Gummifortov?

Jo, den er god nok: I over 60 byer i USA (blandt andet Washington, Seattle og Los Angeles) er man begyndt at erstatte betonfliser på fortovene med gummifliser! Fliserne, der fremstilles af firmaet Rubbersidewalks Inc. i Californien, er godt nok næsten 3 gange så dyre som almindelige fliser, men til gengæld er de mere holdbare.

Firmaet fortæller, at fliserne typisk anvendes på steder, hvor trærødder ødelægger betonfliserne, og her er de nye fliser altså mere modstandsdygtige. Ydermere udsættes de ikke for frostsprængninger om vinteren, og det betyder færre faldulykker på grund af ujævne fortove.

Fliserne vejer kun en fjerdedel af betonfliser, og de er fremstillet af gamle bildæk. De er ikke decideret bløde at gå på, men dog er de heller ikke helt så hårde som beton, og det vil dermed spare knæ og led hos de folk, der færdes på dem.

Læs historien på FOXNews.com eller besøg firmaet Rubbersidewalks Inc.