Jammerbugten ligger på Mars

Mars rover ved JammerbugtRoveren Opportunity, der har kørt rundt på overfladen af Mars i omkring to og et halvt år, kørte sidst i maj fast i en lille sandklit. Holdet bag roverne har valgt at kalde stedet “Jammerbugt” efter det danske, stormfulde farvand nordvest for Jylland. Det forventes endda, at flere steder på planetens overflade vil blive døbt med danske navne i de kommende par uger.

Æren skyldes, at en række danskere arbejder i forskningsgruppen bag Mars Roverne, og det lykkedes Opportunity at slippe fri lige omkring vores egen Grundlovsdag. Anvendelsen af danske navne kan således betragtes som en hyldest til Danmark og vores bidrag til den værdifulde udforskning af Mars.

Læs historien hos New Scientist eller på Mars Rovernes hjemmeside. Billedet er fra NASA/JPL-Caltech.

Update (3. juli 2006): Se de øvrige danske navne her.