. Lister er meget populære (“10 grunde til at…“), og skal det være virkelig godt, skal der stå “Sådan gør du dit og dat“.

BT er gået hele vejen og har lavet en hel serie med videoklip, der hedder “Sådan!

I dette klip viser de angivelige, hvordan man undgår, at en rystet coladåse bruser over. BT laver dog en klassisk børnehavefejl i deres systematiske demonstrationsforsøg, idet de overhovedet ikke har styr på alle variable.

Først vises et forsøg, hvor man banker på sodavandsdåsen på én måde, og desværre bruser sodavanden over. Herefter vises, hvordan man ifølge BT banker korrekt på dåsen, og sørme om sodavanden ikke undlader at bruse over.

Men i første forsøg går der 6 sekunder, fra dåsen er rystet, til den åbnes. I andet forsøg går der 18 sekunder, altså hele 3 gange så lang tid.

Hvad kan vi lære af det forsøg?

At hvis du vil undgå, at en rystet cola bruser over, så skal du vente længe nok…

Hvorfor tracker man ikke ishockey-puckens position?

Skal du se OLs store højdepunkt i morgen? Ikke afslutningsceremonien, men derimod finalen i mændenes ishockey-finale, Sverige mod Canada?

Hvis ikke skyldes det måske, at ishockey kan være svært at følge med i på TV. Jo jo, det er da en actionfyldt kontaktsport, men man skal ikke se mange minutter før man må konstatere én væsentlig ting: Det er virkelig svært at se, hvor pucken er!

Hvorfor ikke tracke pucken, så skærmen hele tiden viser, hvor den er? Et sådan system fungerer for bordtennis:

og sørme om det ikke også findes for ishockey:

Systemet, kaldet FoxTrax, blev ikke populært i de store ishockeynationer USA og Canada, og det ligner da også lidt et computerspil, som kritikere påpegede.

Det skyldes nok ikke selve teknologien, men mere en overdreven brug af grafikken på skærmen. Kunne man lave det noget mere diskret, tror jeg sagtens, det kan blive en succes.

Om ikke andet kan producenterne vel levere et feed både med og uden grafikken, så TV-stationerne selv kan vælge, eller måske endda lade seerne selv vælge.

Idéen er hermed givet videre. Selv tak.

Danmark har fået et nyt it-website

Et nyt spændende blogsite har set dagens lys: QED.dk er startet af tidligere blogger ved Version2 Therese Hansen, og sitet samler en større række profesionelle it-folk, der skriver kompetente indlæg fra egen hverdag.

I første indlæg skriver Therese:

“Vi lever i en tid, hvor medierne har det svært. De bliver presset på indtjeningen og reagerer ved at investere i de populære emner – eller i hvert fald hvad de tror er de populære emner.

Nichemedier har det endnu sværere – med et smallere publikum er der færre øjne og færre kliks.

At skrive på dansk er allerede niche. At skrive om it på dansk endnu mere.”

 Sitet er primært drevet af frivillige kræfter, men som et eksperiment er der mulighed for læserne at give mikrodonationer til skribenterne.